2.3 Helligåndens Gaver

På forskellige tidspunkter i sit forhold til mennesket har Gud uddelegeret brugen af sin kraft ("Helligånd") til mennesket. Dette har dog aldrig været i form af en "blank check", som gjorde det muligt for dem at gøre, hvad de ville; anvendelsen af denne Helligånd har altid været til et bestemt formål. Når dette var udført, blev Helligåndens gave kaldt tilbage. Vi må huske, at Guds ånd handler på en måde, som fremmer det formål, han har på sinde. Hans hensigter tillader ofte kortsigtet lidelse i menneskets liv for at føre hans langsigtede hensigter ud i livet (se Studieemne 6.1). Vi må derfor forvente, at hans Helligånd ikke nødvendigvis vil blive brugt til at mildne menneskelig lidelse i dette liv. Hvis den opnår en sådan mildnelse, vil det være med det højere formål at udtrykke Guds væsen over for os.

Dette står i klar kontrast til populære kristne holdninger til Helligånden i dag; de giver det indtryk, at det kan betale sig at tro på Kristus på grund af de fysiske fordele, f.eks. helbredelse for sygdomme, som Helligånden efter sigende vil give. Dette forklarer, hvorfor der i krigshærgede lande som Uganda har været en bemærkelsesværdig stigning i antallet af mennesker, som hævder at besidde åndelige evner til at helbrede, og historisk set opstår sådanne påstande ofte på tidspunkter med stor menneskelig nød. Dette gør i sig selv nutidige påstande om besiddelse af åndelige evner mistænkelige. Hvis nogen higer efter oplevelser, som går ud over de nuværende menneskelige forpligtelser, er det nemt at hævde, at man har fundet noget som kan klare dette.

Mange "kristne" i dag hævder, at de besidder mirakuløse åndelige gaver, men hvis man spørger dem om, hvad det specifikke formål med disse er, oplever man en betydelig usikkerhed. Gud har altid tildelt sin ånd for at opnå specifikke, definerede formål. På grund af dette vidste de, som virkelig besad disse åndelige gaver, nøjagtig hvad de skulle bruge dem til, og de havde derfor ikke kun delvis succes med deres brug af dem. Dette står i kontrast til de mange fiaskoer og delvise helbredelser, som udføres af dem, der hævder, at de besidder åndelige helbredelsesevner i dag.

De følgende eksempler angiver alle bestemte årsager og hensigter, som kan ligge bag tildelingen af åndelige gaver. I ingen af tilfældene var der noget personligt aspekt forbundet med besiddelsen af evnerne, og de, der besad dem, var heller ikke i stand til at bruge dem, som de havde lyst. Fordi vi taler om Guds ånd, er det umuligt at forestille sig, at mennesker skulle kunne bestemme, hvordan den skulle bruges, eftersom den var givet til dem for at udføre visse af Guds ønsker, ikke hvad de mennesker, som havde midlertidig brug af den, ønskede (sml. Es. 40:13).

- Tidligt i Israels historie blev de påbudt at lave et storslået telt, hvori alteret og andre hellige genstande kunne opbevares; de fik detaljerede instruktioner om, hvordan de skulle lave alle de ting, som ville være nødvendige for at tilbede Gud. For at kunne udføre dette gav Gud sin ånd til visse mænd. De blev "fyldt med kundskabs ånd " for at de kunne lave klæder til Aron osv. (2 Mos. 28:3).

- En af disse mænd, Besal’el, blev fyldt "med Guds ånd, med visdom og klogskab og indsigt til at udføre al slags arbejde, lave udkast til kunstneriske arbejder i guld...gravere i sten...ja, udføre al slags arbejde" (2 Mos. 31: 3-5).

