3.2 Løftet i Edens Have

Den ynkelige historie om menneskets syndefald er fortalt i Første Mosebog, kapitel 3. Slangen blev forbandet for at have fordrejet Guds ord og have fristet Eva til at være ulydig mod det. Manden og kvinden blev straffet for deres ulydighed. Men der kommer en smule håb ind i dette dystre billede, da Gud siger til slangen:-

"Jeg sætter fjendskab [had, modsætning] mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen" (1 Mos. 3:15).

Dette vers er meget komprimeret; vi er nødt til omhyggeligt at definere de forskellige ting, der er involveret. "Afkom" betyder en efterkommer eller et barn, men det kan også referere til folk, som er forbundet med det særlige "afkom". Vi vil se senere, at Abrahams "afkom" var Jesus (Gal. 3:16), men hvis vi er "i" Jesus ved dåben, så er vi også afkommet (Gal. 3:27-29). Dette ord "afkom" refererer også til ideen om sæd (1 Pet. 1:23); et sandt afkom vil således have sin faders karakteregenskaber.

Slangens afkom må derfor refere til det, som har slangens karakteregenskaber:-

- fordrejer Guds ord

- lyver

- leder andre til at synde

Vi vil se i Studieemne 6, at der ikke findes en virkelig person, som gør dette, men at der inden i os er

- "vort gamle [kødelige] menneske" (Rom. 6:6)

- "et sjæleligt menneske" (1 Kor. 2:14)

- "det gamle menneske...som ødelægges af sine forføreriske lyster" (Efes. 4:22)

- "det gamle menneske med dets gerninger" (Kol. 3:9).

Dette syndige "menneske" inden i os er den bibelske "djævel", slangens afkom.

Kvindens afkom skulle være et bestemt individ - "du [slangens afkom] skal bide hendes afkom i hælen" (1 Mos. 3:15). Denne person skulle for evigt knuse slangens afkom dvs. synden – "hendes afkom skal knuse dit hoved". Hvis man slår en slange knusende hårdt i hovedet, slår man den ihjel, eftersom dens hjerne er i hovedet. Den eneste person, som er en sandsynlig kandidat til at være kvindens afkom er Vor Herre Jesus:-

Jesus Kristus "tilintetgjorde døden [og dermed syndens magt – Rom. 6:23] og bragte liv og uforgængelighed for lyset ved evangeliet " (2 Tim. 1:10).

"Han [Gud] sendte sin egen Søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet", dvs. den bibelske djævel, slangens afkom (Rom. 8:3).

Jesus " blev åbenbaret for at han skulle bære vore synder" (1 Joh. 3:5).

"Du skal give ham navnet Jesus [som betyder "Frelser"]; for han skal frelse sit folk fra deres synder" (Mat. 1:21).

Jesus var bogstavelig talt "født af en kvinde" (Gal. 4:4) som Marias søn, selvom Gud var hans fader. Således var han også på denne måde kvindens afkom, selvom han blev skabt af Gud på en måde, som intet andet menneske er blevet skabt. Kvindens afkom skulle midlertidigt såres af synden, slangens afkom - "du skal bide hendes afkom i hælen" (1 Mos. 3:15). Et slangebid i hælen er normalt et forbigående sår, sammenlignet med den varige skade, som man tilføjer slangen, når man knuser dens hovede.

Dødsdommen over synden, slangens afkom, blev primært fældet gennem Kristi offer på korset – bemærk, at de vers, vi citerede ovenfor, taler om Kristi sejr over synden i fortid. Det midlertidige sår i hælen, som Jesus måtte lide, refererer derfor til hans død, som varede tre dage. Hans genopstandelse beviste, at dette kun var et forbigående sår sammenlignet med det dødelige sår, han gav synden. Det er interessant, at ikke-bibelske historiske beretninger angiver, at de ofre, der blev korsfæstet, blev sømmet fast til trækorset gennem hælen. Jesus blev "såret i hælen" gennem sin død. Es.53:4,5 beskriver Kristus som "slået" dvs. såret af Gud ved hans død på korset. Dette hentyder klart til profetien i 1 Mos. 3:15 om, at Kristus ville blive bidt/såret af slangens afkom. Men i sidste ende handlede Gud gennem det onde, som Kristus mødte; Gud beskrives her som den, der sårer (Es.53:10) ved at styre de onde kræfter, som sårede hans søn. Og således handler Gud også gennem de onde ting, som ethvert af hans børn oplever.

