6.2 Djævelen Og Satan

Nogle gange lader man være med at oversætte ordene i den bibelske tekst (Mammon" i Mat. 6:24 er et aramæisk eksempel på dette). Ordet "satan" er et uoversat hebræisk ord, som betyder "modstander", mens "djævel" er en oversættelse af det græske ord "diabolos", som betyder løgner, fjende eller falsk anklager. Hvis vi skal kunne tro på, at Satan og Djævelen er en skabning uden for os, som er ansvarlig for synden, så må vi hver gang, vi møder disse ord i Bibelen, få dem til at referere til denne onde person. Den bibelske brug af disse ord viser, at de kan bruges som normale tillægsord, til at beskrive almindelige mennesker. Dette gør det umuligt at argumentere for, at ordene djævel og satan, som de bruges i Bibelen, i sig selv refererer til en ond person eller skabning uden for os.

ordet "Satan" I bibelen

1 Kong. 11:14 beskriver, at "Herren lod en modstander [samme hebræiske ord, som andre steder oversættes med "Satan"] af Salomo fremstå; det var edomitten Hadad". "Gud lod en modstander [satan] fremstå...Rezon...han blev Israels modstander [satan]" (1 Kong. 11:23,25). Dette betyder ikke, at Gud lod en overnaturlig person eller en engel fremstå som en satan/modstander af Salomo; Han lod almindelige mennesker fremstå. Mat.16:22,23 giver et andet eksempel. Peter havde forsøgt at tale Jesus fra at rejse til Jerusalem for at dø på korset. Jesus vendte sig og sagde til Peter: "Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil". Peter blev altså kaldt en satan. Det fremgår krystalklart af beskrivelsen, at Kristus ikke talte til en engel eller et uhyre, da han sagde disse ord, han talte til Peter.

Fordi ordet "satan" blot betyder modstander, kan en god person, også Gud selv, kaldes en "satan". I dets kernebetydning er der ikke nødvendigvis noget syndigt i selve ordet. De syndige medbetydninger, som ordet "satan" har, skyldes dels, at vores egen syndige natur er vores største "satan" eller modstander, og dels at ordet på verdens sprog bruges til at referere til noget, som forbindes med synd. Gud selv kan være en satan mod os ved at bringe prøvelser ind i vort liv eller ved at stille sig i vejen for en forkert retning eller handling, som vi er på vej ud i. Men det, at Gud kan kaldes en "satan", betyder ikke, at han selv er syndig.

Samuelsbøgerne og Krønikebøgerne er parallelle beskrivelser af de samme begivenheder, ligesom de fire evangelier er beskrivelser af de samme begivenheder, men i forskelligt sprog. 2 Sam. 4:1 skriver: "Han [Herren] lokkede David til at tirre folket" ved at holde folketælling i Israel. Den parallelle beskrivelse i 1 Krøn.21:1 siger, at "Satan trådte op mod Israel, og han lokkede David til at holde folketælling i Israel". I det ene tekststed er det Gud, der lokker, og i det andet er det Satan, der gør det. Den eneste mulige konklusion er, at Gud fungerede som "satan" eller modstander over for David. Han gjorde det samme over for Job ved at bringe prøvelser ind i hans liv. Job sagde således om Gud: "Med hård hånd angriber du mig" (Job 30:21); hvad Job her siger er egentlig: "Du opfører dig som en satan over for mig" .

ordet "Djævel" I bibelen

Det er det samme med ordet "djævel". Jesus sagde, "Har jeg ikke selv udvalgt jer tolv [disciple], og dog er en af jer en djævel? Han talte om Judas, Simon Iskariots søn", som var en almindelig, dødelig mand (Joh. 6:70-71). Han talte ikke om et menneskelignende væsen med horn eller en såkaldt "ond ånd". Ordet "djævel" refererer her simpelthen til en ond mand. 1 Tim.3:11 giver et andet eksempel. Hustruerne til kirkens ældre måtte ikke være "sladderagtige"; det oprindelige græske ord her er "diabolos", det samme ord, som oversættes med "djævel" andre steder. Paulus advarer således Titus om, at de gamle kvinder i kirken ikke måtte være "sladderagtige" eller "djævle" (Tit.2:3). Han sagde ligeledes til Timoteus (2 Tim.3:1,3), at "I de sidste dage...vil mennesker blive...sladderagtige [djævle]". Dette betyder ikke, at mennesker vil blive til overnaturlige væsener, men at de vil blive ondere. Det burde fremgå klart af alt dette, at ordene "djævel" og satan" ikke refererer til en falden engel eller en syndig skabning uden for os.

