3.4 Løftet til Abraham

Det evangelium, som blev forkyndt af Jesus og apostlene var ikke grundlæggende forskelligt fra det, som Abraham kendte. Gennem Skrifterne fik Abraham "det evangelium forkyndt" af Gud (Gal. 3:8). Disse løfter er af så afgørende en betydning, at Peter begyndte og sluttede sin offentlige forkyndelse af evangeliet med en henvisning til dem (ApG. 3: 13,25). Hvis vi kan forstå, hvilken lære der blev givet til Abraham, vil vi få et meget fundamentalt billede af det kristne evangelium. Der er andre antydninger af, at "evangeliet" ikke blot er noget, som begyndte på Jesu tid:-

- "Vi forkynder jer det evangelium, at løftet, der blev givet til fædrene [vore jødiske fædre], har Gud opfyldt for os" (ApG. 13: 32,33).

- "Det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter [f.eks. Abraham, 1 Mos. 20:7] i De Hellige Skrifter" (Rom. 1:1,2).

- "Thi derfor blev evangeliet forkyndt også for døde" (1 Peter 4:6) – dvs. troende, som havde levet og var døde før det første århundrede

- "For vi har fået det glædelige budskab forkyndt ligesom de" (Heb. 4:2) - dvs. Israel i ørkenen.

Løfterne til Abraham har to grundlæggende temaer:

(1) Abrahams afkom (særlige efterkommer) og

(2) det land, som var blevet lovet til Abraham.

Disse løfter kommenteres i Det Nye Testamente, og i henhold til vores princip om at lade Bibelen forklare sig selv vil vi kombinere læren i begge testamenter for at give os et komplet billede af den pagt, som blev lavet med Abraham.

Abraham boede oprindeligt i Ur, en velstående by i det, der nu er Irak. Moderne arkæologi har vist, hvor højt et civilisationsniveau man havde opnået på Abrahams tid. Der var et banksystem, en statsforvaltning og en passende infrastruktur. Abraham levede i denne by uden at kende til andet; så vidt vi ved som lidt af en verdensmand. Men så kom dette ekstraordinære kald fra Gud til ham - om at forlade sit sofistikerede liv og begive sig ud på en rejse til et forjættet land. Det blev ikke gjort klart, præcist hvad og hvor det var. I realiteten viste det sig at være en rejse på 2500 kilometer. Landet var Kana’an – det moderne Israel.

Af og til i Abrahams liv viste Gud sig for ham og gentog og føjede noget til sine løfter til ham. Disse løfter er grundlaget for Kristi evangelium; som sande kristne modtager vi således det samme kald som Abraham om at opgive dette livs flygtige ting og gå frem i et liv i troen, at tro på Guds løfter og leve ved hans ord. Vi kan sagtens forestille os, hvordan Abraham har grublet over løfterne på sine rejser. "I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op [fra Ur] og drage til et sted [Kana’an], som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen" (Heb. 11:8).

Idet vi for første gang tænker over Guds løfter, kan vi også føle, at vi ikke helt ved, hvordan det forjættede land i Guds rige vil være. Men vores tro på Guds ord bør være så stærk, at vi også villigt adlyder.

Abraham var ingen vandrende nomade, som ikke havde noget bedre at foretage sig, end at tage chancen med disse løfter. Hans baggrund havde helt basalt meget til fælles med vores egen. De komplekse og smertefulde overvejelser, han gjorde sig, var de samme som dem, vi også er nødt til at gøre os, når vi overvejer, om vi skal modtage og handle ud fra Guds løfter – de underlige blikke fra arbejdskolleger, det mistænksomme blik i naboens øjne ("Han er religiøs!")...disse ting har Abraham også kendt til. Den motivation, som Abraham behøvede for at gennemføre det, må have været enorm. Det eneste, som gav ham den motivation igennem hans mange år på rejsen, var løfternes ord. Han må have indprentet disse ord i hukommelsen og dagligt mediteret over, hvad de virkelig betød for ham.