konflikten i dag

Men nu spørger du sikkert dig selv: "Hvis Jesus har knust synden og døden (slangens afkom), hvorfor eksisterer disse ting så stadig i dag?" Svaret er, at på korset knuste Jesus syndens magt i sig selv; profetien i 1 Mos. 3:15 handler primært om konflikten mellem Jesus og synden. Dette betyder, at fordi han har indbudt os til at tage del i hans sejr, så kan vi også i sidste ende overvinde synd og død. De, som ikke er indbudt til at tage del i hans sejr, eller som afslår tilbudet, vil naturligvis stadig opleve synd og død. Synd og død opleves også af de sande troende, som gennem deres dåb til Kristus er forbundet med kvindens afkom (Gal. 3:27-29), men de kan få tilgivelse for deres synder og derfor i sidste ende blive frelst fra døden, som er resultatet af synd. Som en fremtidig mulighed "tilintetgjorde" Jesus således døden på korset (2 Tim. 1:10), men det er ikke, før end Guds hensigt med jorden er fuldstændig udført ved slutningen af Tusindårsriget, at folk rent faktisk vil holde op med at dø – og døden aldrig igen skal opleves på jorden: "For Kristus skal være konge [i den første del af Guds rige], indtil Gud får lagt alle fjender under hans fødder; som den sidste fjende tilintetgøres døden" (1 Kor. 15:25,26).

Hvis vi "døbes til Kristus" så bliver løfter om Jesus som det i 1 Mos. 3.15 personlige for os; de er ikke længere blot interessante dele af Bibelen, de er profetier og løfter, som gives direkte til os! Som kvindens afkom vil vi også opleve, at synden overvinder os på kort sigt. Med mindre Herren vender tilbage i vores livstid, så vil vi også blive såret i hælen, som Jesus blev det, i og med at vi også vil dø. Men hvis vi i sandhed er kvindens afkom, så vil dette "sår" kun være midlertidigt. De, som døbes til Kristus på den rette måde ved total neddykning i vand, er forbundet med hans død og genopstandelse – symboliseret ved opstigningen fra vandet (se Rom. 6:3-5).

Hvis vi er det sande afkom af kvinden, så vil vores liv afspejle ordene i 1 Mos. 3:15 – der vil være en konstant følelse af konflikt ("fjendskab") i os mellem rigtigt og forkert. Den store apostel Paulus beskriver en nærmest skizofren konflikt mellem synden og hans sande jeg, som rasede i ham (Rom. 7:14-25).

Efter dåb til Kristus bør denne konflikt med synden, som naturligt findes i os, styrkes – og fortsætte med at styrkes hele vort liv. På en måde er det svært, fordi syndens kraft er stærk. Men på en anden måde er det ikke svært, da vi er i Kristus, som allerede har udkæmpet og vundet konflikten. Bemærk, hvordan de troende beskrives som en kvinde i Efes. 5:23-32, som om at vi ved at være kvindens afkom også er kvinden.

