4.1 Menneskets natur

Størstedelen af mennesker tilbringer tilsyneladende meget lidt tid med at meditere over døden og deres egen natur, som er den grundlæggende årsag til døden. En sådan mangel på selvransagelse fører til en mangel på selvforståelse, og derfor driver folk formålsløst gennem livet og træffer deres beslutninger på grundlag af, hvad deres egne naturlige ønsker dikterer. Der er en modvilje - omend godt skjult – til at se i øjnene, at livet er så kort, at før vi ved det, vil dødens endegyldighed være over os. "I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen; I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort". "Vel skal vi alle dø og blive som vand, man hælder ud på jorden; det kan ikke samles op igen". "De er som græsset, der gror om morgenen; om morgenen blomstrer det og gror, om aftenen er det vissent og tørt" (Jakob 4:14; 2 Sam. 14:14; Sl. 90:5,6). Moses, som i sandhed var en tænksom mand, anerkendte dette og bad Gud: "Lær os at holde tal på vore dage, så vi får visdom i hjertet" (Sl. 90:12). Vi bør derfor med livets korthed for øje gøre opnåelsen af sand visdom til vores førsteprioritet.

Menneskets reaktion på dødens endegyldighed varierer. Nogle kulturer har forsøgt at gøre døden og begravelser til en del af livet for at mildne følelsen af tab og endegyldighed. Størstedelen af de kulturer, som kalder sig "kristne", har konkluderet, at mennesket har en "udødelig sjæl" eller et eller andet udødeligt element i sig, som overlever døden og kommer til et sted, hvor det belønnes eller straffes bagefter. Eftersom døden er det mest fundamentale problem og den største tragedie i menneskets liv, må man forvente, at mennesket i høj grad har ransaget sit sind for at mildne dens mentale indflydelse. Derfor er der opstået en hel række af falske teorier omkring døden og menneskets natur. Som altid må disse afprøves mod Bibelen for at finde frem til den rigtige sandhed om dette centrale emne. Man bør huske, at den allerførste løgn, som beskrives i Bibelen, er den, som slangen kommer med i Edens Have. I modsætning til Guds klare budskab, at mennesket skulle "dø", hvis han syndede (1 Mos. 2:17), hævdede slangen: "Vist skal I ikke dø" (1 Mos. 3:4). Dette forsøg på at benægte dødens endegyldighed og uigenkaldelighed er karakteristisk for alle falske religioner. Det er klart, at især på dette område leder én falsk doktrin til den næste, og den næste, og den næste. Modsat leder én sandhed til den næste, som vi ser i 1 Kor. 15:13-17. Her springer Paulus fra én sandhed til den næste (bemærk "hvis...hvis...hvis...").

For at forstå vores sande natur, må vi overveje, hvad Bibelen siger om menneskets skabelse. Beskrivelsen er i et enkelt sprog, som, hvis vi tager det bogstaveligt, ikke efterlader nogen tvivl om, præcis hvordan vi er af natur. "Da formede Gud Herren mennesket af jord...af den [jorden] er du taget. Ja, jord er du [Adam], og til jord skal du blive" (1 Mos. 2:7; 3:19). Der er absolut ingen antydning her af, at mennesket har en iboende udødelighed; der er ingen del af det, som skal leve videre efter døden.

Der lægges betydelig vægt i Bibelen på, at mennesket fundamentalt består af det rene støv: "Vi er ler" (Es. 64:7); "det første menneske var af jord, jordisk" (1 Kor. 15:47); mennesket "bor i huse af ler" (Job 4:19), og mennesket skal "blive til jord igen" (Job 34:14,15). Abraham indrømmede, at han kun var "støv og aske" (1 Mos. 18:27). Umiddelbart efter at de havde været ulydige mod Guds bud i Edens Have, "jog [Gud] mennesket ud...[så] det nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ og spiser og lever evigt" (1 Mos. 3:24,22). Hvis mennesket naturligt havde et iboende udødeligt element i sig, ville dette have været unødvendigt.

Betinget udødelighed

Det budskab, som evangeliet hele tiden gentager, er, at mennesket kan finde vejen til at opnå evigt liv og udødelighed gennem Kristi gerninger. Eftersom dette er den eneste form for udødelighed, som Bibelen omtaler, er forestillingen om en evighed af bevidst lidelse som straf for forsyndelser fuldstændig uden bevisgrundlag i Bibelen. Den eneste måde, man kan opnå udødelighed på, er gennem lydighed mod Guds bud, og de, som er så lydige, skal tilbringe udødeligheden i en tilstand af fuldkommenhed – belønningen for retfærdighed.

De følgende tekststeder bør være tilstrækkeligt bevis for, at denne udødelighed er betinget og ikke noget, vi naturligt er i besiddelse af:-

- "Kristus Jesus...bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet" (2 Tim. 1:10; 1 Joh. 1:2).

- "Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer (dvs. "iboende i jer"). Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag" – for at give ham hans "evige liv" (Joh. 6:53,54). Kristi argumenter igennem Joh. kap. 6 er, at han er "livets brød", og at kun ved at forholde os korrekt til ham, kan vi opnå håb om udødelighed (Joh. 6:47,50,51,57,58).

- "Gud har givet os [de troende] det evige liv, og det liv er i hans Søn" (1 Joh. 5:11). Der kan ikke være noget håb om udødelighed for dem, som ikke er "i Kristus". Kun gennem Kristus er udødeligheden blevet mulig; Han er "livets [det evige livs] fyrste" (ApG. 3:15) - "årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham" (Heb. 5:9). Udødelighed for mennesket udsprang derfor fra Kristi gerninger.

- Den sande troende søger efter udødelighed og vil blive belønnet ved at blive givet evigt liv – noget han ikke naturligt er i besiddelse af (Rom. 2:7; 6:23; Joh. 10:28). Vores dødelige krop "må iklædes udødelighed" ved Kristi genkomst (1 Kor. 15:53); udødelighed er således noget, vi er blevet lovet, ikke noget, vi er i besiddelse af (1 Joh. 2:25).

- kun Gud alene har iboende udødelighed (1 Tim. 6:16).