2.2 Inspiration

Vi har defineret Guds ånd som hans kraft, tanker og væsen, som han demonstrerer gennem de handlinger, som hans ånd udfører. Vi nævnte i det foregående afsnit, hvordan Guds ånd arbejdede ved skabelsen: "Med sin blæst [ånde] fejede han himlen ren" (Job 26:13) – Guds ånd svæver over vandoverfladen for at påbegynde skabelsen (1. Mos. 1:2). Men vi læser også, at verden blev skabt "ved Herrens ord" (Sl. 33:6), hvilket også kan ses i Første Mosebogs beskrivelse af, at "Gud sagde", at tingene skulle skabes, og det skete. Guds ånd er derfor i høj grad afspejlet i Hans ord – nøjagtigt som vores ord udtrykker vore inderste tanker og ønsker – vort virkelige "selv" – meget præcist. Jesus fremhævede meget klogt: "Hvad hjertet [sindet] er fuldt af, løber munden over med" (Mat. 12:34). Så hvis vi vil kontrollere vores ord, må vi først arbejde med vore tanker. Guds ord er således en afspejling af hans ånd eller tanker. Det er en stor velsignelse, at vi i Bibelen har Guds ord nedskrevet, så vi kan forstå Guds ånd eller sind. Gud udførte dette mirakel med at udtrykke sin ånd ved hjælp af INSPIRATION. Dette ord er afledt af ordet "spirit" (ånd).

IN-SPIRIT-ATION.

"Spirit" betyder "ånde" eller åndedrag, "Inspiration" betyder "ind-ånding" (modsat ekspiration). Dette betyder, at de ord, som folk skrev med "inspiration" fra Gud, var ord af Guds ånd. Paulus opfordrede Timoteus til ikke at lade sin fortrolighed med Bibelen få ham til at glemme det under, at det er ord fra Guds ånd, og at den derfor giver os alt, vi behøver for at have den sande viden om Gud:-

"Fra barnsben kender du De hellige Skrifter, der kan give dig visdom til frelse ved troen på Kristus Jesus. Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning" (2 Tim. 3:15-17).

Hvis de inspirerede Skrifter kan give sådan en fuldstændig viden, så er der ikke behov for noget "indre lys" til at vise os sandheden om Gud. Men hvor ofte hører man ikke folk tale om deres personlige følelser og oplevelser som kilde til deres viden om Gud! Hvis det, at vi tror på Guds inspirerede ord, er nok til at udruste os til et kristent liv, så er der intet behov for nogen anden retfærdighedskraft i vores liv. Hvis der derimod er et sådant behov, så har Guds ord ikke udrustet os fuldstændigt, sådan som Paulus lover, at det vil. At holde Bibelen i vore hænder og tro, at det virkelig er Guds ånds ord, kræver temmelig megen tro. Israelitterne var rimelig interesserede i, hvad Guds ord havde at sige, ligesom mange "kristne" er det i dag. Vi må alle tænke nøje over Heb. 4:2:-

"For vi har fået det glædelige budskab forkyndt ligesom de [Israel i ørkenen]; men de havde ikke gavn af at høre ordet, fordi de ikke modtog det i tro, da de hørte det".

I stedet for at bevæge os op imod en fuldstændig tro på Guds ånds/ords kraft, som vi modtager, er det meget mere attraktivt at tage en åndelig genvej: at hævde, at en retfærdighedskraft pludselig kommer over os, og at denne vil gøre os værdige til at blive modtaget af Gud, i stedet for at være nødt til opleve smerten ved bevidst at leve vores liv i lydighed mod Guds ord og derved virkelig lade Guds ånd få indlydelse på vore hjerter.

Denne uvilje mod at modtage den enorme åndelige kraft, som er i Guds ord, har fået mange "kristne" til at stille spørgsmålstegn ved, om alle Skrifterne virkelig er inspireret af Gud. De har hævdet, at meget af det, vi læser i Bibelen, blot er kloge gamle mænds personlige meninger. Men Peter modbeviser effektivt sådanne uldne argumenter:

"Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på...Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften; for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud" (2 Peter 1:19-21).