På samme måde som kvindens afkom både repræsenterer Jesus og dem, som prøver på at få hans karakteregenskaber, så refererer slangens afkom både til synden (den bibelske "djævel") og til dem, som åbent udviser syndens og slangens karakteregenskaber. Disse mennesker vil ignorere eller fordreje Guds ord, hvilket i sidste ende vil lede dem ind i en skamfuld tilstand af synd og fremmedgørelse over for Gud, som det skete for Adam og Eva. Eftersom jøderne var det folk, som rent faktisk slog Jesus ihjel - dvs. sårede kvindens afkom i hælen – så må man forvente, at de var vigtige eksempler på slangens afkom. Dette bekræftes af Johannes Døberen og Jesus:-

"Men da han [Johannes] så, at mange af farisæerne og saddukæerne [den gruppe af jøder, som dødsdømte Jesus] kom for at blive døbt, sagde han til dem: "Øgleyngel [dvs. afkom af slanger], hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? " "(Mat. 3:7).

"Da Jesus kendte deres [farisæernes] tanker, sagde han til dem:...Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt?" (Mat. 12:25,34).

Verden – selv den religiøse verden – har de samme karakteregenskaber som slangen. Kun de, som er døbt til Kristus, er forbundet med kvindens afkom; alle andre er i højere eller lavere grad slangens afkom. Den måde, hvorpå Jesus behandlede de mennesker, som var slangens afkom, bør være et eksempel for os:-

- Han prædikede for dem i en ånd af kærlighed og sand omsorg, men

- Han lod ikke deres gerninger og tanker påvirke ham, og

- Han viste Guds kærlige væsen for dem gennem den måde, han levede på.

På trods af alt dette hadede de ham. Hans egne anstrengelser for at være lydig mod Gud gjorde dem misundelige. Selv hans familie (Joh. 7:5; Mark. 3:21) og nære venner (Joh. 6:66) tog afstand fra ham, og nogle fjernede sig endda fra ham rent fysisk. Paulus oplevede det samme, og han beklagede sig til dem, som engang havde stået sammen med ham i tykt og tyndt:-

"Er jeg blevet jeres fjende ved at sige jer sandheden?" (Gal. 4:14-16)

Sandheden er altid ilde hørt; at kende den og leve efter den, som vi bør gøre, vil altid skabe problemer af en eller anden slags for os, og endda resultere i forfølgelse:-

"Men ligesom han, der var født efter naturens orden, dengang forfulgte ham, der var født efter Åndens orden [ved Guds levende og blivende ord - 1 Peter 1:23], sådan også nu" (Gal. 4:29).

Hvis vi i sandhed er forenet med Kristus, må vi opleve noget af hans lidelse, så vi også kan tage del i hans pragtfulde belønning. Paulus giver os endnu engang et uovertruffet eksempel på dette:-

"Troværdigt er det ord! For er vi døde med ham [Kristus], skal vi også leve med ham; holder vi ud [med ham], skal vi også være konger med ham ...Derfor udholder jeg alt (2 Tim. 2:10-12).

"Har de forfulgt mig [Jesus], vil de også forfølge jer...alt det skal de gøre mod jer på grund af mit navn" (Joh. 15:20,21)

- dvs. fordi vi er døbt i Jesu navn (ApG. 2:38; 8:16).

Når man ser vers som disse, er det fristende at sige: "Hvis det er, hvad det at være forbundet med Jesus, kvindens afkom, handler om, så vil jeg hellere være fri". Men naturligvis forventes det aldrig af os at udholde noget, som vi ikke med rimelighed kan klare. Der kræves helt klart selvopofrelse for at forene os fuldt og helt med Kristus, men vores forbundethed med ham vil føre til en sådan pragtfuld belønning, "at denne tids lidelser er ikke værdige til at blive sammenlignet med den pragt, som skal åbenbares i os". Og selv nu gør hans offer vore bønner om hjælp til at stå igennem dette livs lidelser særligt kraftfulde overfor Gud. Og hertil kan man tilføje de følgende pragtfulde tilsagn, tydeligt understreget i mange kristadelfianeres Bibeler:-

"Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen også skabe udvej, så I ikke bukker under" (1 Kor. 10:13).

"Sådan har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig. I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden" (Joh. 16:33).

"Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os?" (Rom. 8:31).