Ved at udvise den samme tro og handle i overensstemmelse med den kan vi opnå den samme ære som Abraham – at blive kaldt Guds venner (Es. 41:8), at finde viden om Gud (1 Mos. 18:17) og have et sikkert håb om evigt liv i Guds rige. Vi understreger igen, at Kristi evangelium er baseret på disse løfter til Abraham. For at kunne tro fuldt og helt på det kristne budskab må vi også kende løfterne til Abraham fuldt og helt. Uden dem er vores tro ikke tro. Vi bør derfor ivrigt læse og genlæse samtalerne mellem Gud og Abraham.

Landet

1) "Forlad dit land...og drag til det land, jeg vil vise dig" (1 Mos. 12:1).

2) Abraham (Abram) "drog videre...til Betel [i det centrale Israel]...[da] sagde Herren til Abram: Se ud over landet, derfra hvor du står, mod nord og syd, mod øst og vest. Hele det land, du ser, vil jeg give dig og dine efterkommere for evigt...Drag nu omkring i landet...for jeg giver det til dig" (1 Mos. 13:3,14-17).

3) "Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden" (1 Mos. 15:18).

4) "Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana’an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom" (1 Mos. 17:8).

5) "Abraham...fik løftet om at skulle arve verden" (Rom. 4:13).

Vi ser her en fremadskridende åbenbaring til Abraham:-

1) "Der er et land, som jeg ønsker, at du skal rejse til".

2) "Du er nu ankommet til området. Du og dine børn skal bo her til evig tid". Bemærk, at dette løfte om evigt liv er nedskrevet uden glamour eller eftertryk; en menneskelig forfatter ville uden tvivl have peppet det lidt op.

3) Det blev defineret nærmere, hvilket område det forjættede land dækkede.

4) Abraham skulle ikke forvente at få løftet opfyldt i dette liv – han skulle blive en "fremmed" i landet, selvom han senere skulle leve der til evig tid. Dette indebærer, at han skulle dø og senere genopstå, så han kunne få dette løfte opfyldt.

5) Under inspiration så Paulus klart løfterne til Abraham som det, at han skulle arve hele jorden.

Skriften gør meget ud af at minde os om, at Abraham ikke fik løfterne opfyldt i sin livstid:-

"I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte [hvilket antyder en midlertidig bosættelse]" (Heb. 11:9).

Han levede som en fremmed i landet, måske med den samme skjulte følelse af usikkerhed og utilpassethed, som en flygtning har. Man kan næppe sige, at han levede med sit afkom i sit eget land. Sammen med sine efterkommere, Isak og Jakob (til hvem løfterne blev gentaget), døde han "med troen i behold...uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden" (Heb. 11:13). Bemærk de fire trin:-

- At lære løfterne at kende – som vi gør det igennem dette studie.

- At "se dem" – hvis det krævede overtalelse for Abraham, før han virkelig så løfterne, hvad kræver det så ikke for os?

- At hilse og modtage dem – ved at modtage dåben til Kristus (Gal. 3:27-29).

- At bekende over for verden gennem vores måde at leve på, at denne verden ikke er vores sande hjem, men at vi lever i håbet om den tid, der skal komme på jorden.

Abraham bliver vores store helt og forbillede, hvis vi forstår disse ting. Den endelig anerkendelse af, at opfyldelsen af løfterne lå i fremtiden, kom for den trætte gamle mand, da hans kone døde. Han var rent faktisk nødt til at købe en del af det forjættede land til at begrave hende i (ApG. 7:16). Gud gav ham i sandhed "ikke ejendom i det, ikke så meget som en fodsbred, men lovede at give Abraham og hans efterkommere landet til ejendom" (ApG. 7:5). Abrahams nulevende afkom må føle den samme uoverensstemmelse, når de køber eller lejer ejendomme – på en jord, som er blevet lovet til dem til evig, personlig arv og eje!

Men Gud holder sine løfter. Der må komme en dag, hvor Abraham og alle de, som har modtaget disse løfter, vil blive belønnet. Heb. 11:13,39,40 slår dette fast:-

"Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt...for Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, nemlig at de ikke skulle nå målet uden os".