4 Mos. 11:14-17 beskriver, hvordan noget af den ånd/kraft, som var givet til Moses, blev taget fra ham og givet til Israels ældste for at gøre dem i stand til retfærdigt at dømme folkets klagemål, så der var mindre pres på Moses. Lige inden Moses" død blev åndegaven overført fra ham til Josva, så han også kunne lede Guds folk rigtigt (5 Mos.34:9).

- Fra den tid, hvor Israels folk kom til deres land og indtil deres første konge (Saul), blev de regeret af mænd, som blev kaldt dommere. Gennem denne periode blev de tit undertrykt af deres fjender, men Dommernes Bog beskriver, hvordan Guds ånd kom over nogle af dommerne for på mirakuløs vis at redde Israel fra dets indtrængende fjender (Dom. 3:10); Gideon (Dom. 6:34) og Jefta (Dom.11:29) giver eksempler på dette.

- En anden dommer, Samson, blev tildelt Ånden for at slå en løve ihjel (Dom. 14:5,6), for at slå 30 mand ihjel (Dom. 14:19) og for at flå de reb fra hinanden, som han var blevet bundet med (Dom. 15: 14). Samson besad således ikke en sådan "Helligånd" hele tiden – den kom over ham for at opnå specifikke ting og blev derefter kaldt tilbage.

Det burde heraf fremgå klart, at modtagelse af evnen til at bruge Guds ånd til et bestemt formål ikke var

- En garanti for frelse

- Noget som varede hele personens liv

- En mystisk kraft inden i dem

- Noget som blev opnået gennem en ekstatisk "personlig oplevelse".

Det skal siges, at der findes mange tågede påstande om modtagelse af Helligånden. Folk hævder, at de har "modtaget Helligånden", og i mangen en prædikesal bruger prædikanten løftet om at "modtage åndelige evner" som en gulerod over for dem, som overvejer "at modtage Jesus". Men man er nødt til at stille spørgsmålet: "Hvilke gaver? " Det er umuligt at forestille sig, at mennesker ikke ved, nøjagtigt hvilke evner de besidder. Samson modtog en åndelig gave for at slå en løve ihjel (Dom. 14:5,6); idet han stod ansigt til ansigt med det brølende dyr, vidste han præcis, med hvilket formål ånden var blevet givet til ham. Der kan ikke have været tvivl i hans sind. Dette står i stærk kontrast til de mennesker, der nutildags hævder at have fået Helligånden, men som ikke kan udføre en specifik handling, og som heller ikke ved, hvilken evne eller hvilke evner de har.

årsager til gaverne i det første århundrede

Kristi sidste bud var, at apostlene skulle gå gennem verden og forkynde evangeliet (Mark.16:15,16). Dette gjorde de med Kristi død og genopstandelse som det vigtigste i deres budskab. Men husk, at der ikke var noget Nyt Testamente, som vi kender det. Som de stod på markedspladser og ved synagoger og fortalte om denne mand, Jesus af Nazareth, kunne deres historie have lydt mærkelig – en tømrer fra Israel, som var fuldendt, som døde og genopstod i en præcis opfyldelse af Det Gamle Testamentes profeti, og som nu bad dem om at blive døbt og følge hans eksempel.

På den tid var der også andre mænd, som forsøgte at samle folk omkring forskellige kulte. Der måtte være en måde at bevise overfor verden, at det budskab, som blev forkyndt af de kristne, var fra Gud selv, og ikke bare en filosofi udviklet af en flok fiskere fra det nordlige Israel.

Nutildags går vi til Det Nye Testamentes beskrivelser af Jesu gerninger og doktriner for at bevise, at vores budskab er fra Gud, men på den tid, før det var nedskrevet for os, gav Gud prædikanterne brugen af hans Helligånd til at understrege sandheden i det, de sagde. Dette var den specifikke årsag til anvendelsen af gaverne for verdens åsyn. Mangelen på et nedskrevet Nyt Testamente må også have gjort det svært for den nye gruppe af troende at styrke deres tro. Der har ikke været en klar løsning på de mange praktiske problemer, som opstod blandt dem; der har været få ting, der kunne lede dem til at styrke deres tro på Kristus. Af disse grunde blev Helligånden derfor givet til at vejlede de første troende gennem inspirerede budskaber, indtil Det Nye Testamentes beskrivelser af disse budskaber og Jesu lære var nedskrevet og udbredt.

