5.3 Guds rige i fortiden

Guds rige er den kommende belønning for troende. Det er derfor deres motivation til at leve et liv viet til at følge Kristi eksempel – noget som vil indebære kortvarig lidelse og ubehag. Det kan derfor forventes, at alle deres dage vil være optaget af et evigt stigende ønske om at forstå denne kommende tids undere. Det vil være summen af alle deres åndelige bestræbelser, og den fulde åbenbaring af den Gud, som de er kommet til at elske som deres Fader.

Skrifterne er fyldt med detaljer om, hvordan dette rige vil være, og du vil opdage, at det er et livsværk blot at studere nogle få af dem. En måde, hvorpå vi kan komme til at forstå nogle af de grundlæggende principper bag dette kommende rige, er at forstå, at Guds rige eksisterede i fortiden i form af nationen Israel. Dette kongerige skal genopbygges ved Kristi genkomst. Meget af Bibelen giver os information om nationen Israel, for at vi i brede træk kan forstå, hvordan Guds kommende rige vil være struktureret.

Gud beskrives ofte som "Israels konge" (Es. 44:6 sml. Es. 41:27; 43:15; Sl. 48:2; 89:18; 149:2); heraf følger, at Israels folk var hans kongerige. De begyndte at være Guds rige ved at indgå en pagt med ham ved Sinaibjerget, kort efter at de var undsluppet fra Egypten gennem Det Røde Hav. Som belønning for deres villighed efter at overholde pagten skulle de være "et kongerige [Guds]...og et helligt folk for mig" (2 Mos. 19:5,6). Således står der: "Da Israel drog ud af Egypten...blev Juda Herrens helligdom og Israel hans herredømme" eller kongerige (Sl. 114:1,2). Efter at have indgået denne pagt rejste Israel gennem Sinaiørkenen og slog sig ned i det forjættede land, Kana’an. Eftersom Gud var deres konge, blev de regeret af "dommere" (f.eks. Gideon og Samson) i stedet for konger. Disse dommere var ikke konger, men guddommeligt vejledte administratorer, som styrede visse dele af landet, men ikke regerede over hele landet. De blev ofte oprejst af Gud til bestemte formål, f.eks. at lede Israel til omvendelse og frelse dem fra deres fjender. Da israelitterne bad dommeren Gideon om at være deres konge, svarede han: "Jeg skal ikke herske over jer...Herren skal herske over jer" (Dom. 8:23).

Den sidste dommer var Samuel. På hans tid bad israelitterne om en menneskelig konge for at være ligesom folkeslagene omkring dem (1 Sam. 8:5,6). Igennem historien har Guds sande folk været fristet til at undervurdere tætheden af deres forhold til Gud og til at ofre dette for at ligne verden omkring dem. Disse fristelser er mest presserende i vores nuværende verden. Gud beklagede sig til Samuel: "De forkaster mig som deres konge" (1 Sam. 8:7). Alligevel gav Gud dem konger, begyndende med den onde Saul. Efter ham kom den retfærdige David og en hel række af konger, som nedstammede fra ham. De mere åndeligt indstillede konger var klar over, at Israel stadig var Guds kongerige, selvom de havde afvist hans kongedømme. De anerkendte derfor, at de regerede Israel på Guds vegne, ikke i deres egen ret.

En forståelse af dette princip gør det muligt for os at få mening i beskrivelsen af Salomo, Davids søn, som regerede på "[Guds] trone som konge for Herren din Gud" (2 Krøn. 9:8; 1 Krøn. 28:5; 29:23). Salomos herredømme med stor fred og velstand viste frem mod (eller var "typisk" for) Guds kommende rige. Det er derfor, det understreges, at han var konge over Israel på Guds vegne, således som Jesus også skal sidde på Guds trone som konge af Israel for Gud (Mat. 27:37,42; Joh. 1:49; 12:13).

Guds dom

Som et resultat af Salomos frafald blev kongeriget Israel delt i to; Salomos søn, Rehoboam, regerede over Judas og Benjamins stamme og halvdelen af Manassehs stamme, mens Jeroboam regerede over de andre ti stammer. Dette kongerige med ti stammer blev kaldt Israel, eller Efraim, mens de to stammer kaldtes Juda. Folkene fra disse stammer fulgte for de flestes vedkommende Salomos dårlige eksempel – de påstod, at de troede på den sande Gud, mens de på samme tid tilbad de omkringliggende landes afguder. Fra tid til anden bad Gud dem gennem profeterne om at omvende sig, men uden held. På grund af dette straffede han dem ved at drive dem ud af kongeriget Israel og ind i deres fjenders lande. Dette skete ved, at assyrerne og babylonerne invaderede Israel og tog dem med sig som fanger: "Du bar over med dem i mange år, og du formanede dem ved din ånd gennem profeterne, og da de ikke ville lytte, gav du dem i fremmede folks hånd " (Neh. 9:30).

Israel, kongeriget med de ti stammer, havde slet ingen gode konger. Jeroboam, Akaz, Joakaz osv. er alle beskrevet i Kongebogen som afgudsdyrkere. Deres sidste konge var Hosea, under hvis herredømme Israel led nederlag til Assyrien, og de ti stammer blev ført bort i fangenskab (2 Kong. 17). Herfra vendte de aldrig tilbage.

