7.3 Kristi plads i Guds plan

Gud lægger ikke sine planer efter en pludselig indskydelse eller tilføjer nogle ting til sin hensigt, efterhånden som menneskets historie skrider frem. Gud havde en fuldstændig plan lagt frem lige fra begyndelsen af skabelsen (Joh. 1:1). Hans ønske om at få en søn var derfor med i hans planer lige fra begyndelsen. Hele Det Gamle Testamente åbenbarer forskellige aspekter af Guds plan om frelse gennem Kristus.

Vi har påvist mange gange, at gennem løfterne, profeternes profetier og Moselovens forskrifter åbenbarer Det Gamle Testamente hele tiden Guds hensigt i Kristus. Det var på baggrund af, at Gud vidste, at han ville få en søn, at han påbegyndte skabelsen (Heb. 1:1,2 ). Det var på grund af Kristus, at Gud lod menneskehistoriens tidsaldre udfolde sig (Heb. 1:2). Heraf følger, at Guds åbenbaringer til mennesket gennem årene, som de beskrives i Det Gamle Testamente, er fyldt med henvisninger til Kristus.

Kristi storhed og hans grundlæggende og enorme vigtighed for Gud er svær helt at forstå for os. Det er derfor rigtigt at sige, at Kristi eksisterede i Guds tanker og hensigt fra begyndelsen, selvom han først kom til at eksistere fysisk, da han blev født af Maria. Heb. 1:4-7, 13,14 understreger, at Kristus ikke var en engel; hvor han i sit dødelige liv var mindre end englene (Heb. 2:7), blev han ophøjet til en meget større ære end de, eftersom han var "Guds enbårne søn" (Joh. 3:16). Vi har tidligere vist, at den eneste form for eksistens, som vi lærer om fra Skrifterne, er eksistens i en kropslig form. Derfor eksisterede Kristus ikke som en "ånd" før sin fødsel. 1 Peter 1:20 sammenfatter dette: Kristus var "bestemt, før verden blev grundlagt, men han blev først åbenbaret nu ved tidernes ende".

Jesus var omdrejningspunktet i det evangelium, som Gud "forud har lovet ved sine profeter i De Hellige Skrifter, evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde" (Rom. 1:1-4).

Dette sammenfatter Kristi historie:-

1. Lovet i Det Gamle Testamente – dvs. i Guds plan;

2. Skabt som en fysisk person ved jomfrufødslen, som et afkom af David;

3. På grund af hans fuldendte væsen ("helligheds ånd"), vist igennem hans dødelige liv

4. Genopstod han og blev igen udråbt til at være Guds søn gennem apostlenes guddommeligt inspirerede prædiken.

Guds forudviden

Det vil være en stor hjælp for os til at forstå, i hvor høj grad Kristus var i Guds tanker i begyndelsen uden at eksistere fysisk, hvis vi kan acceptere, at Gud kender til alle de ting, som vil ske i "fremtiden", at han har en total "forudviden". Gud kan derfor tale om og tænke på ting, som ikke eksisterer, som om de gjorde det; så fuldstændig er hans viden om fremtiden. Gud "kalder på det, der ikke er til, så det bliver til" (Rom. 4:17). Han har derfor "fra begyndelsen...forkyndt fremtiden, i fortiden det, der endnu ikke var sket. Nu siger jeg: Min beslutning står fast, alt det, jeg vil, gør jeg" (Es. 46:10). På grund af dette kan Gud tale om de døde, som om de var i live og kan tale om mennesker, som om de eksisterede før deres fødsel.

Guds "plan" eller ord havde profeteret om Kristus fra begyndelsen; han var altid med i Guds hensigt eller vilje. Det var derfor sikkert, at Kristus på et tidspunkt ville blive født rent fysisk; Gud ville udføre sin erklærede hensigt i Kristus. Sikkerheden af Guds forudviden afspejles derfor i hans ords sikkerhed. Bibelens hebræiske sprog har en "profetisk fortid", som bruger fortidsformen til at beskrive ting i fremtiden, som Gud har lovet. Skrifterne er fyldt med eksempler på Guds forudviden. Gud var så sikker på, at han ville opfylde løfterne til Abraham, at han sagde til ham: "Jeg giver dine efterkommere dette land..." (1 Mos. 15:18) på et tidspunkt, hvor Abraham endnu ikke havde nogen efterkommer. I den samme periode, før efterkommeren (Isak/Kristus) var født, lovede Gud desuden: "Du skal blive fader til en mængde folkeslag" (1 Mos. 17:5). Gud kalder i sandhed "på det, der ikke er til, så det bliver til".

Således sagde Kristus i sin forkyndergerning om Gud: "alt har han lagt i hans [Kristi] hånd" (Joh. 3:35), selvom dette ikke på det tidspunkt var tilfældet. "Alt har du lagt under hans [Kristi] fødder...Ganske vist ser vi endnu ikke alt underlagt ham" (Heb. 2:8).

Gud talte om sin plan for frelse gennem Jesus, "sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund" (Luk. 1:70). Fordi de var så nært forbundet med Guds plan, tales der om disse mænd, som om de i bogstavelig forstand eksisterede fra begyndelsen, selvom dette tydeligvis ikke er tilfældet. I stedet for kan vi sige, at profeterne var en del af Guds plan fra begyndelsen. Jeremias er et godt eksempel. Gud sagde til ham: "Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød, helligede jeg dig; jeg gjorde dig til profet for folkene" (Jer. 1:5). Gud vidste altså alt om Jeremias selv før skabelsen. På samme måde kunne Gud tale om den persiske konge Cyrus, før han blev født, på en måde som antyder, at han allerede eksisterede (Es. 45:1-5). Heb. 7:9,10 er et andet eksempel på, at der tales om en person, som endnu ikke er født, som om vedkommende eksisterede.

På samme måde som Jeremias og profeterne omtales, som om de eksisterer, selv før skabelsen på grund af deres del i Guds plan, så omtales de sande troende også, som om de eksisterer på det tidspunkt. Det er klart, at vi ikke eksisterede fysisk dengang undtagen i Guds tanker. Gud "frelste os og kaldte os med en hellig kaldelse...efter egen beslutning og af den nåde, som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden" (2 Tim. 1:9). "Før verden blev grundlagt, har Gud i ham[Jesus] udvalgt os til at stå hellige...I sin gode vilje" (Efes. 1:4,5). Hele forestillingen om, at Gud fra begyndelsen havde viden om individer på forhånd og "udvalgt" dem til frelse, antyder, at de eksistererde i Guds tanker i begyndelsen (Rom. 8:27; 9:23).

I lyset af alt dette er det ikke overraskende, at Kristus som summen af Guds hensigt skulle blive omtalt, som om han eksisterede fra begyndelsen i Guds plan og tanker, selvom han rent fysisk ikke kan have gjort det. Han var "fra verden blev grundlagt...det slagtede lam" (Åb. 13:8). Jesus døde ikke bogstaveligt dengang; han var "Guds lam", som blev ofret ca. 4,000 år senere på korset (Joh. 1:29; 1 Kor. 5:7). På samme måde som Jesus var bestemt fra begyndelsen (1 Peter 1:20), var også de troende (Efes. 1:4; det samme græske ord for "bestemt" benyttes i disse vers). Når det er svært for os at forstå alt dette, er det fordi vi ikke uden videre kan forestille os, hvordan Gud kan handle uden for tidens dimension. "Tro" er evnen til at se på tingene fra Guds synsvinkel uden tidens begrænsninger.