Som altid blev årsagen til, at Helligånden blev overdraget, gjort helt klart:-

- "Han [Jesus] er steget op til det høje [til himlen]...han har givet [ånde]gaver til menneskene...for at udruste de hellige til at gøre tjeneste, så Kristi legeme bygges op", dvs. de troende (Efes. 4:8,12).

- Således skrev Paulus til de troende i Rom: "For jeg længes efter at se jer, for at jeg kan give jer af Åndens gaver, så at I kan blive styrket" (Rom. 1:11).

Om brugen af gaverne til at bekræfte forkyndelsen af evangeliet står der:

- "Vort evangelium kom ikke til jer blot med ord, men også med kraft og Helligånd og med fuld vished" gennem de udførte mirakler (1 Thess. 1:5 sml. 1 Kor. 1: 5,6).

- Paulus kunne tale om "det, som Kristus har gjort gennem mig for at føre folkeslagene til lydighed, i ord og [mirakuløs] gerning, ved kraften i tegn og undere, ved Guds ånds kraft" (Rom. 15:18,19).

- Med hensyn til forkynderne af evangeliet læser vi, at "Gud føjede sit vidnesbyrd til ved tegn og undere og mange slags mægtige gerninger...ved tildeling af Helligånden efter sin vilje" (Heb. 2:4).

- Forkyndelsen af evangeliet på Cypern blev underbygget af mirakler, således at "da statholderen så, hvad der sket, kom han til tro, fuld af undren over Herrens lære (ApG. 13:12).

Miraklerne fik ham således til virkelig at respektere de doktriner, som blev forkyndt. Også ved Ikonion "bekræftede [Herren] ordet om sin nåde ved de tegn og undere, der skete ved deres hænder " (ApG. 14:3).

Alt dette kan sammenfattes i den følgende kommentar til apostlenes lydighed mod budet om at prædike: "De drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med " (Mark. 16:20).

bestemte ting på bestemte tidspunkter

Disse åndelige gaver blev derfor tildelt for at udføre bestemte ting på bestemte tidspunkter. Dette viser, at det er fejlagtigt at hævde, at den mirakuløse besiddelse af åndelige gaver er en permanent tilstand i en persons liv. Apostlene inklusiv Peter blev "opfyldt af Helligånden" ved Pinsefesten, ikke længe efter Kristi Himmelfart (ApG. 2:4). De var derfor i stand til at tale fremmede sprog for at kunne påbegynde forkyndelsen af det kristne evangelium på en imponerende måde. Da autoriteterne forsøgte at standse dem, var Peter, "fyldt af Helligånden", derved i stand til at svare dem på en overbevisende måde (ApG. 4:8). Da de blev løsladt fra fængslet, gjorde gaverne dem i stand til at fortsætte deres forkyndelse - "de blev alle fyldt af Helligånden, og de forkyndte Guds ord med frimodighed" (ApG. 4:31).

Den opmærksomme læser vil bemærke, at der ikke står "de var allerede fyldt af Helligånden", og gjorde disse ting. De blev fyldt med Helligånden for at udføre visse ting, men måtte fyldes igen for at udføre det næste skridt i Guds plan. Paulus var ligeledes "fyldt med Helligånden" ved sin dåb, men flere år senere blev han igen "fyldt med Helligånden" for at kunne straffe en ond mand med blindhed (ApG. 9:17: 13:9).

Om de mirakuløse evner skriver Paulus, at de første troende besad dem "som gave tilmålt af Kristus" (Efes. 4:7). Det græske ord for "mål" betyder "en begrænset mængde eller grad". Kun Jesus havde gaverne uden tilmåling, dvs. med total frihed til at bruge dem, som han ønskede (Joh. 3:34).

