4.9 Helvede

Den populære opfattelse af helvede er som et sted, hvor onde "udødelige sjæle" kommer hen for at blive straffet umiddelbart efter deres død, eller som et pinselens sted for dem, som afvises ved dommen. Det er vores overbevisning, at Bibelen lærer os, at helvede er graven eller dødsriget, hvor alle mennesker kommer hen, når de dør.

Det oprindelige hebræiske ord "sheol", som nogle gange oversættes med "helvede", betyder egentlig "et overdækket sted". "Helvede" er den fordanskede version af "sheol". Når vi læser om "helvede", læser vi altså ikke et ord, som er blevet oversat fuldt ud. I bibelsk betydning er dette "overdækkede sted" eller "helvede" lig med graven/dødsriget. Der er mange eksempler på, at det hebræiske ord "sheol" oversættes med "dødsriget". Faktisk bruges ordet "helvede" ikke meget i de moderne versioner af Bibelen, istedet oversættes "sheol" med det mere neutrale "dødsriget". Nogle få eksempler, hvor ordet "sheol" oversættes med "dødsriget" burde underminere den populære opfattelse af helvede (sheol) som et sted med flammer og pinsel for de onde:-

- "Lad dem [de ugudelige]...gå til dødsriget [sheol]! Lad de falske læber blive stumme" ( Sl. 31:17) – ikke noget med at de skal skrige i smerte.

- "Gud vil...drage mig ud af dødsrigets magt" (sheol, Sl. 49:15) – dvs. Davids sjæl eller krop ville genopstå fra dødsriget (graven) eller "helvede".

Den tro, at helvede er et sted, hvor de onde straffes, og hvorfra de ikke kan undslippe, passer simpelthen ikke sammen med dette; en retfærdig mand kan komme i helvede (dødsriget) og komme ud derfra igen. Hos. 13:14 bekræfter dette: "Skulle jeg udfri dem [Guds folk] fra dødsriget [sheol], løskøbe dem fra døden". Dette citeres i 1 Kor. 15:55 og overføres til opstandelsen ved Kristi genkomst. Ligesådan i visionen om den anden genopstandelse (se Studieemne 5.5), "havet gav sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde" (Åb. 20:13). Bemærk parallellen mellem døden, dvs. graven, og dødsriget (se også Sl. 6:5).

Hannahs ord i 1 Sam. 2:6 er meget klare: "Herren dræber, og han gør levende [ved opstandelsen], han sender ned i dødsriget [sheol], og han henter op derfra".

Eftersom "helvede" er dødsriget, må man forvente, at de retfærdige vil blive frelst fra det gennem deres opstandelse til det evige liv. Det er altså fuldstændig muligt at komme i "helvede" eller dødsriget og senere forlade det ved genopstandelsen. Det enestående eksempel er Jesus, om hvem det siges, at "han ikke skulle blive i dødsriget, og hans krop ikke skulle se forrådnelse" (ApG. 2:31), fordi han genopstod. Bemærk parallellen mellem "han" og "hans krop". At han ikke "skulle blive i dødsriget" medfører, at han var der et stykke tid, nemlig de tre dage, hvor hans krop var i graven. At Kristus kom i dødsriget eller "helvede" burde være tilstrækkeligt bevis for, at det ikke kun er et sted, hvor de onde ender.

Både gode og onde mennesker kommer i "helvede", dvs. i dødsriget. Jesus fik således sin "grav blandt forbrydere" (Es. 53:9). I overensstemmelse med dette er der andre eksempler på, at retfærdige mennesker kommer i helvede, dvs. dødsriget. Jakob siger således, da hans søn Josef er død: "I sorg vil jeg gå ned i dødsriget [helvede] til min søn" (1 Mos. 37:35).

Det er et af Guds principper, at straffen for synd er død (Rom. 6:23; 8:13; Jakob 1:15). Vi har allerede vist, at døden er en tilstand af bevidstløshed. Synd medfører total tilintetgørelse, ikke evig pinsel (Mat. 21:41; 22:7; Mark. 12:9; Jakob 4:12), lige så sikkert, som menneskene blev tilintetgjort af syndfloden (Luk. 17:27,29), og israelitterne døde i ørkenen (1 Kor. 10:10). Ved begge disse lejligheder døde synderne i stedet for at blive pint til evig tid. Det er derfor ikke muligt, at de onde skulle blive straffet med en evighed af bevidst pinsel og lidelse.

Vi har også set, at Gud ikke opregner – eller stiller os til regnskab for – vore synder, hvis vi er uvidende om hans ord (Rom. 5:13). De, som befinder sig i denne position, vil forblive døde. De, som har kendt til Guds betingelser, vil genopstå og blive dømt ved Kristi genkomst. Hvis de er onde, vil de dø som straf, fordi døden er dommen for synd. De vil derfor efter at være blevet stillet for Kristi dommersæde blive straffet og dø igen for aldrig at blive levende igen. Dette vil være "den anden død", som der tales om i Johs. Åbenbaring. 2:11 og 20:6. Disse mennesker vil være døde en gang, en død af total bevidstløshed. De vil genopstå og blive dømt ved Kristi genkomst og derefter blive straffet med en anden død, som vil være total bevidstløshed ligesom den første død. Denne vil vare ved for evigt.

