10.4 Livet I Kirken

I dette studieemne har vi indtil videre talt om vores personlige åndelige ansvar. Vi har dog også pligt til at samles med andre, som deler vores håb. Dette bør igen være noget, som vi naturligt ønsker at gøre. Vi har vist, at vi efter dåben kommer ud på en rejse gennem ørkenen mod Riget. Det er kun naturligt, at vi vil ønske at tage kontakt til medrejsende. Vi lever i de sidste dage før Kristi genkomst; for at overvinde de mange komplekse prøvelser, som vi overvældes af i disse tider, er vi nødt til at indgå i et fællesskab med dem, som er i den samme situation: "Lad os ikke svigte vor egen forsamling...men formane hinanden så meget mere, som I ser, at dagen [for Kristi genkomst] nærmer sig" (Heb. 10:25 sml. Mal. 3:16). Troende bør derfor gøre enhver bestræbelse på at få kontakt med hinanden gennem breve og ved at rejse for at mødes og dele Bibelstudier, altergang og prædiken.

Vi er hver især blevet "kaldt ud" af verden og ind i det store håb om Riget. Ordet "helgen" eller hellig betyder "en kaldet person", og kan referere til alle sande troende og ikke blot til nogle få bemærkelsesværdige troende i fortiden. Det græske ord, som oversættes til "kirke" i den danske Bibel, er "ecclesia", hvilket betyder "en forsamling af kaldede", dvs. troende. "Kirken" refererer derfor til gruppen af troende, snarere end til den fysiske bygning, som de mødes i. For at undgå misforståelse i anvendelsen af ordet, foretrækker kristadelfianere at omtale deres "kirker" som "ecclesiaer".

Hvor der er et antal troende i en bestemt by eller et område, er det logisk, at de finder et mødested, hvor de kan mødes regelmæssigt. Dette kan være i en troendes hjem eller i en lejet sal. Kristadelfianske ecclesiaer mødes verden over på steder som forsamlingshuse, konferencerum på hoteller, selvbyggede sale eller private hjem. Formålet med en ecclesia er at opbygge dens medlemmer gennem kollektive Bibelstudier og også kollektivt at vidne for verden ved at lade deres lys skinne gennem prædiken. Et typisk program for en kristadelfiansk ecclesia kunne være noget i retning af dette:-

SØNDAG 11.00 Nadvergudstjeneste.
18.00 Offentlig prædiken.
ONSDAG 20.00 Bibelstudier

En ecclesia er en del af Guds familie. I ethvert tæt samfund er hvert medlem nødt til at være følsom og underdanig over for andre; Kristus selv var et enestående eksempel på dette. På trods af sin klare åndelige overlegenhed opførte han sig som "alles tjener" og vaskede disciplenes fødder, mens de skændtes om, hvem der var den største blandt dem. Jesus byder os at følge hans eksempel i dette (Joh. 13:14,15; Mat. 20:25-28).

Den lærdom, som formidles i ecclesiaen, bør naturligvis være baseret på Guds ord. De, som taler offentligt indenfor ecclesiaen, afspejler derfor Gud og taler på hans vegne. Fordi Gud er en mand, bør kun brødrene udføre gerningen med offentlig belæring fra Guds ord. 1 Kor. 14:34 kan ikke være tydeligere: "Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale". 1 Tim. 2:11-15 fører årsagen til dette tilbage til begivenhederne i Edens Have; fordi Eva lærte Adam at synde, skal kvinden ikke lære manden det nu. At Gud skabte Adam før Eva er et tegn på, at "manden er kvindens hovede" (1 Kor. 11:3), og derfor bør manden lede kvinden åndeligt og ikke omvendt.

På grund af alle disse ting siger 1 Tim 2:11-15: "En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed. For Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og overtrådte budet. Men frelses skal hun, ved barnefødslen – hvis de da holder fast ved tro og kærlighed og hellighed med besindighed – troværdigt er det ord".

Det fremgår klart heraf, at Bibelen definerer visse separate roller for mandlige og kvindelige troende. At kvinderne i visse tilfælde bydes at "gifte sig, føde børn, styre hus" (1 Tim. 5:14) antyder, at det sted, hvor deres åndelige bestræbelser skal udfolde sig, er i hjemmet. Det offentlige arbejde i ecclesiaen overlades derfor til manden. Dette står i skarp kontrast til de humanistiske teorier om ligestilling mellem kønnene, hvor en målrettet karrierekvinde kan hævde at være lige med sin mand på enhver måde, lige fra at styre familiens budget til at gå i unisex tøj. Produktionen af børn synes at være sat i baggrunden som noget ubelejligt, som ses som en nødvendighed for at bevare et vist niveau af følelsesmæssig normalitet i en materialistisk og egoistisk verden. Sande troende vil afvise denne tidsånd, selvom det som altid er nødvendigt at finde en balance.

Manden må ikke spille herre over sin hustru, men elske hende, som Kristus elskede os (Efes. 5:25).

"I mænd skal være ligeså hensynsfulde i samlivet med kvinden som den svagere part, og I skal vise jeres hustruer ære, så sandt de også er medarvinger til livets nådegave" (1 Peter 3:7).

I åndelig betydning gør dåben til Kristus mand og kvinde lige (Gal. 3:27,28 sml. 1 Kor. 11:11). Dette ændrer dog ikke ved det klare princip, at "manden er kvindens hovede" (1 Kor. 11:3) i praktiske og åndelige sager, både indenfor familien og ecclesiaen.

For at vise, at hun anerkender dette princip, bør den kvindelige troende tildække hovedet, når en broder prædiker fra Guds ord. Dette betyder i praksis, at en hat eller et hovedtørklæde bør bæres til alle ecclesiale møder. Forskellen på mænds og kvinders roller bør understreges af den måde, som mænd og kvinder bærer deres hår (1 Kor. 11:14,15). "Enhver kvinde, der beder eller taler profetisk med utildækket hoved, bringer skam over sit hoved [dvs. manden, v.3]; hun kunne ligeså godt have raget håret af. Ja, for hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, kan hun lige så godt lade sig klippe. Men da det nu regnes for en skam, når en kvindes hår er klippet, eller hendes hoved er raget, skal hun have hovedet tildækket...Derfor må kvinden af hensyn til englene have noget på hovedet som tegn på myndighed " (1 Kor. 11:5,6,10).