8.4 Jesu menneskelighed

Evangelieskrifterne giver mange eksempler på, hvor helt og fuldt Jesus var af menneskelig natur. Det beskrives, at han var træt og var nødt til at sætte sig ned og drikke af en kilde (Joh. 4:6). "Jesus græd" ved Lazarus’ død (Joh. 11:35). Beskrivelsen af hans sidste lidelser bør være et uovertruffent bevis på hans menneskelighed: "Nu er min sjæl i oprør", indrømmede han, da han bad til Gud om at frelse ham fra at skulle dø på korset (Joh. 12:27). Han bad: "Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger [med lidelse og død] gå forbi mig. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil" (Mat. 26:39). Dette antyder, at Kristi "vilje" og ønsker på nogle måder var forskellige fra Guds.

Gennem hele sit liv havde Kristi lagt sin vilje under Guds i forberedelse til denne sidste prøvelse på korset: "Jeg kan intet gøre af mig selv; som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, for jeg søger ikke at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig" (Joh. 5:30). Denne forskel mellem Kristi vilje og Guds er tilstrækkeligt bevis for, at Jesus ikke var Gud.

Igennem vores liv forventes vi at opnå større kendskab til Gud ved at lære af de prøvelser, som vi oplever i livet. Jesus var vores store forbillede i dette. Ligesom for vort eget vedkommende kom den fuldstændige viden om Gud ikke ind i ham som en eller anden stråle. Fra barndommen af gik Jesus "frem i visdom og vækst [dvs. åndelig modenhed sml. Efes. 4:13] og yndest hos Gud og mennesker" (Luk. 2:52). "Drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom" (Luk. 2:40). Disse to vers viser Kristi fysiske vækst som en parallel til hans åndelige udvikling; vækstprocessen foregik i ham både fysisk og åndeligt. Hvis "Sønnen er Gud", som den athanasianske trosbekendelse siger om "Treenigheden", ville dette ikke have været muligt. Selv ved slutningen af sit liv indrømmede Kristus, at han ikke kendte det nøjagtige tidspunkt for sin genkomst, selvom Faderen gjorde (Mark. 13:32).

Lydighed overfor Guds vilje er noget, som vi alle må lære over et stykke tid. Kristus måtte også gennemgå denne proces med at lære at være lydig over for sin Fader, som enhver søn må. "Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet [dvs. var blevet åndeligt fuldendt], blev han årsag til evig frelse" som et resultat af denne fuldendte åndelige vækst (Heb. 5:8,9). Filip. 2:7,8 (yderligere kommentarer hertil i Sidebemærkning 27) beskriver den samme proces af åndelig vækst i Jesus, som kulminerer i hans død på korset. Han "tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors." Det sprog, der anvendes her, illustrerer, hvordan Jesus bevidst kæmpede sig frem i sin åndelige udvikling og gjorde sig selv mere og mere ydmyg, så han til sidst "blev lydig" mod Guds ønske om, at han skulle dø på korset. Således blev han "gjort fuldendt" ved at forholde sig på den rigtige måde over for sine lidelser.

Det fremgår tydeligt af dette, at Jesus måtte gøre en bevidst, personlig indsats for at være retfærdig. Han var på ingen måde tvunget af Gud til at være det, hvilket ville have gjort ham til intet mere end en marionetdukke. Jesus elskede os i sandhed og gav sit liv på korset ud fra dette motiv. Den konstante understregelse af Kristi kærlighed til os ville være tom, hvis Gud havde tvunget ham til at dø på korset (Efes. 5:2,25; Åb. 1:5; Gal. 2:20). Hvis Jesus var Gud, ville han ikke have haft andre muligheder end at være fuldendt og dø på korset. At Jesus netop havde disse muligheder, gør os i stand til at sætte pris på hans kærlighed gennem et personligt forhold til ham.

Det var på grund af Kristi villighed til frivilligt at give sit liv, at Gud var så henrykt over ham: "Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv" (Joh. 10:17,18). At Gud var så lykkelig over Kristi villige lydighed er svært at forstå, hvis Jesus var Gud, som udlevede et liv i menneskeskikkelse som en slags rent symbolsk forbindelse med det syndige menneske (Mat. 3:17; 12:18; 17:5). Disse beskrivelser af Faderens glæde over Sønnens lydighed er tilstrækkeligt bevis for, at Kristus havde muligheden for at være ulydig, men bevidst valgte at være lydig.

kristi behov for frelse

På grund af denne menneskelige natur oplevede Jesus småsygdomme, træthed osv., ligesom vi gør. Deraf følger, at hvis ikke han var død på korset, ville han være død alligevel af alderdom. Når man tager dette i betragtning, var Jesus nødt til at blive frelst fra døden af Gud. I en intens anerkendelse af dette "opsendte han [Jesus], under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham [Gud] , som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt" (Heb. 5:7 ). Det, at Jesus måtte bønfalde Gud om at frelse ham fra døden, udelukker enhver mulighed for, at han var Gud i person. Efter Kristi opstandelse var døden "ikke mere herre over ham" (Rom. 6:9), hvilket indebærer, at den var det før.

Mange af Salmerne profeterer om Jesus; når nogle vers fra en salme citeres om Kristus i Det Nye Testamente, kan man med rimelighed antage, at mange af de andre vers i den salme også handler om ham. Der er en række lejligheder, hvor Kristi behov for frelse understreges:-

- SL. 91:11,12 citeres om Jesus i Mat. 4:6. Sl. 91:16 profeterer, at Gud ville give Jesus frelse: "Jeg mætter ham med et langt liv [dvs. evigt liv] og lader ham se min frelse"- Sl. 69:21 refererer til Kristi korsfæstelse (Mat. 27:34); hele salmen beskriver Kristi tanker på korset: "Frels mig Gud...Kom mig nær og befri mig...Lad din hjælp beskytte mig, Gud" (vs. 1,19,29).

- Sl. 89 er en kommentar til Guds løfte til David om Kristus. Sl. 89:27 profeterer om Jesus: "Han skal råbe til mig [Gud]: Du er min fader, min Gud, min frelses klippe."

Kristi bønner til Gud om frelse blev hørt på grund af hans personlige åndelighed, ikke på grund af hans plads i en "treenighed" (Heb. 5:7). At Gud lod Jesus genopstå og forherligede ham med udødelighed er et vigtigt tema i Det Nye Testamente:-

- "Gud har oprejst Jesus...Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd" (ApG. 5:30,31).

- "Gud...har herliggjort sin tjener Jesus...Gud oprejste ham fra de døde" (ApG. 3:13,15).

- "Denne Jesus har Gud ladet opstå" (ApG. 2:24,32,33).

- Jesus anerkendte selv alt dette, da han bad Gud om at herliggøre ham (Joh. 17:5 sml. 13:32; 8:54).

Hvis Jesus var Gud selv, ville alle disse påpegelser være malplacerede, eftersom Gud ikke kan dø. Jesus ville ikke have haft behov for frelse, hvis han var Gud. At det var Gud, som ophøjede Jesus, demonstrerer Guds overmagt over ham, og at Gud og Jesus var separate. Kristus kunne ikke på nogen måde have været "den evige Gud selv [med] to...naturer...Guddommelighed og menneskelighed", som den første af den anglikanske kirkes 39 trosartikler hævder. I selve ordets betydning ligger, at et væsen kun kan have en natur. Vi vil hævde, at der er overvældende bevis for, at Kristus var af vores menneskelige natur.