6.1 Gud Og Det Onde

Mange kristne kirker såvel som mange andre religioner tror på, at der er en skabning eller et uhyre ved navn Djævelen eller Satan, som skaber de problemer, som er i verden og i vores liv, og som er ansvarlig for de synder, vi begår. Bibelen lærer os helt klart, at Gud er almægtig. Vi har set i Studieemne 1.4, at englene ikke kan synde. Hvis vi oprigtigt tror på disse ting, er det umuligt, at der skulle være en overnaturlig skabning på færde i dette univers, som er imod Gud den Almægtige. Hvis vi derimod tror på, at en sådan skabning eksisterer, stiller vi spørgsmålstegn ved Gud den Almægtiges overherredømme. Dette er så vigtig en ting, at en korrekt forståelse af Djævelen og Satan må anses for at være en central doktrin. Vi får at vide i Heb.2:14, at Jesus tilintetgjorde Djævelen ved sin død; med mindre vi har den rette forståelse af Djævelen, kan vi derfor ikke helt forstå Jesu natur og gerninger.

I verden er der generelt, især i den såkaldte "kristne" verden, en ide om, at de gode ting i livet kommer fra Gud og de dårlige fra Djævelen eller Satan. Dette er ikke nogen ny ide, det er ikke engang en ide, som begrænser sig til den apostate kristendom. F.eks. babylonerne troede, at der var to guder, en gud for det gode og lyset og en gud for det onde og mørket, og at de to for evigt udkæmpede en dødelig kamp. Cyrus, den store konge af Persien troede på nøjagtig dette. Derfor sagde Gud til ham: "Jeg er Herren, der er ingen anden Gud end mig...Jeg danner lys og skaber mørke, jeg frembringer fred og skaber ulykke, jeg, Herren, frembringer alt dette" (Es.45:5-7,22). Gud skaber fred og han skaber det onde eller ulykke. Gud er i denne betydning skaberen af "det onde". I denne betydning er der en forskel mellem "det onde" og synden, som skyldes mennesket; den kom ind i verden på grund af mennesket, ikke Gud (Rom.5:12).

Gud fortæller Cyrus og folket i Babylon, at der "ingen anden Gud" er end ham. Det hebræiske ord "el", som oversættes med "Gud", betyder grundlæggende "styrke eller kraftkilde". Gud siger, at der ikke eksisterer nogen kraftkilde ud over ham. Dette er grunden til, at en sand troende ikke kan acceptere ideen om overnaturlige djævle eller dæmoner.

GUD: SKABEREN AF ULYKKE

Bibelen er fyldt med eksempler på, at Gud bringer "det onde" ind i folks liv og ind i denne verden.. Amos 3:6 siger, at hvis det onde findes i en by, er det Gud, som har skabt det. Hvis der f.eks. sker et jordskælv i en by, føler folk ofte, at "Djævelen" havde hensigter med byen og stod bag katastrofen. Men den sande troende må forstå, at det er Gud, som er ansvarlig for dette. Mika 1:12 siger således, at "ulykken fra Herren kommer ned til Jerusalems port". I Jobs bog læser vi, hvordan Job, en retfærdig mand, mistede alt, hvad han havde i dette liv. Bogen lærer os, at oplevelsen af "det onde" i et menneskes liv ikke er direkte proportional med deres lydighed eller ulydighed mod Gud. Job anerkender, at "Herren gav, Herren tog" (Job 1:21). Han siger ikke "Herren gav og Satan tog". Han sagde til sin kone: "Tager vi imod det gode fra Gud, må vi også tage imod det onde" (Job 2:10). I slutningen af bogen trøster Jobs venner ham på grund af "al den ulykke, Herren havde bragt over ham" (Job 42:11 sml. 19:21; 8:4). Gud er altså kilden til "det onde" i den beydning, at han er den, der i sidste ende tillader de problemer, vi har i vores liv.

