2.4 Tilbagekaldelse af gaverne

Guds mirakuløse åndsgaver vil atter blive brugt af de troende med det formål at forvandle den nuværende verden til Guds rige efter Kristi genkomst. Gaverne kaldes derfor "den kommende verdens kræfter" (Heb. 6:4,5), og Joel 2:26-29 beskriver en stor tildeling af de åndelige gaver efter Israels omvendelse. Det, at disse gaver vil blive tildelt de troende ved Kristi genkomst, er i sig selv tilstækkeligt bevis for, at der ikke er nogen, der besidder dem nu – eftersom det for enhver kristen, som er opmærksom på både Skriften og verdensbegivenhederne, er klart, at Herrens genkomst uden tvivl er nært forestående .

Der er klare profetier i Bibelen om, at på et tidspunkt mellem det første århundrede, hvor man havde besiddelse af de åndelige gaver, og Kristi genkomst ville gaverne blive kaldt tilbage:-

"Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forsvinde" (1 Kor. 13:8-10).

Gaverne "skal forgå". De åndelige gaver, som blev tildelt i det første århundrede, skal kaldes tilbage, "når det fuldkomne kommer". Dette kan ikke være Kristi genkomst, eftersom gaverne på det tidspunkt vil blive tildelt igen. Det græske ord, som oversættes til "fuldkommen", betyder strengt taget "det som er fuldstændigt eller helt"; det beyder ikke nødvendigvis noget syndfrit.

Dette fuldkomne vil erstatte den delvise viden, som de tidlige kristne havde som et resultat af profetiens gave. Husk, at profeti var evnen til at fremsige Guds inspirerede ord; det er nedskriften af sådanne ord, som udgør Bibelen.

I det første århundrede har den almindelige troende kun kendt til en lille del af Det Nye Testamente, som vi kender det. Han ville have hørt nogle ord fra profetierne fra kirkens ældste om forskellige praktiske emner; han har kendt til de store træk i Jesu liv, og har muligvis hørt et eller to af Paulus’ breve læst højt. Men da først de profetiske ord var skrevet ned og udbredt, var der ikke længere nogen grund til, at nogen skulle besidde profetiens gave. Det, som var fuldkomment, og som derfor erstattede gerningen med de åndelige gaver, var derfor det færdige Nye Testamente:-

"Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent [fuldkomment]" (2 Tim. 3:16,17).

Det, som gør fuldkomment eller fuldvoksent, er "ethvert skrift", så idet "ethvert skrift" var inspirereret og nedskrevet, var "det fuldkomne" kommet, og de mirakuløse gaver blev kaldt tilbage.

Efes. 4:8-14 passer fint ind her til at fuldende puslespillet:-

"Han [Jesus] er steget op til det høje [til himlen] ...han har givet [åndelige] gaver til menneskene...så Kristi legeme bygges op, indtil vi alle når frem til enheden i troen [dvs. én tro] og i erkendelsen af Guds Søn, til at være et fuldvoksent menneske...da skal vi ikke længere være uforstandige børn og slynges og drives hid og did af hver lærdoms vind."

Det første århundredes gaver skulle tildeles, indtil det fuldkomne eller fuldvoksne menneske var blevet opnået, og 2 Tim. 3:16,17 siger, at "det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent" ved at modtage vejledning fra "ethvert skrift". Kol. 1:28 fortæller også, at "fuldkommenhed" kommer af at lyde Guds ord. Når vi besidder hele Skriften, er der ikke længere nogen reel undskyldning for at lade sig forvirre af de mange forskellige doktriner, som forskellige kirker tilbyder. Der er kun én Bibel, og eftersom "dit ord er sandhed" (Joh. 17:17), kan vi ved at studere dens tekster nå til "enheden i troen", den ene tro, som der tales om i Efes. 4:13 . Sande kristne har derfor opnået besiddelse af denne ene tro; i denne betydning er de hele ("fuldkomne") som et resultat af "det fuldkomne" eller hele – det skrevne, fuldstændige Guds ord.

Bemærk desuden, hvordan Efes. 4:14 sammenligner det at være i besiddelse af mirakuløse gaver med åndelig barndom, og hvordan de mirakuløse gaver i en profetisk kontekst ville blive kaldt tilbage. 1 Kor. 13:11 siger det samme. Hvis man gør et stort nummer ud af at besidde åndelige gaver, er det derfor ikke et udtryk for åndelig modenhed. Det fremskridt, som hver læser af disse ord nu bør gøre, er mod en dybere forståelse af Guds skrevne ord, mod at glæde sig over det fuldkomne ved Guds grundlæggende åbenbaring af sig selv gennem det, og mod at besvare det med ydmyg lydighed.