Alle sande troende vil derfor blive belønnet på samme tidspunkt, dvs. ved dommens trone på den yderste dag (2 Tim. 4:1,8; Mat. 25:31-34; 1 Peter 5:4). Heraf følger, at for at være til stede og kunne dømmes må Abraham og andre, som kendte disse løfter, genopstå umiddelbart inden Dommens dag. Hvis ikke de på nuværende tidspunkt har fået løfterne indfriet, og dette først vil ske efter deres genopstandelse og dom ved Kristi genkomst, så er der ikke andre muligheder end at acceptere, at Abraham og hans ligesindede i øjeblikket er bevidstløse og afventer Kristi genkomst. Og dog kan man se glasmalerier i kirker over hele Europa, som viser Abraham i himlen, hvor han modtager den lovede belønning for et liv i troen. Igennem hundredevis af år er tusinder af mennesker gået forbi disse billeder og har troligt accepteret denne forestilling. Kan du finde modet i Bibelen til at skille dig ud fra mængden?

Afkommet

Som vi forklarede i Studieemne 3:2, handler løftet om et afkom primært om Jesus og derefter om dem, som er "i Kristus", og som derfor også tæller som Abrahams afkom.:-

1) "Jeg vil gøre dig til stort folk og velsigne dig...I dig skal alle jordens slægter velsignes" (1 Mos. 12:2,3).

2) "Jeg vil lade dine efterkommere blive som jordens støv; hvis nogen kan tælle jordens støv, kan også dine efterkommere tælles. Drag nu omkring landet, så langt og bredt det er, for jeg giver det til dig" (1 Mos. 13:15,16).

3) "Se på himlen og tæl stjernerne, hvis du kan...Så mange skal dine efterkommere blive...Jeg giver dine efterkommere dette land" (1 Mos. 15:5,18).

4) "Hele Kana’an vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud" (1 Mos. 17:8).

5) "Jeg [vil] velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom" (1 Mos. 22:17,18).

Igen blev Abrahams forståelse af "afkommet" større og større:-

1) Først fik han blot at vide, at han på en eller anden måde ville få et utrolig stort antal efterkommere, og at hele jorden ville blive velsignet gennem hans "afkom".

2) Han fik senere at vide, at han ville få et afkom, som ville komme til at omfatte mange mennesker. Disse mennesker ville tilbringe evigt liv sammen med Abraham selv i det land, han var ankommet til, dvs. Kana’an.

3) Han fik at vide, at hans afkom ville blive så mangfoldigt som stjernerne på himlen. Dette kan have fået ham til at tænke, at han ville få mange åndelige efterkommere (stjerner på himlen), så vel som mange naturlige efterkommere ( "jordens støv").

4) De foregående løfter blev understreget af den yderligere forsikring om, at mange mennesker, som ville blive en del af afkommet, kunne få et personligt forhold til Gud.

5) Afkommet ville sejre over dets fjender.

Bemærk at afkommet skulle gøre "velsignelser" mulige at få for folk i hele verden. I Bibelen er ideen om velsignelse tit forbundet med tilgivelse af synder. Dette er trods alt den største velsignelse, man kan ønske sig, hvis man elsker Gud. Vi kan derfor læse ting som "Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet" (Sl. 32:1); "velsignelsens bæger" (1 Kor. 10:16), en beskrivelse af det bæger med vin, som repræsenterer Kristi blod, gennem hvilken tilgivelse er mulig.

Den eneste efterkommer af Abraham, som har bragt tilgivelse for vore synder til verden, er naturligvis Jesus, og Det Nye Testamentes kommentarer til løfterne til Abraham understøtter i høj grad dette:-

"Det hedder ikke: "og til dine afkom" i flertal, men i ental: "og til dit afkom", og det er Kristus " (Gal. 3:16).

"...den pagt, som Gud oprettede med Jeres fædre, da han sagde til Abraham: "Alle jordens slægter skal velsignes i dit afkom". Det var for jer som de første, at Gud oprejste sin tjener [dvs. afkommet] og han sendte ham for at velsigne Jer, når i hver især vender bort fra jeres ondskab" (ApG. 3:25,26).