Det er i denne betydning, at straffen for synd er "evig", da der ikke vil være nogen ende på deres død. At forblive død for evigt er en evig straf. Vi finder et eksempel på, at Bibelen bruger et sådant udtryk i 5. Mosebog 11:4. Her beskrives Guds ødelæggelse af Faraos hær i Det Røde Hav som en evig og endegyldig tilintetgørelse, i og med at denne hær aldrig generede Israel igen. "Han lod Sivhavets vand skylle hen over dem...Herren udryddede dem for al fremtid".

Selv i de tidlige gammeltestamentlige tider forstod de troende, at der ville være en genopstandelse på den yderste dag, hvor de ansvarlige onde ville vende tilbage til dødsriget. Job 21:30,32 gør dette meget klart: "På ulykkens dag skånes den onde, på vredens dag reddes han [dvs. han genopstår]...når han bæres til graven, sættes der vagt ved hans gravsted". En af ligningerne om Kristi genkomst og dommen fortæller, at de onde "hugges ned" for hans øjne (Luk. 19:27). Dette kan ikke siges at passe sammen med ideen om, at de onde for evigt eksisterer i en tilstand af bevidsthed og evig pinsel. Dette ville i hvert fald også være en noget urimelig straf - evig pinsel for 70 års gerninger. Gud nyder ikke at straffe onde mennesker, så man må derfor forvente, at han ikke vil udsætte dem for evig afstraffelse (Eze. 18:23,32; 33:11 sml. 2 Peter 3:9).

Den apostate kristendom associerer ofte "helvede" med en forestilling om flammer og pinsel. Dette er i skarp kontrast til Bibelens lære om helvede (dødsriget). "De styrer mod dødsriget [helvede] som får, døden er deres hyrde" (Sl. 49:14); dette indebærer, at dødsriget er et sted med fredfyldt glemsel. På trods af, at Kristi sjæl eller legeme var i dødsriget i tre dage, gik det ikke i forrådnelse (ApG. 2:31). Dette ville ikke have været muligt, hvis dødsriget eller helvede var fyldt med flammer. Eze. 32:26-30 giver et billede af de forskellige folkeslags store krigere, som ligger fredfyldt i deres grav: "De faldne...krigerne, som gik ned i dødsriget med deres krigsvåben. De ligger med deres sværd under hovedet...De ligger sammen med...dem, som er gået i graven". Dette refererer til skikken med at begrave krigere sammen med deres våben og lade ligets hovede hvile på dets sværd. Men dette er en beskrivelse af "helvede" - graven. Disse mægtige krigere, som stadig ligger i dødsriget (dvs. deres grav) kan næppe siges at understøtte den opfattelse, at dødsriget eller helvede er et flammefyldt sted. Fysiske objekter (f.eks. sværd) kommer i det samme "dødsrige" som mennesker, hvilket viser, at dødsriget/helvede ikke er en scene af evig åndelig pinsel. Peter sagde således til en ond mand: "dit sølv må forgå og du selv med" (ApG. 8:20).

Beskrivelsen af Jonas" oplevelser modsiger også dette. Jonas bliver slugt af en enorm fisk: "Fra fiskens bug bad Jonas til Herren sin Gud: I min nød råbte jeg til Herren...fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp" (Jonas 2:1,2). Der drages her en parallel mellem "dødsrigets dyb" og hvalens mave. Hvalens mave var i sandhed et "overdækket sted", hvilket er den grundlæggende betydning af ordet "sheol", som oversættes med "dødsriget". Det var tydeligvis ikke et flammefyldt sted, og Jonas kom ud af "dødsrigets dyb", da hvalen kastede ham op. Dette pegede frem mod Kristi genopstandelse fra "dødsriget" (graven) - se Mat. 12:40.

Ild i overført betydning

Bibelen bruger imidlertid ofte billedet af evig ild som en repræsentation af Guds vrede mod synden, som vil medføre en total tilintetgørelse af synderen i graven. Sodoma blev straffet med "evig ild" (Judas v. 7), dvs. at byen blev totalt tilintetgjort på grund af indbyggernes ondskab. I dag ligger byen som en ruin under vandet i Det Døde Hav. Det er ikke på nogen måde stadig i brand, hvilket ville være nødvendigt for at vi kunne forstå "evig ild" bogstaveligt. Jerusalem blev ligeledes truet med Guds vredes evige ild på grunds af Israels synder: "Så vil jeg sætte ild på Jerusalems porte, så den fortærer dens borge, og den skal aldrig slukkes" (Jer. 17:27). Eftersom Jerusalem var den profeterede hovedstad i det fremtidige rige (Es. 2:2-4; Sl. 48:2), mente Gud ikke dette bogstaveligt. De prægtige huse i Jerusalem blev brændt ned (2 Kong. 25:9), men denne ild fortsatte ikke med at brænde for evigt.

