9.4 Dåb Og Frelse

At dåben forbinder os med Kristi død betyder, at det kun er gennem dåben, at vi kan få adgang til tilgivelse. Vi bliver "begravet sammen med ham [Kristus] i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde. Også jer, der var døde i jeres overtrædelser...gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser" (Kol. 2:12,13). Vi bliver "vasket rene...ved Herren Jesu Kristi navn" (1 Kor. 6:11) – dvs. at dåb i Jesu navn er den måde, hvorpå vore synder vaskes af. Dette blev forudgrebet tilbage i 4 Mos. 19:13, hvor de, som ikke havde vand til renselsen, skulle dø. Vi viste i Studieemne 10.2, hvorledes dåben er en afvaskning af synder (sml. ApG. 22:16). Beskrivelsen af, at de troende bliver vasket rene for deres synder i Kristi blod, refererer derfor til, at de gør dette gennem dåben. Åb. 1:5; 7:14; Titus 3:5 taler om dette som "det bad, der genføder" med henvisning til at vi bliver "født af vand" ved dåben (Joh. 3:5).

I lyset af alt dette er det forståeligt, at Peters svar på spørgsmålet, "Hvad skal vi gøre" (for at blive frelst) var: "Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse" (ApG. 2:37,38). Dåben i Kristi navn er til vore synders forladelse; uden den kan der ikke være nogen tilgivelse af synden, og de udøbte må derfor modtage syndens løn - døden (Rom. 6:23). Der findes ingen frelse ud over i Jesu navn (ApG. 4:12), og vi kan kun få del i det navn ved at blive døbt til det. Dette betyder, at ikke-kristne religioner på ingen måde kan føre til frelse. Ingen sand Bibeltroende kan acceptere, at de gør det; det, at katolicismen og den bredere økumeniske bevægelse gør dette, er et sørgeligt udtryk for deres holdning til de hellige skrifter.

Kristi genopstandelse til evigt liv var et tegn på personlig sejr over synden. Ved dåben forbinder vi os selv hermed, og derfor siges vi at være genopstået sammen med Kristus, da synden ikke længere har nogen magt over os, som den ikke længere havde det over ham. Gennem dåben bliver vi derfor "befriet fra synden...Synden skal ikke være herre over jer" efter dåben (Rom. 6:18,14). Efter dåben synder vi dog stadig (1 Joh. 1:8,9); synden er stadig i stand til at undertvinge os, hvis vi vender os bort fra Kristus. Vi tager derfor på nuværende tidspunkt del i Kristi død og lidelser, selv om dåben demonstrerer, at vi også er forbundne med Kristi genopstandelse, som vi har håb om at få del i ved hans genkomst.

Det er kun som et løfte for fremtiden, at vi er fri fra synden. "Den, der tror og bliver døbt, skal frelses" (Mark. 16:16) ved Kristi genkomst. Den endelige frelse sker ikke lige efter dåben, men ved dommens sæde (1 Kor. 3:15). Der ville jo ikke være noget behov for doktrinen om dommen, hvis vi modtager frelsen ved dåben, og det ville heller ikke være nødvendigt for os at dø. "Den, der holder ud til enden, skal frelses" (Mat. 10:22).

Selv efter sin dåb måtte Paulus (og alle de kristne) stræbe efter frelsen (Filip. 3:10-13; 1 Kor. 9:27); han talte om håbet om evigt liv (Titus 1:2; 3:7; 1 Thess. 5:8; Rom. 8:24) og om, at vi "skal arve frelsen" (Heb. 1:14). Ved dommens sæde vil de retfærdige gå til evigt liv (Mat. 25:46). Paulus’ fantastiske inspirerede logik skinner igennem i Rom. 13:11 – han argumenterer, at efter dåben kan vi vide, at hver dag, vi lever og udholder, er en dag nærmere Kristi genkomst, så vi kan glæde os over, at "nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro". Vi besidder derfor ikke frelsen nu. Frelsen er betinget; vi vil blive frelst, hvis vi holder fast ved den sande tro (Heb. 3:12-14), hvis vi husker de grundlæggende doktriner, som udgør evangeliet (1 Tim. 4:16; 1 Kor. 15:1,2), og hvis vi gør de ting, som harmonerer med sådan et stort håb (2 Peter 1:10).

Det græske ord, som oversættes med "frelst", bruges derfor nogle gange i nutidsformen, hvilket viser, at frelsen er en fortsat proces, som sker inden i os på grund af vores fortsatte lydighed mod evangeliet. 1 Kor. 1:18,19 taler således om, at de troende "frelses" ved at forholde sig til evangeliet (et andet eksempel på denne fortsathed findes i 2 Kor. 2:15). Dette græske ord for "frelst" bruges kun i før nutid eller fortid omkring den store frelse, som Kristus gjorde mulig på korset, og som vi kan forbinde os selv med ved dåben (2 Tim. 1:9; Titus 3:5).

