4.3 Ånden

Der er en sørgelig forvirring i mange menneskers tanker mellem sjælen og ånden. Dette gøres endnu værre af, at på mange sprog og i mange oversættelser af Bibelen har de danske ord "sjæl" og "ånd" kun et tilsvarende ord. "Sjælen", som grundlæggende refererer til alt det, der udgør en person, kan nogle gange også referere til ånden. Der er dog normalt en forskel på meningen af "sjæl" og "ånd", som ordene bruges i Bibelen; sjæl og ånd kan "sønderdeles" (Heb. 4:12).

De hebræiske og græske ord for "ånd" (henholdsvis "Ruach" og "Pneuma") oversættes også på de følgende måder:-

Liv
Ånd
Sind
Vind
Ånde

Vi har studeret forestillingen om "ånd" i Studieemne 2.1. Gud bruger sin ånd til at bevare de naurlige skabninger, inklusiv mennesket. Guds ånd, som er i mennesket, er derfor livskraften i ham. "Et legeme uden åndedræt [ånd]" er dødt (Jakob 2:26). Gud "blæste livsånde i hans [Adams] næsebor, så mennesket blev et levende væsen [sjæl] (1 Mos. 2:7)". Job taler om, at "Guds ånde er i min næse" (Job 27:3 sml. Es. 2:22). Livsånden i os gives derfor til os ved fødslen og forbliver der, så længe vores krop er i live. Når Guds ånd tages fra noget, går det straks til grunde – ånden er livskraften. Hvis Gud "tog sin livgivende ånd tilbage, da ville alt levende omkomme, og mennesket blive til jord igen" (Job 34:14-16). Den sidste sætning antyder endnu en gang, at mennesket finder denne afsløring af dets sande natur meget svær at acceptere.

Når Gud tager sin ånd fra os ved døden, dør ikke blot vores legeme, men hele vores bevidsthed ophører. Davids forståelse af dette førte ham til at have tillid til Gud snarere end til skabninger, som var så svage som mennesket. Salme 146:3-5 er et tungtvejende argument mod humanismen: "Stol ikke på stormænd, på mennesker, de kan ikke frelse. De udånder og vender tilbage til jorden [som vi er taget af], og den dag er deres planer blevet til intet. Lykkelig den, hvis hjælp er Jakobs Gud".

I døden vender "støvet...tilbage til jorden, hvor det var, og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den" (Præd. 12:7). Vi har vist tidligere, at Gud er til stede overalt gennem sin ånd. "Gud er ånd" (Joh. 4:24) i denne betydning. Når vi dør, tager vi "det sidste åndedrag" i den betydning, at Guds ånd inden i os forlader os. Denne ånd optages i Guds ånd, som er overalt omkring os; så ved døden "vender livsånden tilbage til Gud".

Fordi Guds ånd opretholder hele skabelsen, sker den samme dødsproces for dyr. Mænd og dyr har den samme ånd eller livskraft inden i sig. "Menneskenes skæbne og dyrenes skæbne er én og samme skæbne: Som den ene dør, sådan dør den anden; de har samme livsånde [dvs. ånd]. Menneskene har ikke noget frem for dyrene" (Præd. 3:19). Forfatteren siger derefter, at der ikke er nogen umiddelbar forskel på, hvor menneskers og dyrs ånd forsvinder hen (Præd. 3:21). Denne beskrivelse af, at mennesker og dyr har den samme ånd og dør den samme død, synes at vise tilbage til beskrivelsen af, hvordan både mennesker og dyr, som begge fik livsånden fra Gud (1 Mos. 2:7; 7:15), blev tilintetgjort ved den samme død under syndfloden: "Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom, fugle, kvæg, vilde dyr, alt hvad der vrimlede på jorden, og alle menneskene. Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde. Alle levende væsener på jorden blev udslettet" (1 Mos. 7:21-23). Bemærk desuden, at Sl. 90:5 sammenligner døden med syndfloden. Beskrivelsen i 1 Mos. 7 viser tydeligt, at i en grundlæggende betydning tilhører mennesket samme kategori som "alt levende...alle levende væsener". Dette skyldes, at han har den samme livsånde i sig, som de har.