Gud straffede ligeledes landet Idumea med ild: "Hverken nat eller dag skal det slukkes, for evigt skal røgen stige op, slægt efter slægt skal det ligge øde hen...uglen og ravnen skal bo der...borgene gror til med tjørn" (Es. 34:9-15). Eftersom dyr og planter skulle komme til at leve i det ødelagte land Idumea, må det sproglige billede "evig ild" referere til Guds vrede og hans totale tilintetgørelse af stedet og ikke skulle forstås bogstaveligt.

De hebræiske og græske ord, som oversættes "for evigt" betyder strengt taget "i en tidsalder". Nogle gange refererer dette til reel evighed, for eksempel Rigets tidsalder, men ikke altid. Af og til sammenlignes Guds vrede over Jerusalems og Israels synder med ild: "Min vrede og harme skal vælde frem mod dette sted [Jerusalem]...den skal brænde og ikke slukkes" (Jer. 7:20; andre eksempler er Klag. 4:11 og 2 Kong. 22:17).

Ilden associeres også med Guds dom over synden, især ved Kristi genkomst: "Nu kommer den dag, der brænder som en ovn; da bliver alle de overmodige og alle, der handler ugudeligt, til strå. Dagen, der kommer, skal sætte ild til dem" (Mal. 3:19). Når strå eller en menneskekrop brændes op af ild, bliver det til støv. Det er umuligt for nogen substans, ikke mindst menneskets kød, bogstavelig talt at brænde for evigt. Det sproglige udtryk "evig ild" kan derfor ikke referere til en bogstavelig evig pinsel. En ild kan ikke brænde for evigt, hvis der ikke er noget at brænde. Bemærk at "dødsriget" bliver "styrtet i ildsøen" (Åb. 20:14). Dette betyder, at dødsriget ikke er det samme som "ildsøen"; denne repræsenterer total tilintetgørelse. På Johannes’ Åbenbarings symbolske vis får vi at vide, at dødsriget skal tilintetgøres fuldstændigt, fordi der ved slutningen af Tusindårsriget ikke længere vil være nogen død.

Gehenna

I Det Nye Testamente er der to græske ord, som oversættes med "dødsriget" eller "helvede ". "Hades" svarer til det hebræiske ord "sheol", som vi tidligere har diskuteret. "Gehenna" er navnet på en affaldsplads, som lå lige uden for Jerusalem, hvor byens affald blev brændt af. Sådanne affaldspladser er typiske for mange storbyer i udviklingslande i dag (f.eks. "Smoky Mountain" uden for Manila på Filippinerne.) Som egennavn – dvs. som navnet på et egentligt sted – burde man have bibeholdt det uoversatte "Gehenna" i stedet for at oversætte det som "helvede". "Gehenna" er den aramæiske parallel til det hebræiske "Ge-ben-Hinnon". Dette befandt sig nær Jerusalem (Josva 15:8), og på Kristi tid var det byens affaldsplads. Ligene af kriminelle blev smidt på de bål, som altid brændte her, så Gehenna blev symbolet på den totale ødelæggelse og forkastelse.

Igen må vi understrege, at det, som blev smidt på disse bål, ikke blev der til evig tid – ligene blev til støv. "Vor Gud er en fortærende ild" (Heb. 12:29) på dommens dag. Hans vredes ild vil fortære og tilintetgøre synderne, ikke efterlade dem i en tilstand, hvor de blot er blevet svedet af ilden og stadig lever. På det tidspunkt, hvor Gud tidligere havde dømt sit folk Israel ved babylonernes hænder, var Gehenna fyldt med ligene af syndere blandt Guds folk (Jer. 7:32,33).

På sin enestående måde sammenfattede vor Herre Jesus alle disse gammeltestamentlige ideer i sin brug af ordet "Gehenna". Han sagde ofte, at de, som blev afvist ved dommens sæde ved hans genkomst, ville komme "i Helvede [ dvs. Gehenna], til den uudslukkelige ild, hvor deres maddiker ikke dør, og ilden ikke slukkes" (Mark. 9:43,44). Gehenna ville for jøderne være indbegrebet af deres forestilling om ligenes forkastelse og tilintetgørelse, og vi har set, at evig ild er et fast udtryk, som repræsenterer Guds vrede mod synden og den endegyldige tilintetgørelse af synderne gennem døden.

Referencen til "hvor deres maddiker ikke dør" er tydeligvis en del af det samme faste udtryk for total tilintetgørelse – det er umuligt at forestille sig, at der kunne eksistere maddiker, som aldrig dør. At Gehenna var et sted, der var forbundet med en tidligere afstraffelse af de onde blandt Guds folk viser desuden, hvor rammende Kristi brug af Gehenna som billede er.