10.2 Bøn

En anden vigtig vane, som vi bør udvikle, er bøn. Efter at have mindet os om, at der er "én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle", understreger Paulus det praktiske resultat af at forstå Kristi gerning: "Jeg vil altså [dvs. derfor], at mændene alle vegne skal bede...uden vrede og uden splid" (1 Tim. 2:5-8). "For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men én, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid" (Heb. 4:15,16).

Anerkendelsen af, at Kristus er vores personlige ypperstepræst, som med kraft tilbyder vore bønner til Gud, bør inspirere os til regelmæssigt at bede i troen. Bønnen bør dog ikke blot være en "ønskeseddel", som vi præsenterer for Gud; taksigelse for maden inden måltider, for sikkerhed på rejser osv. bør udgøre en vigtig del af vore bønner.

Alene det, at vi lægger vore problemer frem for Gud i bønnen, bør give os en stor følelse af fred: "Bring i alle forhold [intet er for småt til at bede om det] jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker" (Filip. 4:6,7).

Hvis vore bønner er i henhold til Guds vilje, vil de med sikkerhed blive besvaret (1 Joh. 5:14). Vi kan kende Guds vilje gennem vore studier af hans ord, som åbenbarer hans ånd/tanker for os. Vore Bibelstudier bør derfor lære os, både hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, og dermed gøre vore bønner kraftfulde. Som der står i Joh 15:7: "Hvis...mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det".

Der er mange eksempler på regelmæssig bøn i Skrifterne (Sl. 119:164; Dan. 6:10). Morgen og aften med et par få korte taksigelsesbønner i løbet af dagen må anses for at være et minimum.