4.8 Ansvar overfor Gud

Hvis mennesket har en "udødelig sjæl", er det naturligvis nødt til at have en evig skæbne et eller andet sted – et sted hvor det enten belønnes eller straffes. Dette indebærer, at alle er ansvarlige overfor Gud. I modsætning til dette har vi vist, at Bibelen lærer os, at mennesket af natur er som dyrene, uden nogen iboende udødelighed. Nogle mennesker er dog blevet stillet et evigt liv i Guds rige i udsigt. Det bør være klart, at ikke alle, som nogensinde har levet, vil genopstå; ligesom dyrene lever og dør mennesket og forvandles til støv. Men på grund af at der vil være en dom, hvor nogle skal fordømmes og andre belønnes med evigt liv, må vi konkludere, at der vil være en kategori af mennesker, som skal genopstå for at kunne dømmes og belønnes.

Hvorvidt en person skal genopstå afhænger af, om de er ansvarlige over for dommen. Grundlaget for vores dom vil være, hvordan vi har reageret på vores kendskab til Guds ord. Kristus forklarede: "Den, der forkaster mig og ikke tager imod mine ord, har mødt sin dommer. Det ord, jeg har talt, det skal dømme ham på den yderste dag" (Joh. 12:48). De, som ikke har kendt eller forstået Kristi ord og derfor ikke har haft mulighed for at tage imod eller afvise ham, skal ikke stå til regnskab for dommen. "De, som har syndet uden loven [uden at kende Guds lov], vil også gå fortabt uden loven. Og de, som har syndet under loven [dvs. med kendskab til den], vil blive dømt efter loven" (Rom. 2:12). De, som ikke har kendt til Guds betingelser, vil således gå til grunde som dyrene. De, som derimod bevidst bryder Guds lov, skal dømmes og derfor genopstå, så de kan møde deres dom.

Gud siger: "Synd kan ikke opregnes, når der ikke er nogen lov"; "synd er lovbrud [dvs. Guds lov]"; "det, der komer ved loven, er jo syndserkendelse" (Rom. 5:13; 1 Joh. 3:4; Rom. 3:20). Uden kendskab til Guds lov, som den åbenbares ved hans ord "kan synd ikke opregnes" for en person, og derfor vil vedkommende ikke blive dømt eller genopstå. De, som ikke kender Guds ord vil derfor forblive døde, og ligeså vil dyr og planter, eftersom de er i samme position. "Mennesker, der...er uden forstand, de ligner dyrene, der går til grunde" (Sl. 49:20), "de styrer mod dødsriget som får" (Sl. 49:14).

Det er kendskabet til Guds vilje, der gør os ansvarlige for vore handlinger over for ham, og som gør det nødvendigt, at vi genopstår og står foran dommens sæde. Heraf forstås, at det ikke kun er de retfærdige eller de, som er døbte, som vil genopstå. Det er alle de, som er ansvarlige overfor Gud gennem deres kendskab til ham. Dette tema gentages ofte i Skrifterne:-

- Joh. 15:22 viser, at kendskab til Ordet medfører ansvarlighed: "Var jeg [Jesus] ikke kommet og havde talt til dem, havde de ikke haft synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd". Rom. 1:20-21 siger også, at kendskab til Gud betyder, at mennesket "ingen undskyldning" har.

- "Enhver, som har hørt og lært af faderen, kommer til mig...jeg skal oprejse ham på den yderste dag" (Joh. 6:44,45).

- Gud "bærer over" med de menneskers handlinger, som reelt ikke kender til hans vilje. Han holder øje med dem, som kender hans vilje og forventer, at de følger den (ApG. 17:30).

- "Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl [f.eks. ved at forblive død]. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af" (Luk. 12:47,48) – så hvor meget mere, Gud?

- "Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder" (Jakob 4:17).

- Israels særlige ansvar overfor Gud var på grund af hans åbenbaringer for dem om sig selv (Amos 3:2).

- På grund af denne doktrin om ansvar "havde [det] været bedre for dem [som senere vender sig fra Gud] slet ikke at have lært retfærdighedens vej at kende, end først at lære den at kende og siden vende sig fra det hellige bud, som de har fået overdraget " (2 Pet. 2:21). Andre relevante tekststeder er bla.: Joh. 9:41; 3:19; 1 Tim. 1:13; Hos. 4:14; 5 Mos. 1:39.

Eftersom kendskab til Gud gør os ansvarlige over for dommersædet, vil de, der ikke har dette kendskab, selvsagt ikke genopstå; de behøver ikke at dømmes, og deres mangel på viden gør dem "ligesom dyrene, der går til grunde" (Sl. 49:20). Der er rigeligt, der antyder, at ikke alle, som har levet, skal genopstå:-

- Folket i oldtidens Babylon "vågner ikke" efter deres død, fordi de var uvidende om den sande Gud (Jer. 51:39; Es. 43:17).

- Esajas opmuntrede sig selv: "Herre, vor [Israels] Gud, andre herrer end du har hersket over os [f.eks. filistrene og babylonerne]...Døde [dvs. de der ikke kender Gud] bliver ikke levende, dødninge står ikke op...du slettede hvert minde om dem". (Es. 26: .13,14). Bemærk, at det tre gange undestreges, at de ikke skal genopstå: "bliver ikke levende [igen]...står ikke op...slettede hvert minde om dem". Israel kunne derimod se frem til at genopstå, fordi de havde kendskab til den sande Gud: "Dine [Israels] døde bliver levende, deres lig står op" (Es. 26:19).