Synd, Satan og djævelen

Ordene "satan" og "djævel" bruges overført til at beskrive de naturlige syndige tendenser inden i os, som vi talte om i afsnit 6.1. Disse er vores største "satan" eller modstander. De er også personificerede, og som sådan kan man tale om dem som "Djævelen" - vores fjende, en der forvansker sandheden. Sådan er vort naturlige "menneske" - som selve Djævelen. Forbindelsen mellem Djævelen og vore onde lyster – synden inden i os – udtrykkes eksplicit i flere tekststeder: "Siden børnene [vi selv] alle er af kød og blod, måtte han [Jesus] også blive det ligesom de, for at han med sin død kunne gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen" (Heb.2:14). Djævelen beskrives her som ansvarlig for døden. Men "syndens løn er død" (Rom.6:23). Derfor må synden og Djævelen være det samme. Jakob 1:14 siger ligeledes, at vore onde lyster frister os og leder os i synden og derfor i døden, men Heb. 2:14 siger, at Djævelen bringer død. Det samme vers siger, at Jesus fik vores natur for at tilintetgøre Djævelen. Sammenlign dette med Rom. 8:3: "Han [Gud] sendte sin egen søn i syndigt køds lighed [dvs. i vores menneskelige natur] og for syndens skyld og fordømte dermed synden i kødet". Dette viser, at Djævelen og de syndige tendenser, som naturligt er i menneskets natur, reelt er det samme. Det er af afgørende betydning, at vi forstår, at Jesus blev fristet ligesom os. Hvis vi misforstår doktrinen om Djævelen, kan vi ikke på rette vis forstå Jesu natur og gerninger. Det var kun, fordi Jesus havde vores menneskelige natur - "Djævelen" inden i ham – at vi kan have håb om frelse (Heb.2:14-18; 4:15). Ved at overvinde sin egen naturs lyster, den bibelske djævel, blev Jesus på korset i stand til at tilintetgøre Djævelen (Heb.2:14). Hvis Djævelen er et fysisk væsen, så skulle han ikke længere eksistere. Heb. 9:26 siger, at Kristus blev åbenbaret "for at udslette synden ved sit offer". Heb.2:14 passer med dette i udta lelsen om, at Kristus gennem sin død tilintetgjorde Djævelen i sig selv. Gennem sin død tilintetgjorde Jesus potentielt "det legeme, som ligger under for synden" (Rom.6:6), dvs. den menneskelige natur, synden åbenbaret i (selve formen på) vore kroppe.

"Den, der gør Synden, er af Djævelen" (1 Joh.3:8), fordi synden er resultatet af, at vi giver efter for vore egne naturlige, onde lyster (Jakob 1:14,15), som Bibelen kalder "Djævelen". "Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger" (1 Joh. 3:8). Hvis det passer, hvad vi siger, nemlig at djævelen er vore onde lyster, så er vore onde lysters gerninger, dvs. det de resulterer i, vore synder. Dette bekræftes i 1 Joh.3:5: "Han [Jesus] blev åbenbaret for at bære vore synder". Dette bekræfter, at "vore synder" og "Djævelens gerninger" er det samme. ApG. 5:3 giver et andet eksempel på denne forbindelse mellem Djævelen og vore synder. Peter siger til Ananias: "Hvorfor har Satan fyldt dit hjerte?" Derefter siger Peter i vers 4: "Hvordan kunne du finde på at gøre dette?" At finde på noget ondt er det samme som, at Satan fylder vores hjerte. Hvis vi selv finder på noget, f.eks. en syndig plan, så begynder det inden i os. Jakob 1:14,15 taler om det samme, når han beskriver hvordan vores begær undfanger og sætter synd i verden, hvilket føder døden. Hvis en kvinde undfanger et barn, eksisterer det heller ikke udenfor hende; det begynder inden i hende. I den engelske oversættelse af Biblen sidestilles en syndig person med en "satan" i Sl.109:6 : "Set thou a wicked man over him: and let Satan stand at his right hand".

