4.5 Genopstandelsen

Bibelen understreger, at de retfærdiges belønning vil komme ved genopstandelsen, ved Kristi genkomst (1 Thess. 4:16). De ansvarlige dødes genopstandelse (se Studieemne 4.8) vil være den første ting, som Kristus vil udføre; denne vil blive fulgt af dommen. Hvis "sjælen" kom i himlen ved døden, ville der ikke være noget behov for genopstandelse. Paulus sagde, at hvis der ikke er nogen genopstandelse, så er alle forsøg på at være lydig mod Gud nytteløse (1 Kor. 15:32). Han ville vel ikke have argumenteret på denne måde, hvis han troede, at han også ville blive belønnet med, at hans "sjæl" kom i himlen efter døden? Hans ord betyder, at han troede på, at legemets genopstandelse var den eneste form for belønning. Kristus opmuntrede os med forventningen om, at belønningen for et trofast liv ville komme ved "opstandelsen" (Luk. 14:14).

Det må igen slås fast, at Bibelen ikke belærer os om nogen form for eksistens ud over den legemlige – uanset om der er tale om Gud, Kristus, engle og mennesker. Ved sin genkomst skal Kristus "forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme" (Filip.3:20,21). Sådan som han nu har en bogstavelig legemlig skikkelse, som udelukkende får sin energi fra ånd og ikke blod, så vil også vi få den samme belønning. På dommens dag vil vi modtage en belønning for den måde, hvorpå vi har levet dette liv i legemlig skikkelse (2 Kor. 5:10). De, som har levet et kødeligt liv, vil blot beholde deres nuværende dødelige krop, som så vil rådne til støv igen, mens de, som i deres liv har forsøgt at overvinde kødets lyster med Ånden, "skal høste evigt liv af Ånden" (Gal. 6:8) i form af et Åndefyldt legeme.

Der er rigeligt med yderligere beviser på, at de retfærdiges belønning vil være i en legemlig form. Så snart man accepterer dette, bør genopstandelsens afgørende betydning være klar. Vores nuværende krop holder tydeligvis op med at eksistere ved døden; hvis vi kun kan opleve evigt liv og udødelighed i en legemlig form, må døden nødvendigvis være en tilstand af bevidstløshed, som varer indtil det tidspunkt, hvor vores krop genskabes og derefter gives Guds natur.

Hele 1. Kor. 15 taler i detaljer om genopstandelsen; det kan altid betale sig at læse dette omhyggeligt. 1 Kor. 15:35-44 forklarer, at ligesom et sædekorn sås og derefter kommer frem fra jorden for at blive givet en krop af Gud, så vil de døde rejse sig og blive belønnet med en krop. Som Kristus rejste sig fra graven og fik en udødeliggjort krop i stedet for sin dødelige krop, således vil den sande troende få del i hans belønning (Filip. 3:21). Gennem dåben forbinder vi os selv med Kristi død og genopstandelse og viser vores tro på, at også vi skal få del i den belønning, han modtog ved sin genopstandelse (Rom.6:3-5). Ved at tage del i hans lidelser nu vil vi også få del i hans belønning: "Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme" (2 Kor. 4:10). "Han, som oprejste Kristus fra de døde, [skal] også gøre jeres dødelige legemer levende ved sin ånd" (Rom. 8:11). Med dette håb venter vi derfor på "vort legemes forløsning" (Rom. 8:23), ved at dette legeme gøres udødeligt.

Dette håb om en bogstavelig, legemlig belønning har været kendt og forstået af Guds folk fra de tidligste tider. Abraham blev lovet, at han personligt ville arve Kana’ans land for evigt, lige så sikkert som han havde vandret op og ned i det (1. Mos. 13:17; se Studieemne 3.4). Hans tro på disse løfter var afhængig af hans tro på, at hans krop engang i fremtiden på en eller anden måde ville genopstå og blive gjort udødelig, så dette kunne blive muligt.

Job udtrykte tydeligt sin forståelse af, hvordan han ville modtage sin belønning i en legemlig form på trods af, at hans krop ville blive spist af orme i graven: "Min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Mit indre fortæres af længsel" (Job 19:25-27). Esajas havde det samme håb: "Dine døde bliver levende, deres lig står op" (Es. 26:19).

Ord, som ligner disse meget, kan findes i fortællingen om Lazarus’ død, en personlig ven af Jesus. I stedet for at trøste mandens søster ved at sige, at hans sjæl var i himlen, talte Vor Herre Jesus om genopstandelsens dag: "Din bror skal opstå". Lazarus’ søster, Marthas, umiddelbare svar viser, i hvor høj grad de tidlige kristne forstod dette: "Martha sagde til ham: "Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag." " (Joh. 11:23,24). Ligesom Job forstod hun ikke døden som en overgang til et saligt liv i himlen, men så i stedet frem til en genopstandelse "på den yderste dag" (sml. med Jobs "til sidst"). Herren lover: "Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag" (Joh. 6:44,45).