- Om Guds folk, Israel, får vi at vide, at ved Kristi genkomst skal "mange af dem, der sover i jorden...vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky" (Dan. 12:2). "Mange", men ikke alle af jøderne vil altså genopstå på grund af deres ansvar over for Gud som hans udvalgte folk. De af dem, som er fuldstændig uvidende om deres sande Gud "skal falde og ikke rejse sig mere", eftersom de ikke er i stand til at finde "Herrens ord" (Amos 8:12,14).

Vi har nu erfaret at:-

1. Kendskab til Guds ord medfører ansvar over for ham.

2. Kun de ansvarlige vil genopstå og blive dømt.

3. De, som ikke kender den sande Gud, vil derfor forblive døde ligesom dyrene.

Disse konklusioner indebærer et hårdt slag mod menneskets stolthed og det, som vi naturligt ville foretrække at tro på: de millioner af mennesker, både i dag og igennem historien, som har været uvidende om det sande evangelium, de som er så mentalt syge eller handicappede, at de ikke kan forstå Bibelens budskab; spædbørn og små børn, som er døde, før de var gamle nok til at forstå evangeliet; alle disse grupper falder inden for kategorien af folk, som ikke har haft den sande viden om Gud, og som derfor ikke står til ansvar over for ham. Det betyder, at de ikke vil genopstå, uafhængigt af deres forældres åndelige status. Dette går totalt imod humanismens tænkning og alle vore naturlige ønsker og følelser; en sand ydmyghed over for Guds ord, som er den endelige sandhed, sammen med en passende ydmyg mening om vores egen natur vil føre til, at vi accepterer sandheden i dette. En oprigtig overvejelse over menneskelivets kendsgerninger, selv uden hjælp fra Skrifterne, vil også føre til den konklusion, at der ikke kan være noget håb om fremtidigt liv for de ovennævnte grupper af mennesker.

Det er særdeles upassende for os at stille spørgsmålstegn ved Guds vilje i disse spørgsmål: "Menneske! Hvem er du da, siden du går i rette med Gud?" (Rom. 9:20). Vi kan indrømme, at vi ikke forstår det, men vi må aldrig beskylde Gud for uretfærdighed. At antyde, at Gud på nogen måde kan være ukærlig eller begå fejl, åbner op for et forfærdeligt billede af en almægtig Gud, Fader og Skaber, som behandler sine skabninger på en urimelig og uretfærdig måde. Det kan hjælpe at læse om kong Davids tab af sin lille dreng. 2 Sam. 12:15-24 beskriver, at David bad stærkt for barnet, mens det levede, men han var realisitisk nok til at acceptere dødens endegyldighed: "Så længe drengen var i live, fastede og græd jeg, for jeg tænkte: Måske vil Herren være nådig imod mig og lade drengen leve. Men nu da han er død, hvorfor skulle jeg så faste? Kan jeg få ham tilbage igen?...han kommer ikke tilbage til mig". David trøstede så sin kone og fik et barn mere så snart som muligt.

Til slut skal det siges, at der er mange mennesker, som, når de forstår denne ide om ansvar overfor Gud, føler, at de ikke ønsker at få nærmere kendskab til ham, i fald de så skal stå til ansvar over for ham og dommen. Men i en vis grad er det sandsynligt, at sådanne mennesker allerede står til ansvar overfor Gud, eftersom deres kendskab til Guds ord har gjort dem bevidste om, at Gud er involveret i deres liv og tilbyder dem et virkeligt forhold til ham. Vi bør altid huske, at "Gud ER kærlighed"; han "er ikke sen til at opfylde sit løfte", og han "gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv" (1 Joh. 4:8; 2 Peter 3:9; Joh. 3:16). Gud ønsker, at vi skal være i hans rige.

En ære og et privilegium som dette medfører naturligvis et ansvar. Men dette ansvar er ikke skabt til at være tungt eller byrdefuldt for os; hvis vi i sandhed elsker Gud, vil vi forstå, at hans tilbud om frelse ikke er en automatisk belønning for bestemte gerninger, men et kærligt ønske fra Guds side om at gøre alt, hvad han kan for sine børn, at give dem et evigt liv i salighed gennem deres forståelse for hans fantastiske væsen.

Når vi forstår og hører Guds kald til os gennem hans ord, vil vi blive klar over, at når vi vandrer gennem mængden, holder Gud særlig omhyggeligt øje med os og søger ivrigt efter tegn på vores svar på hans kærlighed, snarere end at vente på, at vi skal slå fejl i at leve op til vores ansvar. Dette kærlige øje forlader os aldrig; vi kan aldrig glemme eller opgive vores kendskab til ham for at følge kødets lyster uden at skulle stå til ansvar over for ham. I stedet kan og bør vi glæde os over den specielle nærhed, vi har i forholdet til Gud og således stole på hans kærligheds styrke, så vi fortsat vil søge at få større, ikke mindre, kendskab til ham. Vores kærlighed til Guds væsen og ønsket om at kende det, så vi i højere grad kan gøre som han, bør overvinde vores naturlige frygt for hans allerhøjeste hellighed.