"Herren tugter den, han elsker...for jeres opdragelses skyld skal I holde ud...Al opdragelse vækker rigtignok snarere ubehag end glæde, mens den står på, men bagefter bliver frugten fred og retfærdighed for dem, der har gennemgået den" (Heb.12:6-11). Dette viser, at de prøvelser, som Gud giver os, i sidste ende fører til åndelig vækst for os. Man sætter Guds ord op mod sig selv, hvis man siger, at Djævelen er en skabning, som tvinger os til at synde og være uretfærdige, mens han samtidig tilsyneladende bringer problemer ind i vores liv, som fører til, at vi opnår "fred og retfærdighed". Den ortodokse forestilling om Djævelen løber her ind i alvorlige problemer. Endnu mere alvorlige for denne er de tekststeder, som taler om at overgive et menneske til Satan, "for at ånden kan frelses", eller "for at de skulle lære ikke at spotte" (1 Kor.5:5; 1 Tim.1:20). Hvis Satan virkelig er en skabning, som er fast besluttet på at få mennesker til at synde og have en negativ åndelig indflydelse på folk, hvorfor taler disse tekststeder så om "Satan" i et positivt lys? Svaret ligger i, at en modstander, en "Satan" eller et problem i livet ofte kan have en positiv åndelig påvirkning på en troendes liv.

Hvis vi accepterer, at det onde stammer fra Gud, kan vi bede til Gud om at gøre noget ved de problemer, vi har, f.eks. at fjerne dem. Hvis han ikke gør det, ved vi, at de er sendt af Gud for vores åndelige bedste. Hvis vi derimod tror, at der er en eller anden ond skabning kaldet Djævelen eller Satan, som står bag vore problemer, så er der ikke nogen måde at forstå dem. Handicap, sygdom, pludselig død eller katastrofer må bare anses for uheld. Hvis Djævelen er en syndig, magtfuld engel, så vil han være mere magtfuld end os, og vi vil ikke have andet valg end at lide på grund af ham. I modsætning til dette kan vi trøste os med, at vi er under Guds herredømme; "alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud" (Rom.8:28). Der findes derfor ikke noget, der hedder "held/uheld" i den troendes liv.

syndens oprindelse

Det bør understreges, at synden kommer fra vort indre. Det er vores skyld, at vi synder. Det ville selvfølgelig være rart at tro, at det ikke er vores skyld, at vi synder. Vi kunne frit synde og derefter undskylde os selv med tanken om, at det i virkeligheden var Djævelens skyld, og at det udelukkende var ham, der skulle bebrejdes for vores synd. Det er ikke ualmindeligt, at en person, som har gjort noget meget ondt, har bedt om nåde, fordi han hævder, at han var besat af Djævelen, da han gjorde det og derfor ikke selv var ansvarlig for sine gerninger. Men i al retfærdighed bliver den slags vandede undskyldninger ikke anset for at være gyldige, og personen dømmes.

Vi må huske, at "syndens løn er død" (Rom.6:23); synd fører til døden. Hvis det ikke er vores, men Djævelens, skyld, at vi synder, så burde en retfærdig Gud straffe Djævelen og ikke os. Men det, at vi dømmes for vore egne synder, viser, at vi står til ansvar for vores synder. Forestillingen om Djævelen som en specifik person uden for os i stedet for som syndens princip inden i os er et forsøg på at flytte ansvaret for vore synder væk fra os selv. Dette er endnu et eksempel på, at mennesket nægter at se det i øjnene, som Bibelen lærer os om menneskets natur: at det fundamentalt set er syndigt.

"Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent...For indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud...hovmod, tåbelighed. Alt dette onde kommer indefra og gør et menneske urent" (Mark.7:15-23).