Juda, kongeriget med de to stammer, havde nogle gode konger (f.eks. Hizkija og Josija), selvom flertallet var onde. På grund af folkets gentagne synder omstyrtede Gud Juda som sit kongerige under herredømmet af deres sidste konge, Sidkija. Dette blev gjort ved, at de blev invaderet af babylonerne, som tog dem med til Babylon i fangenskab (2 Kong. 25). De forblev i Babylon i 70 år, hvorefter nogle vendte tilbage til Israel under ledelse af Esra og Nehemias. De fik aldrig igen deres egen konge, men blev regeret af babylonere, grækere og romere. Jesus blev født i perioden med romersk herredømme. På grund af Israels forkastelse af Jesus invaderede romerne dem i år 70 og spredte dem over hele verden. Kun igennem de sidste 100 år er de begyndt at vende tilbage og dermed bebude Kristi genkomst.

Ezekiel 21:25-27 forudsagde, at Guds rige ville ende, som det skete i nationen Israel: "Du, Israels fyrste, du vanhellige og ugudelige [dvs. Sidkija], din dag kommer...Dette siger Gud Herren: Tag din turban af, og læg din krone [dvs. at Sidkija ikke længere skulle være konge]! Som det var, skal det ikke være...Ødelæggelse, ødelæggelse,ødelæggelse bringer jeg. Det skal dog ikke ske, før han, som jeg overdrager domsmagten til, kommer ". Tekststed efter tekststed i profeterne beklager enden på Guds rige (Hos. 10:3; Klag. 5:16; Jer. 14:21; Dan. 8:12-14).

Den tredobbelte "ødelæggelse" i Ez. 21:25-27 refererer til tre invasioner, som blev foretaget af Nebukadnesar, konge af Babylon. Den opmærksomme læser vil i disse vers se endnu et eksempel på, hvordan Guds rige og dets konge kan opfattes som en parallel. Sidkijas’ ødelæggelse var af Guds rige (se afsnit 5:2). Guds rige, som det fandtes i nationen Israel, endte således: "Jeg gør ende på kongedømmet i Israel" (Hos.1:4). "Det skal dog ikke ske før..." indebærer, at Kongeriget ville blive genopbygget, når "han, som jeg [Gud] overdrager domsmagten til, kommer". Gud vil "give ham [Jesus] hans fader Davids trone...og der skal ikke være ende på hans rige" (Luk. 1:32,33) – ved Kristi genkomst. Dette er derfor det tidspunkt, hvor løftet om kongerigtets genopbyggelse vil blive opfyldt.

Genoprettelsen af Israel

Der er et storslået tema, som er fælles for Det Gamle Testamentes profeter, nemlig genoprettelsen af Guds rige ved Messias’ genkomst. Kristi disciple fulgte også denne tråd: "Mens de nu var sammen, spurgte de ham: "Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?" " dvs. "Vil Ezekiel 21:27 blive opfyldt nu?" Jesus svarede med at sige, at de aldrig ville kende det præcise tidspunkt for hans genkomst, selvom englene umiddelbart herefter forsikrede dem om, at han helt sikkert ville komme igen på et tidspunkt (ApG. 1:6-11).

Genoprettelsen af Guds/Israels rige vil derfor ske ved Kristi genkomst. Peter prædikede således, at Gud ville sende "den Salvede...og det er Jesus; han skal bo i himlen [dvs. forblive der] indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund" (ApG. 3:20,21). Kristi genkomst vil bringe genoprettelsen af Guds rige med sig som en genopbyggelse af det gamle kongerige Israel.

Genoprettelsen af Guds rige er i sandhed temaet hos alle "[Guds] hellige profeter":-

- "Da rejses i troskab en trone, på den skal sidde i sandhed i Davids telt [ved kristi genkomst – Luk. 1:32,33], en dommer [Jesus], som søger ret og jager efter retfærdighed" (Es. 16:5).

- "På den dag rejser jeg Davids faldne hytte [dvs. Davids "trone" i Luk. 1:32,33); jeg tætner revnerne, rejser det, der er revet ned og genopbygger den som i fortidens dage" (Amos 9:11). De sidste ord taler helt tydeligt om genoprettelse.

- "Jakobs [Israels] sønner skal være som før, hans menighed skal bestå for mit ansigt" (Jer. 30:20).

- "Herren vil udvælge Jerusalem på ny" (Zak. 2:16), og gøre det til hovedstad i hans verdensomspændende rige (sml. Sl. 48:2; Es. 2:2-4).

- "Jeg vender Judas og Israels skæbne, jeg genrejser dem som tidligere...der [skal] igen lyde fryderåb og glædesråb...jeg vender landets skæbne, og det skal blive som tidligere,siger Herren...På dette sted [Jerusalem]...skal der igen være græsgange...i Judas byer skal fårene igen gå forbi ham, der holder tal på dem" (Jer. 33:7-13).

Kristi genkomst og hans genoprettelse af dette Rige er i sandhed "Israels håb", som vi må blive forbundet med gennem dåben.