Vi må "først" gøre os klart og tro på, at Bibelen er inspireret af Gud.

bibelens forfattere

En solid tro på Skrifternes fuldstændige inspiration er derfor af afgørende nødvendighed; de mennesker, som skrev Bibelen, blev modstandsløst ført af den ånd, som inspirerede dem, således at deres ord ikke var deres egne. Guds ord er sandheden (Joh. 17:17) og irettesætter og straffer (2 Tim. 3:16,17), og det er derfor ikke overraskende, at det er upopulært blandt mange mennesker - for sandheden gør ondt. Profeten Jeremias mødte megen modstand for at fremsige de ord, han modtog fra Gud, så han besluttede sig for ikke at nedskrive eller offentliggøre de ord, han modtog. Men fordi nedskrivningen af Guds ord er et resultat af Guds vilje og ikke menneskets ønsker, blev han "ført af Helligånden", så han ikke havde noget valg. "Dagen lang er jeg til latter, alle spotter mig...Når jeg sagde: "Jeg vil ikke tænke på ham og ikke mere tale i hans navn", kom der i mit hjerte en brændende ild, der rasede i mine knogler. Jeg kan ikke holde det ud, jeg kan ikke bære det!" (Jer. 20:7,9).

Hvis disse mennesker kun var delvist guddommeligt inspireret, så har vi ikke adgang til Guds sande ord eller ånd. Hvis det, de skrev, virkelig var Guds ord, så må de nødvendigvis have været totalt overtaget af Guds ånd, mens de modtog inspirationen – ellers ville teksten ikke have været det rene Guds ord. Hvis vi accepterer, at Guds ord er helt og holdent hans, bliver vi mere motiverede til at læse og adlyde det. "Dit ord er gennemlutret, og din tjener elsker det" (Sl. 119:140).

Bibelens tekster er således Guds værk gennem hans ånd, og ikke menneskeskabt litteratur. Sandheden i dette vises i den måde, hvorpå Det Nye Testamente omtaler Skrifterne i Det gamle Testamente:-

• Mat. 2:5 taler om, at det var "skrevet ved profeten" – Gud skrev gennem profeten.

• "som Helligånden gennem Davids mund forud har sagt..." (ApG. 1:16; Således citerer Peter fra Salmerne: sml. Heb. 3:7).

Bibelens menneskelige forfattere var derfor relativt ubetydelige for de første kristne; det vigtige var, at deres ord var inspireret af Guds ånd.

Guds ords kraft

Guds ånd refererer ikke blot til hans tanker/væsen, men også til den kraft, hvormed han udtrykker disse tanker. Man kan derfor forvente, at hans ånds-ord ikke blot er et udtryk for hans sind og tanker, men at der også er en dynamisk kraft i det ord.

En sand forståelse af den kraft bør gøre os ivrige efter at gøre brug af den; enhver følelse af flovhed over at gøre dette bør overvindes af vores viden om, at lydighed mod Guds ord vil give os den kraft, vi behøver for at sætte os ud over dette livs bagateller og føre os mod frelsen. Ud fra at han ofte havde oplevet dette, skrev Paulus:-

"Jeg skammer mig ikke ved evangeliet [ordet]; det er Guds kraft til frelse" (Rom. 1:16).

Bibelstudier og en anvendelse af disse i vores liv er derfor en dynamisk proces. Det er fjernt fra teologers kolde, akademiske tilgang og også fra mange kirkers "glade" kristendom, hvor nogle få tekststeder citeres kort, men hvor der ikke gøres noget forsøg på at forstå dem eller anvende dem. "Guds ord er levende og virksomt"; "sit [Guds] mægtige ord" (Heb. 4:12; 1:3). "Guds ord...det virker i jer, som tror" (1 Thess. 2:13). Gennem ordet arbejder Gud aktivt i de sande troendes sind, hver time på dagen.

Evangeliets grundlæggende budskab, som du lærer, er derfor, at Guds sande kraft kan handle i dit liv og gøre dig til et Guds barn, hvis du vil lade den gøre det. Det vil til en vis grad vise Guds ånd/væsen i dette liv og forberede dig på at modtage Guds åndelige natur ved Jesu genkomst (2 Pet.1:4). Paulus" forkyndelse var "med Ånd og kraft som bevis" (1 Kor. 2:4).

Vi er omgivet af mennesker, som kun tror halvt på Bibelen som Guds ord på trods af deres påståede forpligtelse over for Kristus. De hævder ligeledes, at de tror på Gud, men formår ikke at acceptere, at han er en virkelig person. Ved at benægte, at alle Skrifterne er guddommeligt inspireret og benægte deres herredømme over vores personlige følelser og overbevisninger, benægter de Guds magt. Tænk på ordene i 2 Tim. 3:5: "i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft", dvs. kraften i evangeliets ord.