Forestillingen om, at der er noget syndigt uden for os, som kommer ind i os og får os til at synde, er uforenelig med Jesu meget klare lære her. Indefra, fra menneskets hjerte, kommer alle disse onde ting. Det er grunden til, at Gud på syndflodens tid mente, at menneskene "kun vil det onde fra ungdommen af" (1 Mos. 8:21). Jakob 1:14 fortæller os, hvordan vi fristes: "Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én". Vi fristes af vore egne onde lyster og begær, ikke af noget uden for os. "Hvorfor opstår der kampe og stridigheder blandt jer? " spørger Jakob, "Er det ikke, fordi jeres lyster fører krig i jeres lemmer?" (Jakob 4:1). Hver af os har særlige, personlige fristelser. De må derfor produceres af vore egne onde lyster, fordi de er personlige for os. Det siges meget rigtigt, at vi er vores egen værste fjende.

Romerbrevet handler primært om synden, dens oprindelse og hvordan vi overvinder den. Det er højst bemærkelsesværdigt, at Djævelen eller Satan knapt nok nævnes i brevet; i forbindelse med at han taler om synden, nævner Paulus ikke Djævelen eller Satan. "Djævelen" er ligeledes et begreb fra Det Nye Testamente. Hvis der findes en udenforstående skabning, som får os til at synde, ville han vel helt sikkert være blevet nævnt i udbredt grad i Det Gamle Testamente? Men der er en meget dyb og bemærkelsesværdig tavshed omkring dette emne. Beskrivelserne af Dommernes tid eller Israel i ørkenenen viser, at Israel på den tid syndede en hel del. Men Gud advarede dem ikke om en magtfuld overnaturlig skabning eller kraft, som kunne komme ind i dem og få dem til at synde. I stedet for opfordrede han dem til at hengive sig til hans ord, så de ikke ville give efter for deres eget køds lyster (f.eks. 5 Mos. 27:9,10; Josva 22:5).

Paulus klager: "Jeg ved, at i mig, altså i mit kød, bor der intet godt. Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke...Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, der bor i mig" (Rom. 7:18-21). Han giver altså ikke en udenforstående skabning ved navn Djævelen skylden for sine synder. Han fremhæver sin egen onde natur som den sande kilde til synden: "Det [er] ikke længere mig, der handler, men synden, der bor i mig. Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde". Han siger altså, at modstanden mod at være åndelig kommer fra noget, han kalder "synden, der bor i mig". Enhver tænksom, åndeligt indstillet person vil ende ved den samme form for selvforståelse. Man bør bemærke, at selv en højtstående kristen som Paulus ikke oplevede en forandring af sin natur efter sin omvendelse, og han blev heller ikke placeret i en position, hvor han ikke kunne synde. Den moderne "evangeliske" bevægelse hævder, at de er i en sådan position og placerer dermed Paulus i rækkerne af "ikke-frelste" på grund af hans udsagn i Rom.7:15-21. Disse vers har vist sig at være et stort problem for deres påstande. David, en anden ubetvivleligt retfærdig mand, kommenterede ligeledes sin egen naturs evige syndighed: "I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig (Sl.51:7).

Bibelen er meget eksplicit omkring menneskets fundamentalt onde natur. Hvis man anerkender dette, er der ikke noget behov for at opfinde en person uden for vores menneskelige natur, som er ansvarlig for vore synder. Jer.17:9 siger, at menneskets hjerte er så forfærdelig ondt og svigefuldt, at vi faktisk ikke kan forstå, hvor stor og grov dets syndighed er. Jesus stemplede også menneskets natur som grundlæggende ond i Mat. 7:11. Præd. 9:3 (Hebræisk tekst) kunne ikke sige det tydeligere: "Menneskenes hjerte er også fuldt af ondskab". Efes. 4:18 giver som årsag for menneskets naturlige fremmedgørelse overfor Gud, at de er "tomme i deres tanker, formørkede i sindet". Det er på grund af vore åndeligt formørkede og tomme hjerter, den tankegang, som er inden i os, at vi er fremmedgjorte over for Gud. I lighed med dette taler Gal.5:19 om vore synder som "kødets gerninger"; det er vort eget kød, vort eget væsen og natur, som får os til at synde. Ingen af disse tekststeder forklarer kilden til synden i os med, at djævelen placerede den der; syndige tendenser er noget, vi alle er født med naturligt, det er en grundlæggende del af det, der gør os til mennesker.