9.1 Dåbens Afgørende Betydning

Vi har flere gange i de foregående studier nævnt dåbens afgørende betydning; den er det første skridt mod lydighed mod evangeliets budskab. Heb. 6:2 taler om dåben som en af de mest grundlæggende doktriner. Vi har udsat overvejelserne over dåben til dette afsnit, fordi en sand dåb kun kan forekomme efter en korrekt forståelse af de grundlæggende sandheder, som udgør evangeliet. Vi har nu fuldendt vores studie af disse; hvis du ønsker i sandhed at blive forbundet med det store håb, som Bibelen tilbyder gennem Jesus Kristus, så er dåb en absolut nødvendighed.

"Frelsen kommer fra Jøderne" (Joh. 4:22) på den måde, at løfterne om frelse kun blev givet til Abraham og hans afkom. Disse løfter kan kun gives til os, hvis vi bliver til afkommet ved at blive døbt til Kristus (Gal. 3:22-29).

Jesus bad derfor klart sine tilhængere: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet [som er indeholdt i løfterne til Abraham - Gal. 3:8] for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses" (Mark.16:16). En overvejelse over dette ord "og" afslører, at tro på evangeliet alene ikke kan frelse os; dåben er ikke blot en valgfri ekstra mulighed i et kristent liv, men en nødvendig forudsætning for frelsen. Dette betyder ikke, at det at blive døbt alene vil frelse os; det må følges af et livs fortsat lydighed mod Guds ord. Jesus lagde vægt på dette: "Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige" (Joh. 3:5).

Denne fødsel "af [græsk "ud af"] vand" refererer til en person, som kommer op af vandet efter dåben; efter dette må han genfødes af ånden. Dette er en proces, som fortsætter: "Genfødt af...Guds levende og blivende ord" (1 Peter 1:23). Det er således gennem vores fortsatte svar på Åndens ord, at vi bliver født af ånden (se Studieemne 2.2).

Vi døbes "til Kristus" (Gal. 3:27), til hans navn (ApG. 19:5; 8:16; Mat. 28:19). Bemærk, at vi døbes til Kristus – ikke til kristadelfianerne eller en humanitær organisation. Uden dåben er vi ikke "i Kristus" og er derfor ikke dækket af hans arbejde for frelse (ApG. 4:12). Peter skaber en virkningsfuld ligning om dette: han sammenligner Noas ark med Kristus ved at vise, at som arken frelste Noa og hans familie fra dommen, som blev fældet over synderne, så vil dåb til Kristus frelse de troende fra evig død (1 Peter 3:21). At Noa gik ombord på arken sammenlignes med, at vi går til Kristus gennem dåben. Alle de, der var udenfor arken, blev tilintetgjort af syndfloden; at stå tæt ved arken eller være en ven af Noa var fuldstændig ligegyldigt. Den eneste vej til frelse er, og var, at være i Kristus/arken. Det er klart, at Kristi genkomst, som syndfloden var et billede på (Luk. 17:26,27), er nært forestående. Det er derfor yderst presserende at komme ombord i Kristus/arken gennem dåben. Menneskets ord er slet ikke i stand til at udtrykke, hvor presserende dette er; Bibelens billede med arken på Noas tid er stærkere.

De tidlige kristne adlød Kristi bud om at rejse over hele verden og forkynde evangeliet og døbe mennesker; Apostlenes Gerninger er beskrivelsen af dette. Et bevis for dåbens afgørende betydning kan findes i den måde, hvorpå dennne beskrivelse understreger, at folk blev døbt umiddelbart efter at have modtaget evangeliet (f.eks. ApG. 8:12, 36-39; 9:18; 10:47; 16:15). Det er forståeligt, at der lægges så meget vægt på dette, når vi anerkender, at det uden dåben er forgæves, at vi lærer om evangeliet. Dåben er et afgørende og nødvendigt stadie, som vi skal igennem på vores vej mod frelsen. I nogle tilfælde synes de inspirerede skrifter at understrege, at det på trods af mange menneskelige grunde til at udsætte dåben og mange besværligheder ved at udføre dåben, er så vigtigt, at folk gjorde alt, hvad de kunne for at overvinde alle disse forhindringer med Guds hjælp.