Bemærk hvordan Peter her citerer og fortolker 1 Mos. 22:18:-

Afkommet = Jesus

Velsignelsen = tilgivelse for vore synder.

Løftet om, at Jesus, afkommet, skulle overvinde sine fjender, passer nu bedre ind i billedet, hvis vi læser dette med hans sejr over synden i tankerne – synden er Guds folks, og derfor også Jesu, største fjende.

At slutte sig til afkommet

Det bør på nuværende tidspunkt stå klart, at Abraham kendte de grundlæggende elementer i det kristne evangelium. Men disse centrale løfter var til Abraham og hans afkom, Jesus. Hvad med alle andre? Selv det, at en person rent biologisk var en efterkommer af Abraham, ville ikke automatisk gøre vedkommende til en del af dette ene bestemte afkom (Joh. 8:39; Rom. 9:7). På en eller anden måde er vi nødt til at blive en intim del af Jesus, så vi også kan få del i løfterne til afkommet. Dette sker ved dåb til Jesus (Rom. 6:3-5); vi læser ofte om dåb i hans navn (ApG. 2:38; 8:16; 10:48; 19:5). Gal. 3:27-29 illustrerer dette så tydeligt, som man overhovedet kan:-

"Alle I [dvs. kun de!], der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker [vantro], på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus [gennem dåben] og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte".

- Løftet om evigt liv på jorden ved at modtage tilgivelsens "velsignelse" gennem Jesus. Det er ved at modtage dåben til Kristus, afkommet, at vi tager del i de løfter, som er blevet givet til ham; Rom. 8:17 kalder os således "Kristi medarvinger".

Husk, at velsignelsen skulle gives til folk fra alle dele af verden gennem afkommet; ligeledes skulle afkommet blive en verdensomspændende gruppe af mennesker, mangfoldige som strandens sand og stjernerne på himlen. Heraf følger, at det er på grund af, at de har modtaget velsignelsen i første instans, så de kan blive til det ene, bestemte afkom; "mine efterkommere skal tjene ham" (dvs. mange mennesker; Sl. 22:30).

Vi kan opsummere de to aspekter af løfterne givet til Abraham således:-

(1) Landet

Abraham og hans afkom, Jesus, og de, der er i ham, skulle arve Kana’ans land og derudover hele verden og leve der til evig tid. De ville ikke modtage det i dette liv, men derimod på den yderste dag, når Jesus vender tilbage.

(2) Afkommet

Dette var primært Jesus. Igennem ham ville menneskets synder ("fjender") blive overvundet, så det blev muligt at modtage tilgivelsens velsignelse over hele verden. Ved at modtage dåben i Jesu navn bliver vi del af afkommet.

Disse to samme aspekter findes i forkyndelsen af Det Nye Testamente, og det beskrives ikke overraskende, at folk blev døbt, efter de havde hørt læren om disse forkyndt. Dette var og er den måde, hvorpå disse løfter kan gives til os. Vi kan nu forstå, hvorfor Paulus som en gammel mand tæt på døden kunne definere sit håb som "Israels håb" (ApG. 28:20): det sande kristne håb er det oprindelige jødiske håb. Kristi kommentar, at "frelsen kommer fra jøderne" (Joh. 4:22), må også referere til behovet for at blive åndelige jøder, så vi kan få del i de løfter om frelse gennem Kristus, som blev givet til de jødiske fædre.

Vi læser, at de første kristne forkyndte:-

1) "evangeliet om Guds rige

og om

2) Jesu Kristi navn" (ApG. 8:12).

Dette var nøjagtigt de to ting, som blev fortalt til Abraham under overskrifter, som var en smule anderledes:-

1) Løfter om landet og

2) Løfter om afkommet.

