8.5 Forholdet mellem Gud og Jesus

Når man tænker på, at Gud lod Jesus genopstå, kommer man også til at tænker på forholdet mellem Gud og Jesus. Hvis de er "lige evige og lige almægtige", som treenighedsdoktrinen hævder, så ville vi forvente, at deres forhold var som ligeværdige. Vi har allerede set rigelige beviser på, at dette ikke er tilfældet. Forholdet mellem Gud og Kristus er det samme som det, der findes mellem mand og kone: "Kristus er hver mands hoved, manden er kvindens hoved, og Kristi hoved er Gud" (1 Kor. 11:3). Som manden er kvindens hovede, så er Gud Kristi hoved, selvom de har den samme samlede hensigt, som også bør findes mellem mand og kone. Således "tilhører...Kristus Gud" (1 Kor. 3:23), som kvinden tilhører manden.

Gud Faderen siges ofte at være Kristi Gud. Det, at Gud beskrives som "vor Herre Jesu Kristi Fader" og " vor Herre Jesu Kristi Gud" (1 Pet. 1:3; Efes. 1:17), selv efter Kristi opfarelse til himlen, viser, at dette er deres forhold nu, som det var det gennem Kristi dødelige liv. Trinitarianere hævder nogle gange, at Kristus kun omtales som mindre end Gud gennem hans liv på jorden. Det Nye Testamentes breve blev skrevet nogle år efter, at Kristus opsteg til himlen, men Gud omtales stadig som Kristi Gud og Fader. Jesus behandler stadig Faderen som sin Gud.

Johs. Åbenbaring, den sidste bog i Det Nye Testamente, blev skrevet mindst 30 år efter Kristi herliggørelse og himmelfart, og dog taler den om Gud som "Gud, sin [Jesu] Fader" (Åb. 1:6 ). I denne bog giver den genopstandne og herliggjorte Jesus budskaber til de troende. Han taler om "min Guds tempel...min Guds navn...min Guds by" (Åb. 3:12). Dette beviser, at Jesus selv nu tænker på Faderen som sin Gud – og at Jesus derfor ikke er Gud.

Gennem sit dødelige liv forholdt Jesus sig til sin Fader på en lignende måde. Han talte om at stige op "til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud" (Joh. 20:17). På korset viste Jesus sin menneskelighed til fulde: "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (Mat. 27:46). Sådanne ord er umulige at forstå, hvis de blev udtalt af Gud selv. Det, at Jesus bad til Gud "under høje råb og tårer", antyder i sig selv deres forholds sande natur (Heb. 5:7; Luk. 6:12). Gud kan naturligvis ikke bede til sig selv. Selv nu beder Kristus til Gud på vore vegne (Rom. 8:26,27 sml. 2 Kor. 3:18).

Vi har nu vist, at Kristi forhold til Gud gennem hans dødelige liv ikke var fundamentalt forskelligt fra, hvad det er nu. Kristus forholdt sig til Gud som sin fader og sin Gud og bad til ham; han er i den samme position nu, efter Kristi opstandelse og himmelfart. Gennem sit liv på jorden var Kristus Guds tjener (ApG. 3:13,26; Es. 42:1; 53:11). En tjener udfører sin herres vilje og er på ingen måde lige med sin herre (Joh. 13:16). Kristus understregede, at den magt og autoritet, han havde, var fra Gud og ikke i hans egen ret: "Jeg kan intet gøre af mig selv...jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig...Sønnen kan slet intet gøre af sig selv" (Joh. 5:30,19).