Dette eksemplificeres af Guds forhold til det naturlige Israel, som danner grundlag for hans forhold til det åndelige Israel, dvs. de troende. Israel forlod Egypten, som repræsenterer kødets verden og den falske religion, som vi er forbundet med før dåben. De kom gennem Det Røde Hav og rejste derefter gennem Sinaiørkenen ind i det forjættede land, hvor de blev fuldt etableret som Guds rige. At de måtte gå igennem Det Røde Hav er typisk for vores dåb (1 Kor. 10:1,2), ørkenrejsen for vores nuværende liv og Kana’an for Guds rige. Judas v. 5 beskriver, hvordan mange af dem blev tilintetgjort under ørkenrejsen: "...hvorledes Herren først frelste sit folk ud af Egypten, men senere udryddede dem, der havde vist sig vantro". Israel blev derfor "frelst" fra Egypten, ligesom alle de, der er døbt, er "frelst" fra synden. Hvis en af israelitterne var blevet spurgt: "Er du frelst?", kunne deres svar have været "ja", men dette ville ikke betyde, at de i sidste ende ville blive frelst.

På samme måde som Israel vendte tilbage til Egypten i deres hjerter (ApG. 7:39) og vendte tilbage til et liv med falske doktriner og tilfredsstillelse af de kødelige lyster, så kan de, som er blevet "frelst" fra synden ved dåben, ligeledes opleve et fald fra den velsignede position, de befinder sig i. Muligheden for, at vi kan gøre det samme som det naturlige Israel i ørkenen, fremhæves i 1 Kor. 10:1-12, Heb. 4:1,2 og Rom. 11:17-21. Der er adskillige eksempler i Skriften på, at de, som engang blev "frelst" fra synden ved dåben, senere falder tilbage i en position, som gør, at de vil blive fordømt ved Kristi genkomst (f.eks. Heb. 3:12-14; 6:4-6; 10:20-29). "En gang frelst altid frelst" doktrinen, som nogle nidkære "evangeliske" prædikanter forkynder, udstilles som det, den er, i sådanne tekststeder – ikke andet end kødeligt sofisteri.

Som med alle ting er det nødvendigt at finde den rette balance, når vi søger at finde ud af, i hvilken grad vi bliver "frelst" ved dåben. Handlingen bør ikke ses som noget, der giver os chancen for at blive frelst – en bedre mulighed for det, end hvis vi ikke er døbt. Ved at blive "i Kristus" ved dåben er vi potentielt frelst i fremtiden; vi har virkelig et sikkert håb om at komme i Guds rige, hvis vi fortsætter med at være i Kristus, som når vi stiger op fra vandet efter dåben. Efter dåben burde vi til enhver tid være i stand til at have en ydmyg tiltro til, at vi helt sikkert vil blive modtaget i Guds rige ved Kristi genkomst. Vi kan ikke være fuldstændig sikre, fordi vi kan være frafaldne den næste dag; vi kender ikke vores personlige åndelige fremtid i dette liv.

Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at opretholde den gode samvittighed, vi har over for Gud ved dåben. Dåben er "en god samvittigheds pagt med Gud" (1 Pet. 3:21); dåbskandidaten laver en pagt om at opretholde den gode samvittighed overfor Gud

Hvor dåben er af afgørende betydning ved at give os adgang til den store frelse, som findes i Kristus, må vi være forsigtige med ikke at give det indtryk, at vi ved denne ene dåbshandling vil blive frelst. Vi har tidligere vist, at et liv med fortsat "lidelsesfælleskab" med Kristi korsfæstelse er nødvendigt: "Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige" (Joh. 3:5). En sammenligning af dette med 1 Peter 1:23 viser, at den fødsel af ånden, som sker efter dåben, må referere til vores gradvise genfødsel ved Ånden/Ordet. Frelsen sker ikke kun på grund af dåben; den er et resultat af nåde (Efes. 2:8), tro (Rom. 1:5) og håb (Rom. 8:24) blandt andre ting. Man hører nogle gange den påstand, at frelsen er ved tro alene, og at en "gerning" som dåben derfor er irrelevant. Jakob 2:17-24 gør dog klart, at et sådant argument trækker et falsk skel mellem tro og handling. En sand tro, f.eks. på evangeliet, viser sig som ægte tro gennem de handlinger, den resulterer i, f.eks. dåben. "Mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene" (Jakob 2:24). I mange tilfælde af dåb spurgte den troende, hvad han skulle "gøre" for at blive frelst. Svaret involverede altid dåben (ApG. 2:37; 9:6; 10:6; 16:30). At "udføre" den "gerning" at blive døbt er derfor et nødvendigt tegn på vores tro på frelsens evangelium. Arbejdet for at frelse os er i sidste ende blevet udført af Gud og Kristus, men vi må gøre "de gerninger, som omvendelsen kræver" og tro på den (ApG. 26:20 sml. Mark. 16:15,16).

Vi har tidligere vist, at udtrykket med at vaske synderne af refererer til Guds tilgivelse af os på baggrund af vores dåb til Kristus. I nogle tekststeder tales der om, at vi vasker vore synder bort ved vores tro og omvendelse (ApG. 22:16; Åb. 7:14; Jer. 4:14; Es. 1:16); i andre ses Gud som den, der vasker vore synder bort (Eze. 16:9; Sl. 51:2,7; 1 Kor. 6:11). Dette demonstrerer på fin vis, at hvis vi udfører vores andel ved at blive døbt, vil Gud vaske vore synder bort. Den "gerning" eller handling, som det er at blive døbt, er altså et afgørende skridt mod at modtage Guds nådesevangelium ("ufortjent gunstbevisning"), som er blevet os tilbudt i hans ord.