Vi vil nu definere de åndelige gaver, som umiddelbart nævnes mest som dem, der blev tildelt i det første århundrede.

DET FØRSTE ÅRHUNDREDES ÅNDELIGE NÅDEGAVER

Profeti

Det græske ord for "profet" betyder en, som fremsiger Guds ord – dvs. enhver person inspireret til at tale Guds ord, hvilket nogle gange omfattede forudsigelse af begivenheder i fremtiden (se 2 Pet. 1:19-21). "Profeter" – mennesker med evnen til at profetere – kom således "fra Jerusalem til Antiokia. En af dem, som hed Agabos, rejste sig og varslede ved Ånden, at der ville blive stor hungersnød i hele verden (den kom da også under Klaudius’ regering). Disciplene besluttede da, at alle skulle sende, hvad de hver især havde råd til, som hjælp til brødrene i Judæa" (ApG. 11:27-29). Denne form for meget specifik profeti, som tydeligvis blev opfyldt inden for nogle få år, finder man karakteristisk nok ikke hos dem, som nu hævder at have evnen til at profetere. Blandt medlemmerne af den tidlige kirke var troen på, at denne evne virkelig fandtes, dog så stor blandt dem, at de ofrede deres tid og penge på at afhjælpe de lidelser, som var blevet profeteret. Man kan ikke finde mange eksempler på dette i nutidens såkaldte "ånd-fyldte" kirker.

Helbredelse

Eftersom apostlene forkyndte det glædelige budskab (evangelium) om Guds kommende rige med fuldkommenhed på jorden, var det passende at de bekræftede deres budskab ved at udføre mirakler, som gav en forsmag på, hvordan det ville blive, når den tid kom: "Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten..." (Es. 35:5,6). Se Studieemne 5 for mere om forholdene i Guds rige. Når Guds rige er skabt på jorden, vil løfter som disse ikke blive halvt opfyldt, og der vil heller ikke være usikkerhed om, hvorvidt Riget er her eller ej. Guds mirakuløse bekræftelse af budskabet om dette rige var derfor i en endegyldig, bestemt form, som ikke kunne modsiges. Af denne grund blev mange af de mirakuløse helbredelser udført at de tidlige troende i fuld offentlighed.

Et klassisk eksempel finder vi i Peters helbredelse af den lamme tigger, som hver morgen lå foran tempelporten. Apostlenes Gerninger 3:2 nævner, at de lagde ham der dagligt – så han må have været et vanligt syn. Efter at være blevet helbredt ved Peters brug af åndens gave "sprang [han] op og kunne stå og gå, og han fulgte med dem ind på tempelpladsen, hvor han gik rundt og sprang og priste Gud. Og hele folket så ham gå rundt og prise Gud; og de genkendte ham som den, der plejede at sidde ved Den Skønne Port i templet for at få almisse, og de blev slået af forundring og var ude af sig selv over det, der var sket med ham. Manden holdt sig op ad Peter og Johannes, og hele folket stimlede forundret sammen om dem i Salomons søjlegang " (ApG. 3:7-11).

Peter påbegyndte straks derefter en udendørs tale om Kristi genopstandelse. Med det ubestridelige og uimodsigelige bevis foran dem i form af denne helbredte tigger kan vi være sikre på, at folk har taget Peters ord for at være Guds ord. Tempelporten har "ved bedetimen" (ApG. 3:1) været fyldt med mennesker, som et indkøbscenter på en lørdag morgen. Det var på et sted som dette, at Gud valgte at bekræfte forkyndelsen af hans ord med sådan et tydeligt mirakel. I ApG. 5:12 læser vi ligeledes, at "ved apostlenes hænder skete der mange tegn og undere blandt folket". De sædvanlige påstande fra "Pinsebevægelsens" helbredere og den slags drejer sig om ting, som er sket i afsides kirker snarere end på gaderne og foran et publikum af "troende", opstemte i en atmosfære af forventning om at et "mirakel" vil ske, ikke foran den almindelige kyniske offentlighed.