Fangevogteren i Filippi blev pludselig kastet ud i sit livs krise af et stort jordskælv, som fuldstændig ødelagde hans højtsikrede fængsel. Fangerne havde rig mulighed for at undslippe – noget som ville have kostet ham livet. Hans tro på evangeliet blev da virkelig, i så høj en grad at "I denne sene nattetime...blev han selv og alle i hans hus døbt" (ApG. 16:33). Han havde om nogen en undskyldning for at udskyde dåben. Med det værste jordskælv i Grækenland i 3000 år, en flok maniske fanger, som var ved at udføre historiens mest dramatiske fangeflugt, og truslen om henrettelse for pligtforsømmelse hængende over hovedet så han alligevel, hvad der var den ene vigtigste handling at udføre i hele hans liv og evige skæbne. Således overvandt han problemerne i verden omkring ham (f.eks. jordskælvet), presset fra hans daglige beskæftigelse og den traumatiske situation, han befandt sig i – ved at blive døbt. Mangen en tøvende kandidat til dåben kan få sand inspiration fra denne mand. At han kunne udføre en sådan troshandling er bevis på, at han allerede havde tilstrækkeligt kendskab til evangeliet, eftersom en sådan sand tro kun kommer af at høre Guds ord (Rom. 10:17 sml. ApG. 17:11).

ApG. 8:26-40 beskriver, hvordan en etiopisk embedsmand sad og læste i sin Bibel, mens han kørte i en stridsvogn gennem ørkenen. Han mødte Filip, som udførligt forklarede evangeliet for ham, inklusiv behovet for dåb. Det må have virket umuligt for et menneske at adlyde kravet om at blive døbt i den vandløse ørken. Men Gud ville ikke give et bud, som han ved, at folk ikke kan adlyde. "Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand", dvs. en oase, hvor det var muligt at foretage dåben (ApG. 8:36). Dette tilfælde er svar på den uberettigede påstand, at dåb ved nedsænkning kun var beregnet på at blive udført i områder, hvor der var rigeligt og nemt tilgængeligt vand. Gud vil altid sørge for, at der er en realistisk måde at adlyde hans bud.

Apostlen Paulus modtog et dramatisk syn fra Kristus, som i den grad prikkede til hans samvittighed, at han "straks...rejste sig og blev døbt" (ApG. 9:18). Det må igen have været fristende for ham at udsætte sin dåb, når man tænker på hans højtstående position og den lovende karriere, som var i vente for ham inden for judaismen. Men denne mand på vej mod toppen i den jødiske verden tog den korrekte og umiddelbare beslutning om at blive døbt og åbent afsværge sin tidligere livsførelse. Han sagde senere om sit valg af dåben: "Hvad jeg havde af fortjeneste [dvs. de ting han engang så som fortjeneste], det regner jeg nu på grund af Kristus for tab....På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus...jeg glemmer, hvad der ligger bagude ["fortjenesten" i hans tidligere jødiske liv], og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen" (Filip. 3:7,8,13,14).

Dette er den måde, hvorpå man taler om en atlet, som strækker sig frem for at nå mållinjen. En sådan koncentration af mentale og fysiske bestræbelser bør karakterisere vores liv efter dåben. Vi må forstå, at dåben er begyndelsen på et løb mod Guds rige; den er ikke bare et symbol på at have ændret kirke og tro, ej heller en passiv adgangsbillet til et afslappet liv i tilbagelænet lydighed mod nogle få vagt formulerede kristne principper. Dåben forbinder os i evighed med Jesu korsfæstelse og genopstandelse (Rom. 6:3-5) – begivenheder, som på enhver måde var fulde af ultimativ dynamik.

Som en træt, åndeligt sejrsrig gammel mand kunne Paulus huske tilbage: "Jeg [har] ikke været ulydig mod det himmelske syn" (ApG. 26:19). Ligesom det var sandt for Paulus, så er det for alle, som er blevet døbt på rette vis: dåben er en beslutning, som man aldrig vil fortryde. Hele vort liv vil vi være klar over, at vi tog det rette valg. Det er få menneskelige valg, som vi kan være så sikre på. Man må seriøst overveje spørgsmålet: Hvorfor skulle jeg ikke lade mig døbe?"