3.3 Løftet til Noa

Som menneskets historie skred frem efter Adam og Eva, blev mennesket ondere og ondere. Tingenes tilstand nåede et punkt, hvor kulturen var i sådan et desperat moralsk forfald, at Gud besluttede at tilintetgøre hele dette samfund med undtagelse af Noa og hans familie (1 Mos. 6:5-8). Han fik bud på at bygge en ark, hvori han og repræsentanter for alle dyrene skulle bo gennem det tidsrum, hvor verden blev ødelagt af syndfloden. Som en sidebemærkning skal det siges, at der er rigeligt videnskabeligt grundlag for at tro, at denne store oversvømmelse faktisk fandt sted, bortset fra de klare beskrivelser i Skrifterne! Bemærk, at jorden (dvs. selve planeten) ikke blev tilintetgjort, kun det onde menneskelige samfund, som eksisterede på den: "Alt levende, der rørte sig på jorden, omkom" (1 Mos. 7:21). Jesus (Mat. 24:37) og Peter (2 Peter 3:6-12) så begge dommen over Noas verden som svarende til det, der skal ske ved Kristi genkomst. Menneskets forfærdelige ondskab på Noas tid har sin modpart i vores nuværende verden, som vil blive straffet ved Kristi genkomst.

På grund af menneskets forfærdelige syndighed og den selvødelæggelse, som denne planet er på vej imod, er der selv blandt kristne opstået en tro på, at denne jord vil blive tilintetgjort. Denne forestilling udviser en total mangel på forståelse for Bibelens grundlæggende budskab – at Gud ER optaget af, hvad der sker på denne planet, og at Jesus Kristus snart vil vende tilbage for at skabe Guds rige her på jorden. Hvis mennesket får lov at ødelægge denne planet, så kan disse løfter simpelt hen ikke opfyldes. Betydelige beviser for, at Guds rige vil blive skabt på jorden kan findes i Studieemne 4.7 og Studieemne 5. Indtil da burde det følgende være tilstrækkeligt bevis for, at jorden og solsystemet ikke vil blive tilintetgjort:-

- "den jord, han havde grundlagt for evigt " (Sl. 78:69).

- "Jorden er bestandig den samme" (Præd. 1:4).

- "Sol og måne...stjerner...himlenes himmel...For evigt og altid bestemte han deres plads og satte en grænse, de ikke måtte overskride" (Sl. 148:3-6).

- "landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund" (Es. 11:9; 4 Mos. 14:21) – dette ville være svært, hvis Gud lod jorden ødelægge sig selv. Dette løfte er endnu ikke blevet indfriet.

- "Gud, han som dannede jorden og frembragte den, han som grundfæstede den; han skabte den ikke i tomhed, men dannede den til beboelse" (Es. 45:18). Hvis Gud skabte jorden blot for at se den blive ødelagt, så ville hans arbejde være forgæves.

Men helt tilbage i 1. Mosebog lovede Gud alt dette til Noa. Da han startede livet påny i den nye verden skabt af syndfloden, frygtede Noa måske, at der kunne komme en ny total ødelæggelse. Denne tanke må have strejfet ham, hver gang det begyndte at regne efter syndfloden. Derfor lavede Gud en pagt (en række løfter) om, at dette aldrig ville ske igen:-

"Nu opretter jeg min pagt med jer...Jeg opretter min pagt med jer [bemærk gentagelsen af "Jeg" - det under at Gud valgte at give mennesket løfter!]: aldrig mere skal alt levende udryddes af vandfloden. En vandflod skal aldrig mere ødelægge jorden (1 Mos. 9:9-12).

Denne pagt blev bekræftet af regnbuen:-

"Når jeg samler [regn]skyer over jorden, og buen kommer til syne i skyerne, da husker jeg på min pagt med jer...den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden...Det [regnbuens tlsynekomst] er tegnet på den pagt, som jeg har oprettet mellem mig og alt levende på jorden" (1 Mos. 9:13-17).

Eftersom dette er en evig pagt mellem Gud og jordens mennesker og dyr, må jorden nødvendigvis have mennesker og dyr til at leve på den til evig tid. Dette er i sig selv bevis for, at Guds rige vil blive på jorden snarere end i himlen.

Løftet til Noa er således et fundament for evangeliet om Guds rige; det viser, at Gud har sin opmærksomhed rettet mod denne planet, og at han har en evig hensigt med den. Selv i sin vrede husker han barmhjertigheden (Hab. 3:2), og hans kærlighed er således, at han nærer omsorg selv for de dyr, han har skabt (1 Kor. 9:9 cp. Jonas 4:11).