Lad det være sagt, at undertegnede har en vis erfaring med at diskutere disse emner med folk, som hævder at besidde åndelige gaver i dag, og også med at overvære påståede besiddelser af ånd. Der er imidlertid ikke behov for at sige mere om mit "personlige vidnesbyrd" om at have set mange ufuldstændige "helbredelser" og i bedste tilfælde delvise helbredelser; ethvert ærligt medlem af disse kirker vil indrømme, at der foregår en masse af den slags. Jeg har ved mange lejligheder sagt til mine velmenende venner fra Pinsebevægelsen: "Jeg er ikke uvillig til at tro på, at du måske har disse store evner. Men Gud har altid vist helt klart, hvem der har hans kraft, og hvem der ikke har, så det er ikke urimeligt af mig at bede dig om at demonstrere det for mig – så vil jeg sikkert være mere tilbøjelig til at acceptere din holdning til doktrinen, som jeg på nuværende tidspunkt simpelt hen ikke kan forene med Skriften". Der er aldrig nogen, der har givet mig en klar "demonstration af ånden og kraften" .

I modsætning til min holdning var de ortodokse jøder i det første århundrede ikke åbne over for den mulighed, at kristne var i besiddelse af Guds mirakuløse åndelige gaver. Selv de var dog nødt til at indrømme, at "den mand gør mange tegn" (Joh. 11:47), og "at der er sket et tydeligt tegn ved dem, er åbenbart for alle dem, der bor i Jerusalem, og det kan vi ikke benægte" (ApG. 4:16). De, som hørte apostlene tale i tunger, var ligeledes "ude af sig selv af forundring" (ApG. 2:6). Det samme sker ikke i dag som reaktion på Pinsebevægelsens sludder. At folk, som er mere venligt indstillet over for moderne "Pinsemissionærer", med rimelighed kan nægte, at de virkelig udfører mirakler, er helt sikkert et vigtigt argument i denne debat. Hvis blot ét mirakel kunne rydde forsiderne i hele Jerusalem, er det så ikke rimeligt at antage, at hvis et sandt mirakel blev udført i Londons Trafalgar Square eller Nairobis Nyaharuru Park, så ville hele verden anerkende, at Guds mirakuløse åndelige gaver også findes blandt os idag.

Pinsebevægelsens "helbredelser" er et resultat af følelsesmæssig og psykologisk påvirkning, ikke en direkte gerning af Guds ånd. I modsætning til dette var Peter i stand til at bruge den sande evne til at udføre mirakler og helbrede folk, som de lå på gaderne (ApG. 5:15); Paulus" brug af de mirakuløse gaver blev personligt overværet af en vantro minister fra regeringen (ApG.12,13), så vel som mange af de ikke-jøder, som boede i byen Lystra (ApG. 14:8-13). Som selve disse åndegavers natur og formål krævede, blev disse ting udført i al offentlighed og kunne på ingen måde slås hen med en anden forklaring end en indrømmelse af, at dette var Guds kraft åbenlyst demonstreret af hans tjenere. Reaktionen på et af Kristi helbredelsesmirakler var den samme: "...så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: "Aldrig har vi set noget lignende" " (Mark. 2:12).

Tungetale

Apostlene, hvoraf nogle var uuddannede fiskere, modtog det store hverv at gå ud i verden og forkynde evangeliet (Mark. 16:15,16). Måske var deres første reaktion: "Jamen jeg kender ikke sprogene!" For dem var det ikke bare noget med "jeg var ikke god til sprog i skolen", for de havde slet ikke gået i skole. Det stod skrevet overalt på dem, "at de var jævne og ulærde mænd" (ApG. 4:13) med hensyn til den slags. Og selv for de mere veluddannede prædikanter (f.eks. Paulus) var den sproglige barriere stadig uoverstigelig. Når folk blev omvendt, ville de være meget afhængige af hinanden med hensyn til opbyggelse (i mangel af det nedskrevne Nye Testamente). Dette betød, at det ville være et meget stort problem, hvis de ikke forstod hinandens sprog.