Bemærk desuden at "evangeliet" om Guds rige og Jesus defineres som "at prædike Kristus" (ApG. 8:5 sml. v. 12). Alt for tit tager folk dette for at betyde "Jesus elsker dig! Bare du tror på, at han døde for din skyld, så er du frelst!" Men ordet "Kristus" inkorporerer helt klart læren om en række ting om ham og hans kommende rige. Det glædelige budskab om dette rige, som blev forkyndt for Abraham, spillede en stor rolle i den første forkyndelse af evangeliet.

I Korinth prædikede Paulus "frimodigt i tre måneder. Han førte samtaler med folk og overbeviste dem om Guds rige" (ApG. 19:8); i Efesus gik han omkring "og forkyndte Riget" (ApG. 20:25), og hans svanesang i Rom var den samme: "Fra tidlig morgen og helt til aften forklarede og vidnede han for dem om Guds rige, og ud fra Moseloven og profeterne søgte han at overbevise dem om Jesus" (ApG. 28:23,31). At der var så meget at tale om viser, at evangeliets grundlæggende budskab om Riget og Jesus ikke bare var et spørgsmål om at sige: "Tro på Jesus". Guds åbenbaring for Abraham var mere detaljeret end som så, og de ting, der blev lovet til ham, er grundlaget for det sande kristne evangelium.

Vi har vist, at dåb til Jesus gør os til del af afkommet og derfor i stand til at arve løfterne (Gal. 3:27-29), men dåben alene er ikke tilstrækkelig til, at vi kan opnå den lovede frelse. Vi må forblive i afkommet, i Kristus, hvis vi skal modtage de løfter, som er givet til afkommet. Dåben er derfor blot en begyndelse; vi er blevet optaget i et folkeslag, som vi derefter er nødt til at styre. Glem ikke, at det, at man teknisk set er Abrahams afkom, betyder ikke, at man kan accepteres af Gud. Israelerne er på visse måder Abrahams afkom, men dette betyder ikke, at de kan blive frelst uden at blive døbt og leve deres liv i Kristus og efter Abrahams eksempel (Rom. 9:7,8; 4:13,14). Jesus sagde til jøderne: "Jeg ved, I er Abrahams efterkommere; men I vil have mig slået ihjel...Hvis I var Abrahams børn, ville I gøre Abrahams gerninger" (Joh. 8:37,39), dvs. at de ville leve et liv i troen på Gud og Kristus, det lovede afkom (Joh. 6:29).

"Afkommet" må have sin forfaders karakteregenskaber. Hvis vi skal være Abrahams sande afkom, må vi derfor ikke blot modtage dåben, men også have en virkelig sand tro på Guds løfter, ligesom Abraham havde. Han kaldes derfor "fader til alle de uomskårne, som tror...[som] også går i sporene af den tro, som vor fader Abraham havde" (Rom. 4:11,12). "Så skal I vide [dvs, virkelig tage til Jer!], at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner" (Gal. 3:7).

Sand tro må vise sig i en eller anden form for handling, ellers er det ikke tro i Guds øjne (Jakob 2:17). Vi demonstrerer vores tro på disse løfter, som vi har studeret, ved først at blive døbt, så de kommer til at gælde for os personligt (Gal. 3:27-19). Så tror du virkelig på Guds løfter? Dette er et spørgsmål, som vi må blive ved med at stille os selv hele livet igennem.

Den gamle og den nye pagt

Det bør på nuværende tidspunkt stå klart, at løfterne til Abraham er essensen af Kristi evangelium. Den anden vigtige række af løfter, som Gud gav, blev givet til jøderne omkring Moseloven. Disse løfter sagde, at hvis jøderne var lydige mod denne lov, ville de blive fysisk velsignet i dette liv (5 Mos. 28). Der var ikke noget direkte løfte om evigt liv i denne række af løfter eller denne "pagt". Vi kan således se, at der blevet lavet to "pagter":-

1) En pagt med Abraham og hans afkom, som lover tilgivelse og evigt liv i Guds rige, når Kristus vender tilbage. Dette løfte blev også givet i Edens Have og til David.

2) En pagt med det jødiske folk på Moses’ tid, som lovede dem fred og lykke i dette liv, hvis de adlød den lov, som Gud gav til Moses.