Verden gør nar af vores fundamentalisme ("I tror da ikke på det på den måde, gør I?!"), og således gjorde den også nar af Paulus og hans skare af forkyndere: "For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft" (1 Kor. 1:18).

Hvis vi tager alt dette i betragtning, kan vi da ikke hver især holde Bibelen i vore hænder med en stigende respekt og læse den med stigende ønske om at forstå og adlyde?

guds folks holdning til hans ord

En omhyggelig læsning af Bibelens beretninger viser, at Bibelens forfattere ikke blot anerkendte, at de selv var guddommeligt inspireret, men at de også anså andre bibelske forfattere for at være inspirerede. Vor Herre Jesus er et fremtrædende eksempel på dette. Når Jesus citerede fra Davids salmer, indledte han med disse ord "David ved Ånden..." (Mat. 22:43) og viste dermed, at han vidste, at Davids ord var inspirerede. Jesus talte også om Moses" "skrifter" (Joh. 5:45-47), og demonstrerede dermed, at han mente, at Moses bogstavelig talt havde skrevet de fem Mosebøger. De såkaldte "kritiske" kristne har tvivlet på, om Moses kunne skrive, men Jesu holdning modsiger tydeligvis deres holdning. Han kaldte Moses" skrifter "Guds bud" (Mark. 7:8,9). Den samme gruppe af uærlige tvivlere hævder, at meget af Det Gamle Testamente er myte, men Jesus eller Paulus behandler det aldrig som sådan. Jesus talte om Dronningen af Saba som en virkelig historisk figur (Mat. 12:42); han sagde ikke, "Som man siger i historien om Dronningen af Saba...".

Apostlenes holdning var den samme som deres Herres. Dette sammenfattes af Peter, som sagde, at hans personlige oplevelse af at høre Kristi ord med sine egne ører blev overstrålet af "profeternes tale" (2 Pet. 1:19-21). Peter mente, at Paulus" breve var "Skrifter" lige så vel som "andre Skrifter", et udtryk, som normalt bruges om teksterne i Det Gamle Testamente. Peter så således Paulus" breve som autoriteter på lige fod med Det Gamle Testamente.

Der er mange henvisninger i Apostlenes Gerninger, Epistlerne og Johannes’ Åbenbaring til evangelierne (sml. f.eks. ApG. 13:51; Mat. 10:14), hvilket antyder, at de ikke blot alle var inspireret af den samme ånd, men også at evangelieskrifterne blev anset for inspirerede af forfatterne i Det Nye Testamente. I 1 Tim. 5:18 citerer Paulus både 5. Mosebog. 25:4 og Lukasevangeliet 10:7 som "Skrift". Paulus slår fast, at hans budskab var fra Kristus, ikke fra ham selv (Gal. 1:11,12; 1 Kor. 2:13; 11:23; 15:3). Dette anerkendtes af de andre apostle; i Jakob 4:5 omtales Paulus" ord i Gal. 5:17 således som "Skrift".

Gud "har talt" til os i Kristus; der er derfor intet behov for yderligere åbenbaringer (Heb. 1:2). Bemærk, at Bibelen hentyder til andre inspirerede skrifter, som vi ikke har adgang til i dag (f.eks. Jashers bog, Nathans, og Elias’ skrifter og Paulus til Korinterne, og Johannes’ tredje Epistel antyder, at Johannes havde skrevet et ubevaret brev til kirken, som Diotrephes havde nægtet at adlyde). Hvorfor er disse skrifter ikke blevet bevaret for os? Tydeligvis fordi de ikke var relevante for os. Vi kan derfor være sikre på, at Gud har bevaret alt det, der er relevant for os.

Det hævdes nogle gange, at teksterne i Det Nye Testamente gradvist blev accepteret som inspirerede, men det, at apostlene omtalte hinandens skrifter som inspirerede, modbeviser helt klart denne påstand. Der fandtes en mirakuløs åndegave, som kunne teste om breve og ord, som hævdedes at være inspirerede, også virkelig var det (1 Kor. 14:37; 1 Joh. 4:1; Åb. 2:2). Dette betyder, at de inspirerde breve med det samme blev accepterede som værende inspirerede. Hvis mennesker uden vejledning foretog valget af, hvad der kom med i Bibelen, ville bogen ikke have nogen autoritet.