Personificering

Du kan dog med rimelighed svare: "Men de skriver altså, som om Djævelen er en person!" Det er helt korrekt; Heb. 2:14 taler om "ham som har dødens magt, nemlig Djævelen". Selv begrænsede studier af Bibelen viser, at den ofte bruger personificering – dvs. at den taler om et abstrakt begreb, som om det er en person. Ordsp. 9:1 taler om en kvinde kaldet "Visdommen", som bygger et hus, og Rom. 6:23 sammenligner synden med en kasserer, som udbetaler døden som løn. Vores djævel, "diabolos", repræsenterer ofte vore onde lyster. Men der findes ikke abstrakt djævelskhed; de onde lyster, som er i et menneskes hjerte, kan ikke eksistere separat fra mennesket, og derfor er "Djævelen" personificeret. Synden personificeres ofte som en herre (f.eks. Rom.5:21; 6:6,17; 7:3). Det er derfor forståeligt, at "Djævelen" også er personificeret, eftersom "Djævelen" også refererer til synden. På samme måde taler Paulus om, at vi har to væsener eller love i vort kød (Rom.7:15-21): det kødelige menneske, "Djævelen", kæmper med det åndelige menneske. Og dog er det klart, at der ikke er tale om to bogstavelige personer, som kæmper inden i os. Denne syndige del af vores natur personificeres som "det onde" (Mat. 6:13 ) – den bibelske djævel. Det samme græske udtryk, som her er oversat med "det onde", oversættes som "den onde" i 1 Kor.5:13, hvilket viser, at når en person giver efter for synden - giver efter for "det onde" –bliver han selv "den onde" eller en "djævel".

"Djævel" og "Satan" I en politisk kontekst

Disse ord "djævel" og "satan" bruges også til at beskrive den ugudelige og syndige verdensorden, som vi lever under. Menneskehedens sociale, politiske og pseudoreligiøse hierarkier kan omtales som "djævelen". Djævelen og Satan i Det Nye Testamente refererer ofte til de jødiske og romerske systemers politiske og sociale magt. Således læser vi, at Djævelen kaster de troende i fængsel (Åb. 2:10), hvilket refererer til, at de romerske autoriteter sætter troende i fængsel. I samme kontekst læser vi, at kirken i Pergamos ligger, hvor Satans sæde eller trone var – dvs. regeringssædet for den romerske koloni i Pergamos, hvor der også var en gruppe troende. Vi kan ikke sige, at Satan selv, hvis han eksisterer, havde en trone i Pergamos.

Individuel synd er defineret som en overtrædelse af Guds lov (1 Joh. 3:4). Men syndens kollektive udtryk som en politisk og social magt, som går imod Gud, er en kraft som er mere magtfuld end individer; det er denne kollektive kraft, som nogle gange personificeres som en magtfuld skabning kaldet Djævelen. I denne betydning har Iran og andre muslimske magter kaldet USA "den store Satan" – dvs. den store modstander af deres sag, i politisk og religiøst aspekt. Det er denne måde, ordene "djævel" og "satan" ofte benyttes på i Bibelen.

I konklusion til dette er det nok rigtigt at sige, at med hensyn til dette emne mere end noget andet er det essentielt, at vi baserer vores forståelse på et afbalanceret syn på hele Bibelen, og ikke opbygger solide doktriner ud fra nogle få vers, som indeholder slagord, som synes at referere til den almindelige forestilling om Djævelen. Det vil kunne betale sig at genlæse afsnit 6.1 og dette afsnit omhyggeligt og i bøn. Vi mener, at den doktrinære position, som beskrives der, er den eneste måde, hvorpå det er muligt at få en rimelig forståelse af alle de tekststeder, som refererer til Djævelen og Satan. Disse ord bruges som almindelige tillægsord eller refererer nogle steder til synden, som findes i vores egen menneskelige natur.

De, som finder det svært at acceptere vore konklusioner, bør spørge sig selv: (1) Er synden personificeret? Det er den helt klart. (2) Er det sandt, at "satan" kan bruges blot som et tillægsord? Ja, det er det. Hvilket reelt problem kan der derfor være i at acceptere, at synden er personificeret som vores fjende/satan? Verden personificeres ofte i Johannes’ breve og evangelium; findes der noget bedre navn til denne personificering end "satan"eller "Djævelen"?