Gud lovede Abraham tilgivelse og evigt liv i Riget, men dette var kun muligt gennem ofrelsen af Jesus. Vi læser derfor, at Kristi død på korset bekræftede de løfter, der var givet til Abraham (Gal. 3:17; Rom. 15:8; Dan. 9:27; 2 Kor. 1:20); hans blod kaldes derfor "pagtens blod" (Mat. 26:28). Det er for at huske dette, at Jesus bad os om regelmæssigt at modtage bægeret med vin, som symboliserer hans blod, for at blive mindet om disse ting (se 1 Kor. 11:25): "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod" (Luk. 22:20). Der er ingen mening i at "bryde brødet" til minde om Jesus og hans gerninger, med mindre vi forstår disse ting.

Jesu offer gjorde tilgivelse og evigt liv i Guds rige muligt. Han stod derfor inde for løfterne til Abraham; han er "garant for en bedre pagt" (Heb. 7:22). Heb. 10:9 taler om, at Jesus "ophæver altså det første [pagten] for at sætte det andet i kraft". Dette viser, at da Jesus bekræftede løfterne til Abraham, ophævede han en anden pagt, nemlig den pagt, der blev givet gennem Moses. De vers, som vi har citeret om, at Jesus fastslog en ny pagt ved sin død, antyder, at der var en gammel pagt, som han ophævede (Heb. 8:13).

Det betyder, at selvom pagten om Kristus var blevet lavet først, så trådte den ikke helt i kraft før ved hans død; derfor kaldes den den "nye" pagt. Formålet med den "gamle" pagt, som blev givet gennem Moses, var at pege frem mod Jesu gerninger og understrege vigtigheden af at tro på løfterne om Kristus (Gal. 3:19,21). Omvendt bekræfter troen på Kristus sandheden af den lov, som blev givet til Moses (Rom. 3:31). Paulus udtrykker dette på en pudsig måde: "loven var vores opdrager, indtil Kristus kom, for at vi kunne blive gjort retfærdige af tro" (Gal. 3:24). Det er med dette formål, at Moseloven er blevet bevaret og stadig er nyttig for os at studere.

Disse ting er ikke nemme at forstå ved den første gennemlæsning; vi kan opsummere det således:-

Løfter om Kristus givet til Abraham – Den nye pagt.

Løfter til Israel omkring Moseloven – Den gamle pagt.

Kristi død. Ophævelsen af den gamle pagt (Kol.2:14-17). Den nye pagt trådte i kraft.

Af denne årsag er ting så som betaling af tiende, afholdelse af sabbat osv., som var en del af den gamle pagt, ikke længere nødvendige - se Studieemne 9.5. Den nye pagt vil blive indgået med nutidens Israel, når de omvender sig og modtager Kristus (Jer. 31:31,32; Rom. 9:26,27; Eze. 16:62; 37:26), selvom enhver jøde, som gør dette nu og modtager dåben til Jesus, selvfølgelig med det samme kan blive del af den nye pagt (hvori der ikke er nogen skelnen mellem jøder og ikke-jøder) (Gal. 3:27-29).

Ved helt og fuldt at forstå disse ting bliver vi klar over, hvor sikre Guds løfter er. Skeptikere anklagede uretfærdigt de første kristne forkyndere for ikke at give et helt sikkert budskab. Paulus svarede ved at sige, at på grund af Guds bekræftelse af sine løfter gennem Kristi død var det håb, som han talte om, ikke blot noget overfladisk, men et fuldstændig sikkert tilbud: "Så sandt Gud er trofast, er vor tale til jer [ved forkyndelsen] ikke både ja og nej. For Guds Søn, Jesus Kristus, som vi – jeg og Silvanus og Timotheus - har prædiket hos jer, var ikke både ja og nej, men i ham er der kun sagt ja; for alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort amen, Gud til ære" (2 Kor. 1:17-20).

Mon ikke dette underminerer den holdning, at "Nå ja, det kan da være, at der er et gran af sandhed i alt det der..."?