For at overvinde dette problem blev de tildelt evnen til at tale fremmede sprog ("tunger") og forstå dem. Der er naturligvis en stærk modsætning mellem dette syn på "tunger" og det, som mange "genfødte" kristne har, hvor de beskriver deres ekstatiske udbrud af uforståelige lyde som ""tungetale". Denne forvirring kan opklares ved at vise, at Bibelens definition på "tunger" eller tungemål er "fremmede sprog".

Ved den jødiske Pinsefest, kort efter Kristi Himmelfart, blev apostlene "alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål...Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret [endnu en offentlig demonstration af de åndelige gaver], fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: "Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvor kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål, vi parthere, medere og elamitter ... vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål. " Alle var ude af sig selv" (ApG. 2:4-12). Det er usandsynligt, at denne dobbelte fremhævelse af folks forbløffelse og forundring ville have været nødvendig, hvis de blot havde hørt den slags volapyk, som tales af dem, der hævder at være i besiddelse af åndegaver i dag. Den slags volapyk bliver mødt med smålig sarkasme eller ligegyldighed, ikke den forundring eller overbevisning ved at forstå de talte ord, som blev oplevet i Apostlenes Gerninger 2.

Bortset fra den tydelige parallel mellem "tungemål" eller tunger og "sprog" i ApG. 2:4-11 betyder "tungemål" helt klart også "sprog" i andre dele af Det Nye Testamente; udtrykket "folkeslag og stammer, folk og tungemål" bruges fem gange i Johs. Åbenbaring til at tale om alle jordens folkeslag (Åb. 7:9; 10:11; 11:9; 13:7; 17:15). Det græske ord for "tungemål" eller tunger findes i den græske version af Det Gamle Testamente (kaldet "Septuaginta") i betydningen sprog (se 1 Mos. 10:5; 5 Mos. 28:49; Dan. 1:4).

1 Kor. 14 er en række af bud omkring brugen af evnen til at tale i tunger; v. 21 citerer Es. 28:11 om, hvordan denne evne ville blive brugt til at vidne mod jøderne: "I loven står der skrevet: "Ved folk med fremmede sprog [tungemål] og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk" ". Es. 28:11 taler primært om, at Israels indtrængende fjender talte til jøderne på sprog ("tungemål"), de ikke kendte. Parallellen mellem "tungemål" og "læber" antyder, at "tungemål" var fremmede sprog. Der er meget andet i 1 Kor. 14, som antyder, at "tunger" refererer til fremmede sprog. Dette kapitel er Paulus" inspirerede kritik af den misbrug af gaverne, som foregik i den tidlige kirke, og som sådan giver den en god indsigt i naturen af evnen til at tale i tunger og profetere. Vi vil nu forsøge at give en kort kommentar til det. Vers 37 er et centralt vers:-

"Hvis nogen mener, at han er profet eller har åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren."

Hvis nogen hævder at have åndsgaver, må han derfor acceptere, at de foregående bud om brugen af gaverne er inspirerede af Gud. Enhver, som idag er ulydig mod disse bud, indrømmer derfor åbent, at de synes det er i orden at foragte Guds inspirerede ord. Vers 11-17:-

"Kan jeg ikke sproget, vil jeg stå som en fremmed for den, der taler det, og han som en fremmed for mig.

Sådan er det også med jer: Når I lægger så stor vægt på åndsgaver, så søg at blive rige på gaver, som tjener til at opbygge menigheden.

Derfor skal den, der taler i tunger, bede om at kunne tolke det, han siger.

