8.3 Jesu natur

Ordet "natur" refererer til, hvordan vi naturligt og grundlæggende er. Vi har vist i Studieemne 1, at Bibelen kun taler om to naturer – Guds og menneskets. Af natur kan Gud ikke dø, fristes osv. Det er tydeligt, at Kristus ikke var af Guds natur i sit liv. Han var derfor totalt af menneskenatur. Ud fra vores definition af ordet "natur" bør det være klart, at Kristus ikke kunne have haft to naturer på samme tid. Det er afgørende, at Kristus blev fristet ligesom vi (Heb. 4:15), sådan at han ved sin fuldstændige overvindelse af fristelsen kunne vinde tilgivelse for os. De forkerte ønsker, som er grundlaget for vore fristelser, kommer inde fra os selv (Mark. 7:15-23), inde fra vores menneskenatur (Jakob 1:13-15). Det var derfor nødvendigt, at Kristus skulle være af menneskenatur, så han kunne opleve og overvinde disse fristelser.

Heb. 2:14-18 sammenfatter dette med ordene:-

"Siden børnene [vi] alle er af kød og blod [menneskenatur], måtte han [Kristus] også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen...Det er jo dog ikke engle, han tager sig af, men det er Abrahams efterkommere, han tager sig af. Derfor måtte han i ét og alt blive som sine brødre for over for Gud at blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst, der kunne sone folkets synder. For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes".

Denne passage lægger særlig meget vægt på, at Jesus havde menneskenatur: "Derfor måtte han i et og alt" blive som sine brødre (Heb. 2:14). Heb. 2:16 fremhæver ligeledes, at Kristus ved at være som sine brødre ikke havde englenatur, eftersom han var Abrahams afkom, som var kommet for at bringe frelse til alle de troende, som skulle blive Abrahams efterkommere. Derfor var det nødvendigt for Kristus at have menneskets natur. I et og alt måtte han "blive som sine brødre" (Heb. 2:17), så Gud kunne tilgive os gennem Kristi offer. At sige, at Jesus ikke fuldstændig var af menneskelig natur, er derfor at være uvidende om selve grundlaget for det glædelige budskab om Kristus.

Når døbte troende synder, kan de gå til Gud og bekende deres synd i bøn gennem Kristus (1 Joh. 1:9). Gud er klar over, at Kristus blev fristet til at synde ligesom de, men at han var fuldendt og overvandt den samme fristelse, som de ikke kan modstå. På grund af dette kan Gud tilgive os "i Kristus" (Efes. 4:32). Det er derfor vigtigt at forstå, hvordan Kristus blev fristet nøjagtig ligesom vi, og at han var nødt til at have vores natur, for at dette kunne være muligt. Heb. 2:14 siger klart, at Kristus var af "kød og blod" dvs. menneskenatur, for at dette kunne være muligt. "Gud er ånd" (John 4:24) af natur, og selv om han har en fysisk krop, er han som "ånd" ikke af kød og blod. At Kristus er af "kød" betyder, at han ikke på nogen måde havde Guds natur i sin livstid.

Tidligere forsøg for mennesker på at overholde Guds ord, dvs. helt og fuldt at overvinde fristelse, er alle slået fejl. Derfor sendte Gud "sin egen søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet" (Rom. 8:3).

"Synd" refererer til den naturlige tendens til at synde, som vi har af natur. Vi har allerede givet efter for denne og fortsætter med at gøre det, og "syndens løn er død". For at komme ud af denne vanskelige situation har mennesket brug for hjælp udefra. Mennesket selv synes ikke at være i stand til at opnå fejlfrihed; det var og er ikke muligt for kødet at forløse kødet. Gud greb derfor ind og gav os sin egen søn, som havde vort "syndige kød" med alle de fristelser til at synde, som vi har. I modsætning til alle andre mennesker overvandt Jesus enhver fristelse, selvom han havde evnen til at fejle og synde i lige så høj grad, som vi har. Rom. 8:3 beskriver Kristi menneskelige natur som "syndigt kød". Nogle få vers tidligere taler Paulus om, at i kødet "bor der intet godt", og at kødet naturligt kæmper imod lydighed mod Gud (Rom. 7:18-23). I denne kontekst er det blot endnu mere fantastisk at læse, at Kristus havde "syndigt kød" i Rom. 8:3. Det var på grund af dette og på grund af, at han overvandt det kød, at vi i dag har en mulighed for frelse fra vores kød; Jesus var i høj grad opmærksom på sin egen naturs syndighed. Han blev engang tiltalt som "Gode mester", hvilket antydede, at han var "god" og fuldendt af natur. Han svarede: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er god undtagen én, nemlig Gud" (Mark. 10:17,18). Ved en anden lejlighed begyndte folk at vidne om Kristi storhed på grund af en række enestående mirakler, som han havde udført. Jesus benyttede sig ikke af dette, "fordi han kendte alle, og fordi han ikke havde behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket" (Joh. 2:23-25). På grund af sit store kendskab til menneskets natur ("han kendte alle" dvs. alle menneskers natur) ønskede Kristus ikke, at folk skulle lovprise ham personligt, for han vidste, hvor ond hans egen menneskelige natur var.