6.3 Dæmoner

De foregående afsnit har forklaret, hvorfor vi ikke tror, at Djævelen eller Satan er et fysisk væsen eller uhyre. Hvis vi accepterer, at der ikke findes en sådan skabning, så medfører det også, at dæmoner, som anses for at være Djævelens tjenere, heller ikke eksisterer. Mange mennesker synes at tro, at Gud giver os alle de gode ting i livet, og at Djævelen og hans dæmoner giver os de dårlige ting og tager de gode ting fra os, som Gud giver os. Bibelen lærer os helt klart, at Gud er al magts kilde, og at han er ansvarlig for både de gode ting og de dårlige i vores liv (Es. 45:7). Når vi oplever prøvelser, bør vi derfor acceptere, at de kommer fra Gud, ikke give Djævelen eller dæmoner skylden for dem. Job anerkendte, at "Herren gav, Herren [ikke dæmoner] tog, Herrens navn være lovet" (Job 1:21).

Gud er kilden til al magt (Es. 45:5; 44:8). Gud bliver jaloux, når hans folk begynder at tro på andre guder, og hvis de siger til ham: "Du er en stor Gud, en magtfuld Gud, men faktisk så tror jeg, at der også er andre guder ud over dig, selv om de måske ikke er så magtfulde, som du er". Det er derfor, vi ikke kan tro på, at der findes dæmoner eller en djævel ud over den sande Gud. Dette er præcis den fejl, som Israel begik. Meget af Det Gamle Testamente går på at vise, hvordan Israel gjorde Gud vred ved at tro på andre guder såvel som på ham. Vi vil se ud fra Bibelen, at de "dæmoner", som folk tror på idag, er nøjagtig ligesom de falske guder, som Israel troede på.

Dæmoner er afguder

I 1 Kor. forklarer Paulus, hvorfor kristne ikke bør give sig af med at dyrke afguder eller tro på sådanne ting. I bibelske tider troede folk, at dæmoner var små guder, som kunne tilbedes og dermed forhindre problemer i at opstå i folks liv. De lavede derfor figurer af dæmoner, som var det samme som afguder, og tilbad dem. Dette forklarer, hvorfor Paulus bruger ordene "dæmon" og "afgud" i flæng i sit brev:- "Hvad vil jeg sige med dette? At det, som ofres til afguder er noget, eller at afguder er noget? Nej, men at det, der ofres, ofres til dæmoner og ikke til Gud, og jeg vil ikke, at I skal have fællesskab med dæmonerne...hvis nogen siger til jer: "Det er offerkød", må I ikke spise det, af hensyn til ham, der sagde det..." (1 Kor.10:20,28). Så afguder og dæmoner er i realiteten det samme. Bemærk, at Paulus siger, at de ofrer "til dæmoner [afguder] og ikke til Gud" – dæmonerne var ikke Gud, og eftersom der kun er én Gud, kan dæmoner ikke overhovedet have nogen reel magt, de er ikke guder. Dette argument gøres helt klart i 1 Kor.8:4:-

"Hvad angår det at spise kød, som har været ofret til afguderne, så ved vi, at der ikke findes nogen afgud [dæmon] i verden, og at der kun er én Gud". En afgud eller en dæmon findes slet ikke. Der er kun én sand Gud, eller magt, i verden. Paulus fortsætter (vers 5,6):-

"For vel er der såkaldte guder, både i himlen og på jorden – der er jo så mange guder og så mange herrer [ligesom folk tror på mange typer af dæmoner idag – en dæmon er skyld i, at du mister dit job, en anden i, at din kone forlader dig osv.]. Men for os [de sande troende] er der kun én Gud, Faderen; fra ham er alle ting [både gode og dårlige, som vi har set i de tidligere nævnte tekststeder].

Hvis vi går tilbage til Det Gamle Testamente, er der bevis for, at "dæmoner" er det samme som afguder. Den græske version af Det Gamle Testamente (septuaginta) bruger ordet "daimonion" for "afgud" i 5 Mos. 32:17 og Sl. 106:37; dette er det ord, som oversættes som "dæmon" i Det Nye Testamente. Salme 106:36-39 beskriver Israels fejl og sammenligner Kana’ans afguder med dæmoner:-

"De [Israel] dyrkede deres gudebilleder, som blev en fælde for dem. De ofrede deres sønner og deres døtre til dæmonerne. De udgød uskyldigt blod, deres sønners og døtres blod, som de ofrede til Kana’ans gudebilleder"

Det nye testamentes dæmoner

Nu siger du måske: "Hvad så med alle de tekststeder i det Nye Testamente, som helt klart taler om dæmoner?"

Vi må gøre os en ting helt klart: Bibelen kan ikke modsige sig selv, hvis det er Gud den Almægtiges ord. Hvis vi helt klart får at vide, at Gud bringer os vore problemer, og at han er kilden til al magt, så kan Bibelen ikke fortælles os, at dæmoner – små Guder, som modarbejder Gud – bringer os disse ting. Det virker betydningsfuldt, at ordet "dæmoner" kun forekommer fire gange i Det Gamle Testamente og altid beskriver afgudsdyrkelse, mens det forekommer mange gange i evangelierne. Vi mener, at dette skyldes, at på den tid, hvor evangelierne blev skrevet, var det tidens sprog at sige, at enhver sygdom, som man ikke forstod, var dæmonernes skyld. Hvis dæmoner virkelig eksisterer og er ansvarlige for vore sygdomme og problemer, så ville vi have læst mere om dem i Det Gamle Testamente. Men der hører vi slet ikke noget om dem i denne kontekst.

At sige at dæmonerne blev uddrevet af en person betød, at vedkommende var blevet kureret for en psykisk sygdom, eller en sygdom, som man ikke forstod på den tid. Folk, der levede i det første århundrede, gav generelt nogle fantasivæsener kaldet "dæmoner" skylden for alt, hvad de ikke kunne forstå. Eftersom psykisk sygdom var svært at forstå med deres niveau af lægevidenskab, talte folk om dem, som led af det, som værende "besat af dæmoner". I gammeltestamentlige tider refererede en ond eller uren ånd til psykiske problemer (Dom. 9:23; 1 Sam.16:14; 18:10). I nytestamentlige tider var billedet af en ond ånd/besættelse af dæmoner kommet til at referere til dem, der led af psykisk sygdom. Sammenhængen mellem dæmoner og sygdom kan ses af det følgende: "Da det blev aften, bragte de mange besatte hen til ham [Jesus], og han drev ånderne ud ved sit ord og helbredte alle de syge, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas [i Det Gamle Testamente], der siger: Han tog vore lidelser, han bar vore sygdomme" (Mat. 8:16,17). Menneskets sygdomme er altså det samme som at at være besat af "dæmoner" og "onde ånder". Når de var blevet helbredt, siges det, at mennesker, som var "dæmonbesatte" vendte tilbage til deres "fulde fornuft" – Mark. 5:15; Luk. 8:35. Dette indebærer, at det at være "dæmonbesat" var en anden måde at sige, at en person var psykisk syg – dvs. ikke ved deres fulde fornuft. De, som er "dæmonbesatte" siges at være blevet "helbredt" eller "kureret" – Mat. 4:24;12:22;17:18 – hvilket igen antyder, at dæmonbesættelse er en anden måde at beskrive sygdom på.