For hvis jeg taler i tunger under min bøn, er det ganske vist min ånd, der beder, men min forstand er uden frugt.

Hvad da? Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med forstanden; jeg vil lovsynge med ånden, men jeg vil også lovsynge med forstanden.

For når du lovpriser med ånden, hvordan skal så den, der ikke er fortrolig hermed, kunne sige amen til din takkebøn? Han forstår jo ikke, hvad du siger?

Nok er din takkebøn god, men den anden opbygges ikke."

At tale på et sprog, som de tilstedeværende ikke forstår, er derfor meningsløst. Brugen af "hokuspokus" tale er udelukket - for hvordan kan man sige et oprigtigt "Amen" efter en "bøn" bestående af sludder, som ikke kan forstås? Husk at "Amen" betyder ""Det skal ske"", dvs. "Jeg er fuldstændig enig i det, som er blevet sagt i denne bøn". At tale på et sprog, som ikke forstås af dine brødre, er ikke opbyggeligt for dem, siger Paulus.

Vers 19:-

"Men i menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand og lære andre noget, end tusindvis af ord i tunger."

Dette er klart og simpelt. En kort sætning om Kristus på dansk vil gøre mere nytte end at prædike for mig i timevis på et fremmed sprog - eller "hokuspokus-sprog".

Vers 22:-

"Derfor er tungetale et tegn, ikke for de troende, men for de ikke-troende. Og profetisk tale er ikke for de ikke-troende, men for de troende."

Brugen af tungetale var derfor primært beregnet på at udbrede og forkynde evangeliet. I dag finder man derimod de fleste påstande om besiddelse af evnen til "tungetale" blandt grupper af "troende" eller (tilsyneladende) ved en individuel, personlig oplevelse, mens folk er alene. Der er en kronisk mangel på eksempler på, at sådanne mennesker har været i stand til på mirakuløs vis at tale på fremmede sprog med det formål at udbrede evangeliet. Da der i starten af 1990’erne blev åbnet nye muligheder for at forkynde Kristus i Østeuropa, var de (såkaldte) "evangeliske" kirker nødt til at udgive deres skrifter på engelsk på grund af de sproglige barrierer! Man skulle vel synes, at evnen til at tale på fremmede tungemål skulle være blevet brugt, hvis de besad den?

Vers 23:-

"Hvis nu hele menigheden kommer sammen, og alle taler i tunger, og der så kommer nogle udenforstående eller ikke-troende ind, vil de så ikke sige, at I er vanvittige?"

Dette er nøjagtig, hvad der er sket. Både muslimer og ikke-troende har gjort nar af den groteske måde, folk i Vestafrika, som hævder at besidde evnen til tungetale, har opført sig på. Selv en fornuftig kristen, som stak hovedet indenfor ved et møde i Pinsebevægelsen, ville fristes til at tro, at medlemmerne var vanvittige.

Vers 27:-

"Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre, og én ad gangen, og der skal være én til at tolke det."

Der var kun brug for, at to eller tre personer talte i tunger under en gudstjeneste. Det er usandsynligt, at en gruppe af tilhørere ville tale mere end tre forskellige sprog. En gudstjeneste ville hurtigt miste enhver sammenhæng, hvis talerens ord skulle oversættes mere end to gange. Hvis man besad evnen til at tale i tunger ved et møde i København med en tilhørerskare bestående af danskere blandet med nogle tyske og franske turister, så kan man forestille sig, at prædikanterne startede således:-

Præst: God aften.

Første tungetaler: Bon soir (fransk)

Anden tungetaler: Guten abend (tysk).

Naturligvis skal de tale i rækkefølge, "én ad gangen", for der ville opstå forvirring, hvis de talte samtidig. På trods heraf, og på grund af at nutidens "tungetale" er af en fundamentalt følelsesmæssig type, hører man dette fænomen fra mange mennesker samtidig. Jeg har observeret, at når først en person starter, bliver andre hurtigt påvirket til at gøre det samme.

