10.7 Fællesskab

Det græske ord, som oversættes "fællesskab" og altergang eller "kommunion" beskriver reelt det, at man har noget til fælles: kom-union. "Kommunion" er relateret til ordet "kommunikere". Ved at vi kender og praktiserer Guds vilje, har vi et fællesskab med ham og med alle andre, som gør det samme ved at være "i Kristus". Det er let at forsømme den forpligtelse, vi har overfor fællesskabet med andre: "Glem...ikke godgørenhed og gavmildhed" (Heb. 13:16). Filip. 1:5 taler om vores "fælles arbejde for evangeliet"; grundlaget for vores fælleskab er derfor doktrinerne, som udgør det sande evangelium. Derfor er det fællesskab, som opleves af sande troende, meget større end i nogen anden organisation eller kirke. På grund af dette fællesskab rejser de meget langt for at være sammen med hinanden og besøge isolerede troende, og de bør gøre god brug af brev- og telefonkontakt, hvor det er muligt. Paulus taler om "Åndens fællesskab" (Filip. 2:1), dvs. fællesskab som er baseret på, at vi i fællesskab følger Guds ånd/tanker som åbenbaret i hans ånd/ord.

Et af de vigtigste udtryk for vores fællesskab er at afholde nadvergudstjenesten sammen. De tidlige troende "holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne...hjemme brød de brødet...jublende og oprigtige af hjertet" (ApG. 2:42,46). At indtage symbolerne for det centrale vendepunkt for vores håb i fællesskab bør binde os sammen i "oprigtighed af hjertet". "Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød", dvs. Kristus (1 Kor. 10:16,17). Vi er derfor forpligtede til at tage del i symbolerne på Kristi offer sammen med alle dem, som nyder godt af hans gerninger, og som får "del i det ene brød". Kun de, som er blevet døbt til Kristus på rette vis efter at have fået kendskab til sandheden, er i denne position, og det er en bespottelse af symbolerne at dele dem med nogen ud over disse.

Vores fællesskab med Gud og Kristus og andre troende afhænger ikke blot af vores fælles accept af de doktrinære sandheder, som udgør den "ene tro". Vores måde at leve på bør også være i overenstemmelse med de principper, som kommer til udtryk i dem. "Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden. Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd" (1 Joh. 1:5-7).

Det bør heraf fremgå klart, at fællesskabet ophører, når en troende begynder at opretholde doktriner eller føre en livsstil, som åbent er imod den klare Bibellære: "Tag ikke del i mørkets frugtesløse gerninger, men afslør dem" (Efes. 5:11). Enhver bestræbelse bør gøres for at vinde dem tilbage ligesom den gode hyrde, der søger det mistede får (Luk. 15:1-7).

En af de klareste passager om fælleskab findes i 2 Kor. 6:14-18: "Træk ikke på samme hammel som de vantro! For hvad har retfærdighed med lovløshed at gøre, eller hvad har lys til fælles med mørke...Derfor: Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren...Så vil jeg tage imod jer, og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige".

Vi har vist, hvorledes Guds Ord er lys. Disse vers forklarer, hvorfor vi ikke bør blande os med kirker, som prædiker falske doktriner, hvorfor vi ikke bør gifte os med dem, som ikke kender Sandheden, og bør vige bort fra verdens skikke. På grund af vores adskillelse fra verden får vi den overvældende ære at blive Guds egne sønner og døtre, del af en verdensomspændende familie af andre, som har det samme forhold til Gud – vore brødre og søstre. Der er kun "ét legeme", dvs. én sand kirke (Efes. 1:23), som er baseret på dem, som tror på ét håb, én Gud, én dåb og "én tro", dvs. det ene sande sæt af doktriner, som udgør den sande tro (Efes. 4:4-6). Det er ikke muligt at være del af dette "ene legeme" og samtidig være del af andre religiøse organisationer, som ikke bekender sig til den sande tro. Eftersom lys ikke har noget fællesskab med mørket, erklærer vi os selv som værende i mørket, hvis vi vælger at tage del i et fællesskab med mørket.

Hvis du har fulgt disse studier omhyggeligt, vil det på nuværende tidspunkt være klart, at der ikke kan være tale om nogen halvvejsposition i vores forhold til Gud. Vi er enten i Kristus ved dåben til ham, eller uden for ham. Vi er enten i lyset på grund af vores forståelse af den sande doktrin og lydighed mod den i praksis, eller i mørket. Man kan ikke have en fod i begge lejre.

Vores viden om disse ting giver os en vis grad af ansvar over for Gud. Vi går nu ikke omkring på gaden eller lever vores daglige liv ligesom alle andre mennesker i verden. Gud holder intenst øje med vores svar. Både han, Herren Jesus og de sande troende kunne næsten "beordre" dig til at tage den rette beslutning. Men lige så vel som Gud, Kristus og vi selv vil gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dig – i Guds tilfælde endda i den grad, at han har givet sin eneste søn til at dø for os – så afhænger din frelse i sidste ende af din egen frivillige beslutning om at få del i det store håb, som nu er blevet tilbudt til dig. Så vælg at blive døbt og følg denne vej. Hvis du skriver til addressen forrest i bogen, vil vi med glæde arrangere dette for dig.