Evnen til tungetale er ofte blevet brugt i sammenhæng med evnen til at profetere, så et inspireret budskab fra Gud kunne fremsiges (ved hjælp af evnen til at profetere) på et sprog, som var fremmed for taleren (ved hjælp af evnen til at tale i tunger). Et eksempel på anvendelsen af de to gaver kan findes i ApG. 19:6. Men hvis prædikanten talte på tysk ved et møde i København, hvor tilhørerne var danskere blandet med en del tyske turister, ville det ikke være "opbyggeligt" for de danskere, der var til stede. Derfor skulle evnen til at tolke tungen (sproget) også nødvendigvis være til stede, så alle kunne forstå, hvad der blev sagt – i vores eksempel evnen til at oversætte fra tysk til dansk. Hvis en af de fransktalende tilhørere stillede et spørgsmål, ville prædikanten således heller ikke være i stand til at forstå ham uden hjælp, selvom han besad evnen til tale på fransk uden personligt at kende til sproget. Evnen til at oversætte ville derfor være til stede for at kunne hjælpe med dette.

Hvis ikke der var en person til stede, som besad evnen til at tolke, når det var nødvendigt, ville evnen til tungetale ikke blive anvendt: "Hvis ikke der er nogen til at tolke det, skal den, der taler i tunger, tie stille i menigheden" (1 Kor. 14:27,28). Det, at mange af de nulevende personer, som hævder at være i besiddelse af evnen til "tungetale", taler på "sprog", som ikke kan forstås af nogen og uden en tolk, er helt klart et tilfælde af direkte ulydighed mod disse bud.

Vers 32,33:-

"Profeters ånder underordner sig under profeter, for Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud."

Besiddelse af Helligånden skal derfor ikke forbindes med en oplevelse, som sætter en person uden for den normale bevidstheds sfære; ånden styres af brugerne, ikke en kraft, som besætter dem, så de handler ufrivilligt. Det hævdes ofte fejlagtigt, at dæmoner eller "onde ånder" besætter de "ikke- frelste" (se Studieemne 6.3), men at Helligånden fylder de troende. Men åndskraften, som Paulus referer til i 1 Kor. 14:32, blev styret af den, der besad den med visse formål; det var ikke en besjælende kraft af det gode i modsætning til den kraft af det onde, som findes i menneskets natur. Desuden har vi vist tidligere, at denne Helligåndens kraft blev tildelt apostlene på bestemte tidspunkter for at udføre bestemte ting, snarere end at være til stede hos dem hele tiden.

Vers 34

"Som i alle de helliges menigheder skal kvinderne tie stille i menighederne. De må ikke tale, men skal underordne sig, sådan som loven også siger."

I sammenhæng med brugen af åndelige gaver slås det altså unægtelig fast, at en kvinde ikke skal gøre brug af dem under en gudstjeneste. Den generelle mangel på respekt for dette er ikke overraskende, når man tager i betragtning, at nutidens fænomen med at tale "hokuspokus-sprog" kan forklares med følelsesmæssig ophidselse, som overføres fra en person til den næste blandt en gruppe af tilhørere. Kvinder, børn – ja, enhver tilstedeværende med et villigt sind – kan blive påvirket af en sådan ophidselse og derfor komme med ekstatiske ytringer, som går for at være "tungetale".

Den fremtrædende rolle, som kvinder indtager i påståede tilfælde af "tungetale" og "profeteren" i moderne menigheder, kan ganske simpelt ikke forenes med det klare bud i dette vers. Det latterlige og desperate argument, at Paulus var kvindehader, modbevises nogle få vers senere: "Hvis nogen mener, at han er profet eller har åndsgave, skal han vide, at det, jeg skriver til jer, er et bud fra Herren" (1 Kor. 14:37) – ikke Paulus’ egne bud.